Hvorfor bliver jeg stille i konflikter?
Hvis du bliver stille i konflikter, har du måske prøvet at gå hjemmefra med en helt klar idé om, hvad du gerne vil sige.
Du har måske tænkt:
“Det her vil jeg altså sige fra overfor.”
Du ved, hvor din grænse går.
Du ved, hvad du mener.
Og du ved egentlig også, hvad du gerne vil have sagt.
Men så står du pludselig overfor personen.
Og så siger den anden noget.
Måske bliver hun ked af det.
Måske bliver han irriteret.
Måske stiller den anden et spørgsmål, du ikke havde regnet med.
Måske siger personen:
“Det synes jeg da er lidt mærkeligt.”
Eller:
“Hvorfor skal det pludselig være et problem?”
Og så sker der noget, du selv har svært ved at forstå.
Du går i stå.
Det kan føles næsten som et blackout.
Du ved, at du har noget, du gerne vil sige, men du kan ikke finde ordene.
Eller du finder dem, men de kommer ud på en helt anden måde, end du havde tænkt.
Du bliver kort.
Du begynder at forklare dig.
Du får sagt noget, du bagefter ville ønske, du havde sagt anderledes.
Eller du siger slet ikke noget.
Så står du måske der og tænker:
“Hvorfor sagde jeg ikke bare det?”
For når du kommer hjem igen, kommer ordene tilbage.
Pludselig ved du præcis, hvad du kunne have sagt.
Du kunne have sagt nej.
Du kunne have forklaret din grænse.
Du kunne have svaret på spørgsmålet.
Du kunne have sagt fra.
Men i selve situationen var det, som om du ikke kunne få fat i det.
Og det er frustrerende, når du faktisk gerne vil kunne sætte grænser og sige fra, men bliver stille, når samtalen bliver svær.
Du ved godt, hvad du vil sige, men den andens reaktion ændrer situationen
Det er ofte først bagefter, det går op for dig, hvor meget du faktisk havde tænkt over samtalen.
Du havde måske allerede besluttet dig.
Du skulle sige til din mor, at du ikke kunne komme til endnu en familiefødselsdag.
Du skulle sige til din veninde, at du ikke havde lyst til at høre flere kommentarer om dit valg.
Du skulle bede et familiemedlem om at stoppe med noget, der blev ved med at overskride din grænse.
Hjemmefra virker det overskueligt.
Du ved, hvad du vil sige.
Men i situationen kommer der et menneske på den anden side.
Og det menneske har også noget at sige.
Du siger:
“Vi kommer ikke på søndag.”
Og den anden svarer:
“Ej, hvorfor ikke?”
Du ved godt, hvorfor.
Men lige pludselig skal du både forholde dig til spørgsmålet, den andens reaktion og det, du selv havde besluttet dig for at sige.
Og så kan du mærke, at du mister overblikket.
Du prøver måske at finde den rigtige formulering.
Du tænker på, hvordan det kommer til at lyde.
Du prøver at undgå at gøre den anden ked af det.
Og samtidig skal du holde fast i det, du egentlig ville sige.
Det er mange ting at holde styr på på én gang.
Hvis den anden så siger noget, du ikke havde forberedt dig på, kan det være endnu sværere.
Du havde forberedt dig på at sige nej.
Du havde ikke forberedt dig på svaret:
“Så synes jeg faktisk, du er urimelig.”
Og så står du dér.
Hvad siger du nu?
Det er her, mange ender med at gå tilbage til det, der føles tryggest.
De trækker sig.
De forklarer sig.
De ændrer deres svar.
Eller de bliver stille.
Det er ikke, fordi du ikke ved, hvad du vil sige. Det svære er at finde ud af, hvad du skal gøre, når den anden svarer tilbage.
Derfor får du rådet om at tale mere frit, sige fra og stole på dig selv
Når man fortæller, at man bliver stille i konflikter, er der nogle råd, man hurtigt møder.
Du skal bare sige, hvad du mener.
Du skal ikke tænke så meget over, hvad andre tænker.
Du skal stole mere på dig selv.
Du skal være mere direkte.
Du skal lære at sige fra.
Du skal ikke være så bange for at gøre andre sure.
Og hvis du ser dig selv som konfliktsky, kan rådet også være, at du skal arbejde med at blive mindre konfliktsky.
Det lyder jo egentlig meget enkelt.
For hvis du bare kunne være mere sikker på dig selv, ville du også kunne få sagt det, du gerne vil sige.
Men der er forskel på at vide, at man skal sige fra, og på at vide, hvad man gør, når samtalen ikke går, som man havde forestillet sig.
For du kan godt gå ind i en samtale med masser af mod.
Du kan godt have besluttet dig for, at du denne gang ikke vil holde igen.
Og så siger den anden noget, du ikke havde forventet.
Så står du stadig med den samme situation.
Det er også derfor, at jeg med Lær at sætte grænser har valgt at arbejde meget konkret med selve grænsesætningen og de samtaler, der følger med.
For det er én ting at vide, at du skal sige fra.
Noget andet er at vide, hvordan du holder fast i en god samtale, når der kommer en reaktion fra den anden side.
Og den forskel er vigtig.
Når du går i stå, er det fordi samtalen kræver noget, du ikke har lært at navigere
Prøv at se på situationen igen.
Du har sagt:
“Jeg vil gerne bede dig om at ringe, inden du kommer.”
Og den anden svarer:
“Ej, det har jeg da aldrig gjort før. Hvorfor er det pludselig nødvendigt?”
Nu skal du ikke længere bare sætte din grænse.
Nu skal du håndtere holdninger, reaktioner og spørgsmål.
