Hvordan bliver man i en samtale, selv når det er ubehageligt?
Du har sagt det.
Du har endelig fået sat den grænse, du gerne ville sætte.
Og så reagerer den anden.
Hun bliver ked af det.
Hun bliver vred.
Hun begynder at argumentere.
Eller der bliver stille.
Og pludselig får du lyst til at komme væk fra samtalen.
Måske får du lyst til at sige:
“Okay, så glem det.”
Eller:
“Det er også lige meget.”
Eller du trækker dig helt og håber, at samtalen stopper.
Det kan være svært at blive i samtalen, når du allerede har gjort det svære og sagt fra.
For nu handler det ikke længere kun om at få sagt din grænse.
Nu handler det om, hvad du gør, når den anden reagerer på den.
Det er en vigtig del af grænsesætning, som ofte bliver overset.
For det er én ting at vide, hvad du gerne vil sige.
Det er noget andet at vide, hvad du skal gøre, når samtalen bliver ubehagelig bagefter.
Når du har sagt fra, men får lyst til at trække dig fra samtalen
Det kan føles, som om der kun er to muligheder.
Enten bliver du i samtalen og risikerer, at den bliver endnu mere ubehagelig.
Eller også trækker du dig og får ro på situationen.
Men når du trækker dig, kan du komme til at opgive mere end selve samtalen.
Du kan ende med at trække din grænse tilbage.
Ikke fordi du har ændret mening.
Men fordi du ikke ved, hvad du skal gøre, når samtalen bliver svær.
Du siger måske:
“Okay, så gør vi bare, som du vil.”
Eller du begynder at forklare dig mere og mere.
Eller du lukker helt ned.
Og så kan det, der begyndte som en grænsesamtale, hurtigt få en helt anden retning.
Det er derfor, det ikke er nok bare at lære at sige fra.
Du skal også kunne blive i samtalen bagefter.
For hvis du kun ved, hvordan du sætter grænsen, men ikke hvad du gør, når den anden reagerer, står du stadig med den svære del af samtalen.
Det er derfor, det ikke er nok bare at lære at sige fra.
Når “stå fast” ikke fortæller dig, hvad du skal gøre, når den anden reagerer
Når man læser om grænsesætning, møder man ofte rådet:
“Du skal bare stå fast.”
“Lad være med at give efter.”
“Hold fast i din grænse.”
Og ja, du skal kunne stå ved den grænse, du har sat.
Men hvad gør du, når den anden bliver ked af det?
Hvad gør du, når hun bliver vred?
Hvad gør du, når hun begynder at argumentere?
Skal du gentage det samme igen og igen?
Skal du forklare dig?
Skal du tie?
Skal du afslutte samtalen?
Eller skal du prøve at få hende til at forstå dig?
Det er her, det bliver vigtigt at kunne navigere selve samtalen.
For at stå ved sin grænse handler ikke om bare at gentage:
“Nej. Nej. Nej.”
Det handler om at kunne blive i samtalen, når den anden reagerer.
Du kan godt stå fast og samtidig lytte.
Du kan godt høre, hvad den anden siger, uden at ændre din grænse.
Og du kan godt blive i samtalen uden at skulle løse den på stedet.
Det er netop den del af grænsesætning, jeg arbejder med i Lær at sætte grænser.
For det hjælper ikke meget at vide, at du skal stå fast, hvis du ikke ved, hvordan du skal være i samtalen, mens du gør det.
At blive i samtalen er ikke det samme som at give efter
Her kommer den vigtige aha:
At blive i samtalen er ikke det samme som at give efter.
Når den anden bliver ked af det, behøver du ikke straks trække dig.
Når hun bliver vred, behøver du ikke blive vred tilbage.
Når hun er uenig, behøver du ikke få hende til at være enig.
Og når samtalen bliver ubehagelig, betyder det ikke automatisk, at du har sagt noget forkert.
Du kan blive i samtalen og stadig holde fast i din grænse.
Du kan lytte til det, den anden siger.
Du kan forholde dig til hendes reaktion.
Og samtidig stå ved det, du selv har sagt.
Det er en helt anden måde at være i en grænsesamtale på end enten at give efter eller lukke samtalen ned.
For samtalen behøver ikke ende med, at I er enige.
Den skal kunne fortsætte, selvom I står forskellige steder.
