Skal man bare sige sin mening, når man sætter grænser?
Når en anden gør noget, du ikke bryder dig om, kan du hurtigt få lyst til at sige, hvad du mener.
Måske synes du, at din veninde bruger for mange penge.
Måske synes du, at hun burde tale anderledes til sit barn.
Måske synes du, at hendes måde at tale til dig på ikke er i orden.
Eller måske træffer hun et valg, du slet ikke forstår.
Og så kan du tænke:
“Skal jeg ikke bare sige, hvad jeg mener?”
For hvis det er hendes opførsel eller hendes valg, der går dig på, kan det føles naturligt at fortælle hende, hvad du synes.
Men her er det vigtigt at skelne mellem at sige sin mening og at sætte en grænse.
For de to ting er ikke det samme.
Når du blander dem sammen, kan samtalen hurtigt komme til at handle om, hvorvidt den anden gør noget rigtigt eller forkert, i stedet for hvad du selv vil være med til.
Og det er en vigtig forskel, når du gerne vil sætte en grænse på en måde, der også passer på relationen.
Når din mening om den anden bliver blandet sammen med din egen grænse
Det er let at komme til at blande sin mening om den anden sammen med sin egen grænse.
Hvis du for eksempel ikke bryder dig om, at din veninde taler grimt om sin mand, kan du sige:
“Jeg synes virkelig, du burde tale anderledes om ham.”
Men det er din mening om hendes måde at være på.
Du fortæller hende, hvad du synes, hun burde gøre.
Du kan også sige:
“Jeg har ikke lyst til at sidde og tale grimt om ham.”
Det er noget andet.
Her fortæller du, hvad du selv vil være med til.
Det betyder ikke, at du synes, hendes valg er godt.
Det betyder heller ikke, at du skal være enig med hende.
Men du gør din egen deltagelse tydelig i stedet for at bruge din grænse til at fortælle hende, hvad hun burde gøre.
Det er en vigtig forskel, især når du har en stærk mening om det, den anden gør.
For jo stærkere din mening er, jo lettere kan det være at tro, at det er den, du skal have sagt.
Men når du sætter en grænse, er det ikke din vurdering af den anden, der behøver at være centrum for samtalen.
Det er din egen grænse.
Men når du sætter en grænse, er det ikke din vurdering af den anden, der behøver at være centrum for samtalen.
Når du gerne må sige din mening – men det ikke er det samme som at sætte en grænse
Der er selvfølgelig situationer, hvor det giver god mening at sige sin mening.
Hvis din veninde spørger:
“Hvad synes du?”
så kan du fortælle hende, hvad du tænker.
Hvis hun spørger:
“Synes du, jeg skal gøre det her?”
så er det helt naturligt at give din mening.
Men når du sætter en grænse, er spørgsmålet et andet.
Så handler det ikke først og fremmest om, hvad du synes om den andens valg.
Det handler om, hvad du selv vil være med til.
Og det kan gøre samtalen meget mere konkret.
For du behøver ikke overbevise den anden om, at hendes valg er forkert, for at sætte din egen grænse.
Du behøver ikke få hende til at forstå, hvorfor du synes, hun burde gøre noget anderledes.
Du kan i stedet være tydelig om, hvad du selv gør, hvad du selv deltager i, og hvad du selv siger ja eller nej til.
Det er en vigtig del af det, vi arbejder med i Lær at sætte grænser.
For når du står midt i situationen, kan det være svært at skelne:
“Skal jeg fortælle hende, hvad jeg synes om det her?”
eller:
“Skal jeg fortælle hende, hvad jeg selv vil være med til?”
Det er to forskellige samtaler.
Og det er en forskel, der kan ændre hele retningen på samtalen.
Din grænse behøver ikke fortælle den anden, hvad hun skal vælge
Her kommer den afgørende forskel.
Du behøver ikke gøre den andens valg forkert for at sætte en grænse for din egen deltagelse.
Den anden må godt vælge anderledes end dig.
Hun må godt have andre behov.
Hun må godt træffe valg, du ikke selv ville træffe.
Og du må godt have en grænse for, hvad du selv vil deltage i.
Det betyder ikke, at du skal være enig.
Det betyder heller ikke, at du aldrig må sige din mening.
Men når du sætter en grænse, er det vigtigt at kunne skelne mellem:
“Jeg synes, du skal gøre noget andet.”
og:
“Jeg vil ikke selv være med til det.”
