Hvordan siger man fra over for sin familie der giver uønskede råd?
Når familien kommer med råd, du ikke har bedt om, kan det være svært at vide, hvordan du skal sige fra.
Det kan være råd om dine børn.
Dit parforhold.
Din økonomi.
Dit arbejde.
Dit hjem.
Eller den måde, du vælger at gøre tingene på.
Det kan lyde sådan:
“Hvis jeg var dig, ville jeg…”
“Du burde altså…”
“Har du ikke overvejet at…”
“Jeg synes, du skulle…”
Og nogle gange er rådet faktisk velment.
Men du har stadig ikke bedt om det.
Det er netop dét, der kan gøre situationen svær.
For hvad siger man, når ens mor, far, søster, bror eller svigerfamilie kommer med uønskede råd?
Skal man bare sige tak?
Skal man forklare, hvorfor man ikke vil følge rådet?
Skal man lade det passere?
Eller skal man sige direkte fra?
Når det er familie, handler det ikke kun om selve rådet.
Det handler også om, hvordan du kan sætte en grænse uden at samtalen straks bliver til en diskussion om, hvem der har ret.
Når familiens råd bliver til noget, du føler, du skal forklare dig om
Et råd behøver ikke være dårligt ment, for at du kan have en grænse for, om du vil tage imod det.
Din familie kan oprigtigt prøve at hjælpe dig.
De kan have erfaring, de gerne vil dele.
De kan mene, at de kan se noget, du ikke selv har set.
Og de kan selvfølgelig have lov til at mene det.
Men du har stadig lov til ikke at ville have deres råd.
Det er her, samtalen let kan tage en forkert drejning.
Du siger måske:
“Jeg har faktisk allerede tænkt over det.”
Og så kommer der et nyt argument.
Du forklarer, hvorfor du gør, som du gør.
Så forklarer de, hvorfor deres forslag stadig giver mere mening.
Og pludselig sidder du og forsvarer dit valg over for en beslutning, som egentlig var din egen.
Det var ikke det, du ville.
Du ville bare gerne have lov til at træffe dit eget valg.
Så kan du komme til at tænke:
“Hvordan får jeg dem til at forstå, at jeg har tænkt mig om?”
Men du behøver ikke få dem til at forstå dit valg for at kunne sige fra over for deres råd.
Du behøver heller ikke bevise, at deres råd er dårligt, før du må sige nej tak til det.
Et råd behøver ikke være dårligt ment, for at du kan have en grænse for, om du vil tage imod det.
Du kan sige nej til rådet uden at gøre familiens mening forkert
Der er forskel på at anerkende et råd og på at tage imod det.
Du kan godt sige:
“Tak, jeg ved godt, du prøver at hjælpe.”
Og samtidig:
“Men jeg har ikke brug for råd om det.”
Du kan også sige:
“Jeg har hørt, hvad du tænker, men jeg vil gerne selv finde ud af det.”
Eller:
“Tak for dit input. Jeg har valgt at gøre det på min egen måde.”
Du behøver altså ikke diskutere, om rådet er rigtigt.
Du kan sætte en grænse for, om du ønsker at modtage råd.
Det er en vigtig forskel.
For hvis du begynder at argumentere for, hvorfor deres råd er dårligt, åbner du samtidig døren for, at de kan argumentere imod dig.
Så bliver samtalen hurtigt til en diskussion.
Men hvad nu, hvis du allerede har sagt fra, og den anden svarer:
“Jamen, jeg prøver jo bare at hjælpe dig.”
Eller:
“Du behøver jo ikke blive sur.”
Eller:
“Jeg siger det kun, fordi jeg ved, hvad der er bedst.”
Så står du pludselig i en ny del af samtalen.
Det er netop den del, jeg arbejder med i mit onlinekursus Lær at sætte grænser.
For det er én ting at vide, hvad man kan sige.
Det er noget andet at vide, hvordan man navigerer samtalen, når den anden reagerer på det, man siger.
Du behøver ikke overbevise familien om, at deres råd er forkert
Her er mit vigtigste budskab til dig:
Din grænse handler ikke om, hvorvidt deres råd er rigtigt eller forkert. Den handler om, hvad du selv vil være med til i samtalen.
Du behøver ikke bevise, at du har tænkt dig om.
Du behøver ikke forklare alle dine overvejelser.
Du behøver ikke få din familie til at forstå, hvorfor du vælger anderledes.
Og du behøver ikke få dem til at være enige med dig.