Du kan godt have sagt nej og stadig være interesseret i at høre, hvad den anden har at sige.
Du kan godt være uenig og stadig blive i samtalen.
Og du kan godt give plads til den andens reaktion uden at gøre reaktionen til noget, du skal løse.
At blive i samtalen er ikke det samme som at give efter.
Hvad gør du, når du helst vil væk fra den svære samtale?
Når du mærker, at du gerne vil væk fra samtalen, så hold fast i, hvad samtalen faktisk handler om.
Du behøver ikke få den anden til at forstå din grænse.
Du behøver ikke få hende til at være enig.
Du behøver ikke finde endnu flere argumenter.
Og du behøver heller ikke afslutte samtalen bare for at få ubehaget til at forsvinde.
Du kan for eksempel sige:
“Jeg kan godt høre, at du ser anderledes på det.”
Eller:
“Jeg forstår godt, at du ikke er glad for mit svar.”
Og så stadig stå ved:
“Men det er stadig sådan, jeg har det.”
På den måde bliver du i samtalen uden at gøre den anden forkert og uden at give din egen grænse væk.
Det er netop den slags konkrete situationer, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
I stedet for kun at lære, at du skal “stå fast”, kan du arbejde med, hvad det faktisk betyder i en samtale.
Hvad gør du, når den anden bliver ked af det?
Hvad siger du, når hun argumenterer?
Hvad gør du, når du selv mærker, at du helst vil afslutte samtalen?
Og hvordan kan du blive ved med at være tydelig uden at gøre samtalen til en kamp om, hvem der har ret?
Det er her, grænsesætning bliver konkret.
Når du kan blive i samtalen uden at lade ubehaget bestemme retningen
Når du lærer at blive i samtalen, selv når den er ubehagelig, behøver du ikke vælge mellem at give efter og at trække dig.
Du kan blive.
Du kan lytte.
Du kan svare.
Og du kan stadig stå ved din grænse.
Nogle samtaler vil være ubehagelige.
Det er ikke det, der skal fjernes.
Men ubehaget behøver ikke bestemme, hvad du gør.
Du kan blive i den konkrete situation og tage samtalen videre.
Du kan lade den anden have sin reaktion.
Og du kan samtidig have din egen grænse.
Det betyder heller ikke, at du skal blive ved med at tale, hvis samtalen udvikler sig til noget, der ikke længere er konstruktivt.
At blive i samtalen betyder ikke, at du skal finde dig i alt.
Det betyder, at du ikke automatisk trækker dig, bare fordi det bliver svært.
Du kan være tydelig.
Du kan lytte.
Du kan holde fast.
Og du kan give samtalen mulighed for at lande et bedre sted.
Det er sådan, en grænse kan blive en naturlig del af en relation.
Ikke fordi alle altid er enige.
Men fordi man kan tale om forskellene, når de opstår.
Men ubehaget behøver ikke bestemme, hvad du gør.
Lær at blive i de svære samtaler omkring dine egne grænser
Hvis du oplever, at det svære ikke er at finde ud af, hvad din grænse er, men at blive i samtalen, når den anden reagerer, er det netop en af de situationer, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
Kurset tager udgangspunkt i dine konkrete situationer.
Du kan arbejde med en samtale, hvor du allerede har sagt nej, men bagefter ikke vidste, hvad du skulle gøre.
Du kan arbejde med den situation, hvor den anden blev ked af det.
Hvor hun blev vred.
Hvor hun begyndte at diskutere.
Eller hvor du selv fik lyst til bare at afslutte samtalen.
For det handler ikke kun om at lære at sætte en grænse.
Det handler også om at kunne stå ved den i samtalen, når den anden reagerer.
Du arbejder med, hvordan du kan håndtere samtalen, så du hverken ender med at give efter eller trække dig, fordi det bliver ubehageligt.
Og fordi du arbejder med dine egne situationer, kan du tage fat i netop de samtaler, hvor du har brug for at vide, hvad du skal gøre.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og tage udgangspunkt i de områder, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
For du behøver ikke lære at undgå alle ubehagelige samtaler.
Du skal lære, hvad du kan gøre, når samtalen bliver ubehagelig.
Så du kan blive i den, høre den anden og samtidig stå ved din egen grænse.
Det er en konkret færdighed, som kan gøre en stor forskel i de relationer, hvor du både vil kunne sige fra og fortsætte samtalen bagefter.