Den første handler om den andens valg.
Den anden handler om din egen grænse.
Og det er netop den forskel, der kan holde samtalen på sporet.
For når din grænse handler om, hvad du selv vil være med til, behøver samtalen ikke udvikle sig til en diskussion om, hvem der har ret.
Du kan være tydelig uden at gøre den anden forkert.
Du behøver ikke gøre den andens valg forkert for at sætte en grænse for din egen deltagelse.
Hvad skal du så sige, når din mening ikke er selve grænsen?
Hvis du ikke skal bruge din grænse til at fortælle den anden, hvad hun burde gøre anderledes, hvad skal du så sige?
Du kan tage udgangspunkt i dig selv.
Hvad vil du være med til?
Hvad vil du ikke være med til?
Hvad vil du gerne have skal være anderledes i jeres relation?
Det kan for eksempel være:
“Jeg vil ikke tale om hende på den måde.”
“Jeg vil ikke låne dig penge.”
“Jeg har ikke lyst til at deltage i det.”
“Jeg vil gerne have, at du spørger mig, før du låner mine ting.”
Her fortæller du ikke den anden, hvordan hun skal leve sit liv.
Du fortæller, hvad din egen grænse er.
Og det er ofte her, en grænse bliver meget mere konkret.
Du behøver ikke finde de perfekte argumenter for, hvorfor den anden burde vælge anderledes.
Du skal kunne sige tydeligt, hvad du selv vil være med til.
Det er også den slags konkrete situationer, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
For det er én ting at forstå forskellen på en mening og en grænse.
Det er noget andet at stå i situationen og vide, hvad du faktisk skal sige.
Når du kan være uenig uden at gøre din grænse til en dom over den anden
Når du kan skelne mellem din mening og din grænse, bliver samtalen mere konkret.
Du behøver ikke først få den anden til at forstå, hvorfor hendes valg er forkert.
Du kan fortælle, hvad du selv vil gøre.
Du kan være uenig og stadig sætte en grænse.
Du kan høre den anden uden at overtage hendes valg.
Og du kan sige:
“Det bestemmer du. Det vil jeg bare ikke selv være en del af.”
Det er en anden samtale end:
“Du burde ikke gøre sådan.”
For nu fortæller du ikke den anden, hvilket valg hun skal træffe.
Du fortæller, hvilket valg du selv træffer.
Det betyder ikke, at du skal holde din mening for dig selv i alle situationer.
Det betyder, at du skal kunne kende forskel på, hvornår du deler en mening, fordi den anden spørger, og hvornår du sætter en grænse for, hvad du selv vil være med til.
Den forskel kan gøre det lettere at være tydelig uden at lade samtalen ryge af sporet.
Du kan være uenig og stadig sætte en grænse.
Lær at finde ud af, hvad du skal sige, når du har en stærk mening om den anden
Hvis du ofte står i situationer, hvor du tænker:
“Det der synes jeg virkelig ikke er i orden.”
men bliver usikker på, hvad du egentlig skal sige, kan Lær at sætte grænser hjælpe dig med at gøre forskellen konkret.
I kurset arbejder du med dine egne situationer og de områder i dit liv, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
Du kan tage en situation med, hvor du har en stærk mening om den andens opførsel eller valg.
Og så arbejde med:
Hvad er egentlig min mening?
Hvad er min grænse?
Og hvad skal jeg sige?
For det er ikke altid nødvendigt at fortælle den anden, hvad du synes om hendes valg.
Nogle gange er det vigtigere at være tydelig om, hvad du selv vil være med til.
Det betyder også, at du ikke behøver bruge din grænse til at få den anden til at vælge anderledes.
Hun må træffe sine valg.
Du må træffe dine.
Og du kan stadig have en tydelig grænse for, hvordan du vil være med i relationen.
Det er netop sådan nogle konkrete samtaler, du kan arbejde med i kurset, så du ikke kun ved, at du må sætte en grænse, men også bliver bedre til at finde ud af, hvad du faktisk skal sige, når du står i situationen.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og tage udgangspunkt i de situationer, der faktisk fylder hos dig.
For en grænse behøver ikke være en vurdering af den anden.
Den kan være en tydelig besked om, hvad du selv vil være med til.
Og når du kan se forskellen, bliver det lettere at vide, hvornår du skal dele din mening, og hvornår du i stedet skal sætte en grænse.