Hvordan siger man fra over for sin familie der stiller personlige spørgsmål man ikke vil svare på?
Der er nogle spørgsmål, man bare ikke har lyst til at svare på.
Og når det er familien, kan det være ekstra svært at sige det.
Det kan være spørgsmål om din økonomi.
Dit parforhold.
Dine børn.
Graviditet.
Arbejde.
Din krop.
Dit familieliv.
Eller noget andet, som du gerne vil holde for dig selv.
Det kan være:
“Skal I have flere børn?”
“Hvad tjener du egentlig?”
“Hvorfor arbejder du ikke?”
“Er I stadig sammen?”
“Har du tænkt dig at gøre noget ved det?”
Spørgsmålet kan være stillet helt almindeligt.
Men du har stadig ikke lyst til at svare.
Og så står du med det konkrete spørgsmål:
Hvordan siger man fra over for sin familie, når man ikke vil svare på et personligt spørgsmål?
For det er én ting at vide, at man ikke vil svare.
Det er noget andet at vide, hvad man skal sige, når spørgsmålet først er stillet.
Når familiens nysgerrighed føles som en forventning om, at du skal svare
Det er ikke selve spørgsmålet, der altid er problemet.
Det kan være følelsen af, at du forventes at svare.
For det er jo din familie.
Din mor.
Din søster.
Din far.
Din svigerfamilie.
Og måske er I vant til at tale om meget personlige ting.
Så når du pludselig siger:
“Det vil jeg ikke tale om,”
kan det føles, som om du gør noget forkert.
Du begynder måske at forklare, hvorfor du ikke vil svare.
Eller du giver et halvt svar for at få spørgsmålet til at forsvinde.
Eller du svarer faktisk på noget, du helst ville have holdt for dig selv.
Og bagefter tænker du:
“Hvorfor fortalte jeg egentlig det?”
Her er en vigtig forskel:
Din families nysgerrighed er ikke det samme som, at de har krav på et svar.
De må gerne spørge.
Men du bestemmer selv, hvad du vil fortælle.
Og det er netop den forskel, der kan være svær at få sagt højt, når spørgsmålet kommer fra en person, du gerne vil have en god relation til.
Din families nysgerrighed er ikke det samme som, at de har krav på et svar.
Du må gerne sige nej til et personligt spørgsmål uden at gøre familien forkert
Du behøver ikke gøre din familie forkert, fordi de spørger.
De kan spørge, fordi de interesserer sig for dig.
De kan være oprigtigt nysgerrige.
De kan være vant til, at I taler åbent sammen.
Men deres intention bestemmer ikke, hvad du skal dele.
Du kan for eksempel sige:
“Det har jeg ikke lyst til at tale om.”
“Det vil jeg gerne holde for mig selv.”
“Det er lidt for personligt for mig at tale om.”
Eller:
“Det vil jeg ikke svare på.”
Det er en måde at sætte en tydelig grænse for dit privatliv på.
Men den første sætning er ikke nødvendigvis hele samtalen.
For hvad gør du, hvis din mor svarer:
“Hvorfor ikke? Du kan da fortælle mig alt.”
Hvad siger du, hvis hun bliver såret?
Hvad gør du, hvis hun synes, du er hemmelighedsfuld?
Og hvad gør du, hvis du selv begynder at tvivle på, om du har sagt det rigtigt?
Det er netop her, grænsesætning bliver mere end at finde en enkelt sætning.
I mit onlinekursus Lær at sætte grænser arbejder du med den del af samtalen, der kommer bagefter – når din grænse møder den andens reaktion, og du skal finde ud af, hvordan samtalen skal føres videre.
Du skylder ikke et svar, bare fordi nogen gerne vil vide noget
Her kommer den vigtige aha:
Du må gerne sige nej til at svare på et personligt spørgsmål uden først at bevise, at spørgsmålet er urimeligt.
Du kan let komme til at tænke:
“Men hun mener det jo ikke ondt.”
“Hun er jo bare nysgerrig.”
“Hun er min familie.”
“Er det ikke mærkeligt, hvis jeg ikke svarer?”
Men en andens gode intention betyder ikke, at du skal dele noget, du ikke ønsker at dele.
Samtidig behøver du heller ikke gøre hendes spørgsmål forkert.
Du kan godt sige:
“Jeg ved godt, at du spørger, fordi du er nysgerrig. Men det vil jeg gerne holde for mig selv.”
Du kan altså både anerkende den andens nysgerrighed og holde fast i dit privatliv.
Du behøver ikke vælge mellem:
“Du skal ikke blande dig.”
og:
“Okay, så fortæller jeg det.”
Der findes en tredje mulighed.
Du kan sætte en grænse for, hvad du vil dele, og stadig møde den anden ordentligt i samtalen.
