Hvordan siger man fra over for sin familie der kommenterer ens valg?
Når familien kommenterer på dine valg, kan det være svært at vide, hvad du skal sige.
De kommenterer måske på den måde, du lever på.
På dine børn.
På dit arbejde.
På dit hjem.
På dit parforhold.
Eller på andre personlige valg, som du selv har truffet.
Det kan være små kommentarer som:
“Skal du virkelig gøre sådan?”
“Det ville jeg aldrig have gjort.”
“Jeg synes altså, du burde…”
Og det kan være irriterende.
For du har ikke bedt om deres mening.
Samtidig er det din familie.
Det gør det sværere at finde ud af, hvordan du skal sige fra.
For hvad siger man, når ens mor, far, søster, bror eller andre i familien kommenterer på de valg, man træffer?
Skal du forklare dig?
Skal du sige direkte fra?
Skal du lade kommentaren passere?
Eller skal du sige, at du ikke vil høre på deres mening?
Det handler ikke kun om at finde den rigtige sætning.
Det handler om at kunne navigere samtalen, når du gerne vil sætte en grænse over for mennesker, du stadig gerne vil have en god relation til.
Når familiens kommentarer bliver til en samtale, du ikke selv har bedt om
Det handler ikke om, at din familie ikke må have en mening.
Selvfølgelig må de synes, at de selv ville have gjort tingene anderledes.
Men der er forskel på, at din familie har en mening, og at du hele tiden skal forholde dig til den.
Når kommentarerne bliver ved, kan du begynde at forklare dine valg.
Du fortæller, hvorfor du gør sådan.
De fortæller, hvorfor de ville gøre noget andet.
Du forklarer lidt mere.
De kommer med endnu en vurdering.
Og pludselig står I og diskuterer, om dit valg er rigtigt eller forkert.
Det var måske slet ikke det, du ønskede.
Du ville egentlig bare gerne have lov til at træffe dit eget valg uden hele tiden at skulle forholde dig til familiens vurdering af det.
Så kan du komme til at tænke:
“Hvordan får jeg dem til at forstå det?”
“Skal jeg forklare, hvorfor jeg har valgt sådan?”
“Hvordan får jeg dem til at stoppe?”
Men du behøver ikke få din familie til at forstå dit valg for at kunne sætte en grænse.
Og du behøver ikke vinde diskussionen om, hvem der har ret.
Du behøver ikke få din familie til at forstå dit valg for at kunne sætte en grænse.
Du kan sætte en grænse for familiens kommentarer uden at bestemme, hvad de må mene
Der er en vigtig forskel på at sætte en grænse og på at bestemme, hvad andre mennesker må mene.
Du kan ikke bestemme, hvad din familie tænker.
Men du kan sige noget om, hvad du selv vil være med til at tale om.
Hvis din mor siger:
“Jeg synes altså, du burde gøre det anderledes.”
kan du for eksempel sige:
“Jeg ved godt, at du ville gøre det anderledes. Men jeg vil ikke diskutere mit valg.”
Eller:
“Du må gerne mene noget andet. Jeg har besluttet mig.”
Du kan også sige:
“Jeg vil gerne tale med dig om det, men jeg har ikke brug for råd om det.”
Det er eksempler på, hvordan du kan sætte en grænse for samtalen uden at forsøge at bestemme over den andens mening.
Men det er kun begyndelsen.
For hvad gør du, hvis din familie reagerer?
Hvad siger du, hvis de spørger:
“Hvorfor må jeg ikke sige min mening?”
Hvad gør du, hvis de bliver irriterede?
Eller hvis de fortsætter?
Og hvad gør du, hvis du selv bliver usikker på, om du har sagt det rigtigt?
Det er her, grænsesætning bliver mere end en enkelt sætning.
I mit onlinekursus Lær at sætte grænser arbejder du med, hvordan du kan navigere hele samtalen – også når den anden reagerer, og når du selv bliver usikker på, hvad du skal gøre bagefter.
Du kan ikke bestemme, hvad din familie mener – men du kan bestemme, hvad du vil være med til at diskutere
Her kommer den vigtige aha.
Du kan ikke bestemme, hvad din familie mener. Men du kan sætte en grænse for, hvad du vil have samtalen til at handle om.
Det betyder, at du ikke behøver bruge din energi på at få dem til at forstå dit valg.
Du kan godt sige:
“Jeg ved godt, at du ville have valgt anderledes.”
Og samtidig:
“Men det her er mit valg.”
Du kan høre deres mening uden at begynde at forsvare dig.
Du kan være uenig uden at skulle overbevise dem.
Og du kan sætte en grænse for samtalen uden at kræve, at de ændrer deres holdning.
Hvis du forsøger at ændre deres mening, kan samtalen hurtigt blive en diskussion.
Hvis du i stedet sætter en grænse for, hvad du selv vil være med til, har samtalen et andet sted at gå hen.