Og hvis du ikke ved, hvordan du skal navigere samtalen, kan du hurtigt begynde at lede efter en vej ud.
Du forklarer lidt mere.
Du prøver at få den anden til at forstå.
Du kommer med undskyldninger.
Du bliver stille.
Eller du siger:
“Det er også lige meget.”
Selvom det ikke er lige meget.
Og så kan det bagefter føles, som om du bare ikke er god nok til konflikter.
Men det er en anden måde at se situationen på.
For du står i en samtale, hvor du både skal holde fast i din egen grænse og forholde dig til et andet menneskes reaktion.
Det er noget, man kan lære at håndtere.
Du kan lære at finde tilbage til det, du egentlig ville sige, når samtalen tager en drejning.
Du kan lære at blive i samtalen, selvom du bliver nervøs.
Du kan lære at møde den andens reaktion uden at opgive din grænse.
Og du kan lære at føre samtalen videre, så uenigheden ikke automatisk får samtalen til at ryge af sporet.
Det er den egentlige forskel.
Du skal ikke være perfekt til at finde de rigtige ord på forhånd.
Du skal lære at navigere, når samtalen faktisk sker.
Du skal lære at navigere, når samtalen faktisk sker.
Du kan lære at finde tilbage til din grænse, selv når samtalen tager en uventet drejning
Når du har noget at navigere efter, bliver situationen en anden.
Ikke fordi du pludselig ved præcis, hvad den anden vil sige.
Det gør du ikke.
Og du kommer heller ikke til at kunne forberede dig på alle mulige reaktioner.
Forskellen er, at du ikke længere behøver at have hele samtalen planlagt hjemmefra for at kunne tage den.
Du kan gå ind i samtalen med din grænse.
Så kan du lytte til den anden.
Høre, hvad der bliver sagt.
Og stadig have fokus på, hvad du selv kom for at sige.
Hvis du bliver usikker undervejs, kan du finde tilbage.
Hvis den anden bliver ked af det, kan du forholde dig til det.
Hvis den anden er uenig, kan du blive i samtalen.
Hvis samtalen begynder at bevæge sig væk fra det, du egentlig ville tale om, kan du føre den tilbage.
Det er også den vinkel, jeg selv arbejder ud fra i Lær at sætte grænser.
Jeg er interesseret i det sted, hvor en grænse møder et andet menneske.
For det er dér, grænsesætning bliver til en samtale.
Og det er dér, du har brug for at vide, hvordan du kan stå ved det, du siger, uden at gøre den anden forkert.
Du kan godt være nervøs og stadig have noget at holde fast i.
Du kan godt være konfliktsky og stadig lære at føre en samtale.
Du kan godt være usikker på den andens reaktion og stadig sætte din grænse.
Det er den mulighed, konkrete redskaber til samtalen giver dig.
Du kan godt være nervøs og stadig have noget at holde fast i.
Når du kan navigere samtalen, bliver det lettere at få sagt det, du vil sige
Det er her, forskellen bliver mærkbar i hverdagen.
Du står ikke længere nødvendigvis og venter på, at du skal føle dig helt klar, før du siger fra.
Du kan tage samtalen, selvom du er nervøs.
Du kan sige nej, selvom du ved, at den anden ikke bliver glad.
Du kan sætte en grænse, selvom du ikke ved, hvad den anden kommer til at svare.
Og hvis du pludselig bliver i tvivl om, hvad du skal sige, har du noget at falde tilbage på.
Det gør det lettere at blive i samtalen.
Det gør det lettere at få sagt det, du faktisk mener.
Og det gør det lettere at tage de samtaler, som du tidligere ville have gået udenom.
Du kan få sagt fra over for noget, der bliver ved med at ske.
Du kan tage en snak med et menneske, du holder af, selvom du ved, at I ikke ser ens på sagen.
Du kan sætte en grænse uden at have brug for, at den anden først siger:
“Det forstår jeg godt.”
For en god samtale kræver ikke, at I er enige om alt.
Den kræver, at du kan være i den, når I ikke er enige.
Det kan også give en helt anden ro bagefter.
Ikke fordi samtalen altid bliver rar.
Ikke fordi den anden altid reagerer, som du håber.
Men fordi du ved, at du fik sagt det, du havde brug for at sige, og at du kunne blive i samtalen bagefter.
Du behøver ikke længere lade frygten for konflikter bestemme, om du overhovedet tager samtalen.
Du skal ikke lære de perfekte ord eller sætninger – du kan lære at sætte dine grænser med gode samtaler
Hvis du bliver stille i konflikter, selvom du egentlig ved, hvad du gerne vil sige, er det værd at se på selve situationen.
For det svære er ikke altid at vide, hvor din grænse går.
Det svære kan være, hvad du gør, når din grænse møder et andet menneske.
Du kan lære at navigere den del.
Det er det, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
Kurset foregår hjemme hos dig selv, så du kan tage undervisningen i dit eget tempo og arbejde med det, du lærer, mens du sidder med dine egne situationer i tankerne. Du kan også vende tilbage til undervisningen igen, når du har brug for det.
Du behøver ikke først blive bedre til konflikter.
Du behøver ikke vente på, at du bliver helt rolig.
Og du behøver ikke finde de perfekte ord, før du tør tage samtalen.
Du kan lære at sætte en grænse og finde vej videre, når den anden svarer.
Så bliver det muligt at få sagt det, du faktisk mener.
At sige fra, når du har brug for det.
Og at føre samtalen videre, så den ikke behøver at ende i konflikt, bare fordi I er uenige eller har forskellige behov.