Du kan sætte en grænse for, hvad du vil dele, og stadig møde den anden ordentligt i samtalen.
Hvad siger man, når man ikke vil svare – og hvad gør man bagefter?
Du kan godt bruge en enkel sætning, når du ikke vil svare.
For eksempel:
“Det vil jeg helst ikke tale om.”
“Det holder jeg gerne for mig selv.”
“Det har jeg ikke lyst til at dele.”
“Det vil jeg ikke svare på.”
Eller:
“Jeg ved godt, du spørger af interesse, men det her vil jeg gerne holde privat.”
Det kan være en god begyndelse.
Men det er ikke hele samtalen.
For den anden kan reagere.
Hun kan spørge:
“Hvorfor ikke?”
Hun kan blive ked af det.
Hun kan blive irriteret.
Hun kan spørge igen.
Eller hun kan begynde at forklare, hvorfor du da godt kan fortælle hende det.
Og så står du pludselig i den del af samtalen, som er sværere end selve spørgsmålet.
Hvad gør du nu?
Hvordan holder du fast i dit privatliv uden at gøre samtalen unødigt hård?
Hvordan svarer du, hvis den anden reagerer?
Hvornår giver det mening at forklare lidt?
Og hvornår er det bedre at lade være med at forklare mere?
Det er netop her, Lær at sætte grænser går videre end en liste med gode svar.
I kurset arbejder du med dine egne konkrete situationer og med hele samtalen omkring den grænse, du gerne vil sætte.
Det handler altså ikke kun om at finde en sætning, der lyder rigtig.
Det handler om at kunne navigere, hvad der sker efter sætningen.
Du kan godt beskytte dit privatliv og samtidig have en god samtale
At sætte en grænse for, hvad du vil fortælle, behøver ikke betyde, at du lukker samtalen ned.
Du kan sige nej til et personligt spørgsmål.
Du kan lade være med at forklare hvorfor.
Du kan også vælge at give en lille forklaring, hvis det føles naturligt.
Du kan anerkende den andens nysgerrighed.
Du kan skifte emne.
Og du kan stadig holde fast i, at det er dig, der bestemmer, hvad der er privat.
Det er vigtigt, fordi grænsen ikke kun handler om selve spørgsmålet.
Den handler også om samtalen omkring dit nej.
Du kan godt have en god relation til din familie uden at fortælle dem alt.
Du kan godt være åben om meget og samtidig have områder, du holder for dig selv.
Og du kan godt sige:
“Det vil jeg ikke tale om,”
uden at det behøver at være slutningen på en god samtale.
En god grænse handler ikke kun om selve nej’et.
Den handler også om, hvordan du navigerer samtalen omkring nej’et.
Det er den forskel, der gør det muligt både at passe på dit privatliv og på relationen.
En god grænse handler ikke kun om selve nej’et. Den handler også om, hvordan du navigerer samtalen omkring nej’et.
Lær at navigere samtalen, når familien spørger ind til noget privat
Hvis du ofte oplever, at familien stiller spørgsmål, du ikke har lyst til at svare på, ved du måske allerede godt, hvad du gerne vil sige.
Du kan sige:
“Det vil jeg ikke tale om.”
Eller:
“Det holder jeg for mig selv.”
Det svære er ofte det, der kommer bagefter.
Hvad gør du, når den anden reagerer?
Hvordan holder du fast i dit privatliv uden at samtalen bliver til en konflikt?
Hvad gør du, hvis du selv bliver usikker?
Hvornår skal du forklare?
Hvornår skal du lade være?
Og hvordan sikrer du, at samtalen kan fortsætte og lande et godt sted?
Det er netop den del, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
Kurset er ikke bare en samling sætninger, du kan bruge, når du skal sige nej.
Du arbejder med dine egne konkrete situationer.
Det kan være et bestemt spørgsmål, du bliver ved med at få.
En bestemt person i familien.
Noget bestemt, du ikke ønsker at dele.
Eller en samtale, hvor du allerede har forsøgt at sige fra, men bagefter stod tilbage og var i tvivl om, hvad du skulle gøre.
Du kan arbejde med, hvor din grænse går, hvad du gerne vil sige, og hvordan du kan navigere samtalen, når den anden reagerer.
For du skal ikke lære at lukke familien ude.
Du skal heller ikke lære at være ligeglad med deres nysgerrighed.
Du skal kunne bestemme, hvad du vil dele, uden at samtalen behøver at ryge af sporet, fordi du siger nej.
Og det er netop den slags konkrete situationer, du kan arbejde med i kurset.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og tage fat i de områder, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
For du behøver ikke vælge mellem dit privatliv og en god relation.
Du kan lære at navigere samtalen omkring din grænse.