Du kan for eksempel sige:
“Jeg har hørt, hvad du mener, men jeg ønsker ikke at diskutere det mere.”
Eller:
“Vi er ikke enige om det, og det er okay. Jeg vil gerne tale om noget andet.”
Det kan være en god måde at markere din grænse på.
Men det fortæller dig ikke nødvendigvis, hvad du skal gøre, når den anden reagerer på grænsen.
Og det er netop dér, den konkrete samtale begynder.
Du kan ikke bestemme, hvad din familie mener. Men du kan sætte en grænse for, hvad du vil have samtalen til at handle om.
Hvad siger du, når familien fortsætter med at kommentere?
Når en bestemt kommentar eller vurdering bliver ved med at komme, hjælper det at vide, hvad du faktisk vil sætte en grænse for.
Er det, at de giver dig råd?
Er det, at de kommenterer på dine valg?
Er det, at de stiller spørgsmål ved dine beslutninger?
Eller er det den måde, samtalen udvikler sig på, når I bliver uenige?
Du kan for eksempel sige:
“Jeg vil gerne høre din mening, når jeg spørger efter den.”
Eller:
“Jeg ved godt, at du synes noget andet, men jeg vil ikke diskutere mit valg.”
Eller:
“Jeg har taget min beslutning, så jeg vil gerne lade den ligge her.”
Det kan være en god begyndelse.
Men hvis du vil have en konkret metode til at navigere gennem hele samtalen, er der mere at arbejde med.
Hvad gør du, når den anden bliver vred?
Hvad gør du, når hun bliver ked af det?
Hvad gør du, når hun argumenterer imod din grænse?
Hvad gør du, hvis du selv bliver usikker?
Og hvordan fører du samtalen videre, så den ikke ender i en diskussion, hvor I begge forsøger at få ret?
Det er netop det, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
Kurset handler ikke kun om at finde en sætning, du kan sige.
Du arbejder med dine egne konkrete situationer og med hele samtalen omkring din grænse.
Du behøver ikke få familien til at være enig for at få samtalen til at fungere
Når du kan skelne mellem familiens mening og din egen grænse, bliver der mere plads til selve relationen.
Du kan lade dem mene noget andet.
Du kan høre deres vurdering.
Og du kan stadig sige:
“Det er okay, at du synes noget andet. Jeg gør det sådan her.”
Du behøver ikke forsvare dit valg med ti argumenter.
Du behøver ikke få dem til at sige:
“Okay, du har ret.”
Og du behøver ikke gøre deres mening forkert for at stå ved din egen.
Du kan føre samtalen tilbage til det, du faktisk gerne vil sige.
Din grænse.
Det, du selv har besluttet.
Og den måde, du gerne vil have samtalen til at fortsætte på.
Det betyder ikke, at alle familiesamtaler bliver nemme.
Det betyder, at uenigheden ikke behøver bestemme, hvor samtalen ender.
Du kan være tydelig uden at angribe.
Du kan høre den anden uden at give efter.
Og du kan stå ved dit valg uden at gøre det nødvendigt, at hele familien forstår eller godkender det.
Det er en vigtig forskel.
For du skal ikke lære at få familien til at mene det samme som dig.
Du skal lære at være tydelig, når I ikke mener det samme.
Du kan høre den anden uden at give efter.
Lær at navigere samtalen, når familien kommenterer på dine valg
Hvis du står i situationer, hvor familien kommenterer på dine valg, er det ikke sikkert, at det er selve sætningen, du mangler.
Måske ved du allerede godt, at du kan sige:
“Jeg har besluttet mig.”
eller:
“Jeg vil ikke diskutere det.”
Det svære kan være alt det, der kommer bagefter.
Hvad gør du, når din familie reagerer?
Hvordan holder du fast i din grænse uden at samtalen bliver til en kamp?
Hvad gør du, hvis du selv bliver usikker?
Og hvordan sikrer du, at samtalen kan ende et godt sted?
Det er her, Lær at sætte grænser går et skridt videre end en liste med gode formuleringer.
I kurset arbejder du med dine egne konkrete situationer og de områder, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
Du kan tage en bestemt familiesamtale med ind i arbejdet.
Se på, hvad der faktisk sker.
Finde ud af, hvor din grænse ligger.
Og arbejde med, hvordan du kan navigere samtalen, når den anden reagerer på den.
For målet er ikke at lære at få din familie til at holde op med at have meninger.
Det er heller ikke at lære at være ligeglad med, hvad de tænker.
Det handler om at kunne stå ved dine egne valg og samtidig vide, hvordan du vil være i samtalen, når I ikke er enige.
Du får altså ikke bare en sætning, du kan bruge næste gang.
Du får mulighed for at arbejde med den konkrete måde, du selv gerne vil håndtere dine samtaler om grænser på.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og tage fat i de områder, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
For din familie behøver ikke være enig med dig, for at du kan sætte en grænse.
Men du kan lære at navigere samtalen, når I ikke er enige.