Du kan for eksempel sige:
“Jeg ved godt, hvad du ville gøre. Jeg vælger at gøre det anderledes.”
Eller:
“Jeg har hørt dit råd, men jeg vil gerne selv træffe beslutningen.”
Det giver plads til, at I kan være uenige uden at gøre uenigheden til en kamp om, hvem der har ret.
For du forsøger ikke at bestemme, hvad din familie skal mene.
Du sætter en grænse for, hvad du selv vil tage imod.
Det gør det også lettere at se, hvorfor en lang forklaring ikke altid hjælper.
Jo mere du argumenterer for dit valg, jo mere materiale giver du den anden til at argumentere imod.
Du kan i stedet lade deres råd være deres råd.
Og dit valg være dit valg.
Din grænse handler ikke om, hvorvidt deres råd er rigtigt eller forkert. Den handler om, hvad du selv vil være med til i samtalen.
Når du har sagt fra, skal du kunne stå ved grænsen, når rådet kommer igen
Det er let at finde en god sætning, når man sidder roligt og tænker over situationen.
Det er noget andet at stå midt i den.
Du siger:
“Tak, men jeg vil gerne selv beslutte det.”
Eller:
“Jeg spørger, hvis jeg får brug for et råd.”
Men så kommer reaktionen.
“Jamen, hvorfor vil du ikke bare høre på mig?”
“Jeg prøver jo kun at hjælpe.”
“Du bliver altså meget følsom, når man siger noget til dig.”
Og nu kan samtalen hurtigt ryge af sporet.
Du kan komme til at forklare dig.
Forsvare dig.
Berolige den anden.
Eller begynde at diskutere, om hun faktisk prøver at hjælpe.
Men så er I igen væk fra det, du oprindeligt ville sige.
Du ville ikke diskutere rådet. Du ville sætte en grænse for det.
Det er en vigtig forskel at kunne holde fast i.
I Lær at sætte grænser arbejder du derfor ikke kun med, hvad du kan sige, når du får et uønsket råd.
Du kan arbejde med dine egne konkrete situationer og med det, der sker bagefter.
Hvad gør du, når den anden reagerer?
Hvordan holder du fast?
Hvornår skal du forklare?
Hvornår er det bedre at lade være?
Og hvordan fører du samtalen videre uden at gøre den hårdere end nødvendigt?
Det er den del af grænsesætningen, der ofte er sværest at navigere i, når man står midt i situationen.
Du kan godt høre et råd uden at tage det imod og samtidig holde samtalen på et godt spor
At sige fra over for uønskede råd handler ikke om at få familien til at holde op med at have meninger.
Det handler om at kunne høre dem uden at gøre deres mening til din opgave.
Du kan sige:
“Jeg har hørt, hvad du tænker.”
uden at sige:
“Så gør jeg det.”
Du kan godt være venlig uden at være enig.
Du kan godt lytte uden at tage imod rådet.
Du kan godt anerkende, at den anden gerne vil hjælpe, uden at gøre hendes forslag til noget, du skal handle på.
Og du kan føre samtalen videre.
For eksempel:
“Tak, jeg ved godt, du prøver at hjælpe. Jeg vil gerne selv finde ud af det. Skal vi ikke tale om noget andet?”
Så har du ikke gjort hendes mening forkert.
Du har heller ikke givet efter.
Du har sat en grænse for det input, du ikke ønsker, og samtidig vist samtalen en vej videre.
Det er netop den mulighed, der kan være svær at få øje på, hvis man tror, at man enten skal tage imod rådet eller afvise personen.
Det behøver ikke være sådan.
Du kan sige nej til rådet uden at sige nej til relationen.
Du kan sige nej til rådet uden at sige nej til relationen.
Lær at håndtere de uønskede råd, når det er samtalen bagefter, der bliver svær
Hvis du ofte får uønskede råd fra din familie, ved du måske allerede godt, hvad du gerne vil sige.
“Tak, men jeg vil gerne selv beslutte det.”
“Jeg spørger, hvis jeg får brug for et råd.”
“Jeg har hørt dig, men jeg gør det på min egen måde.”
Det svære er ofte ikke den første sætning.
Det svære er det, der sker bagefter.
Hvad gør du, når din familie reagerer?
Hvordan holder du fast i din grænse uden at blive hård?
Hvad gør du, når du selv bliver usikker?
Hvornår skal du forklare?
Hvornår er det bedre at lade være?
Og hvordan får du samtalen tilbage på et godt spor?
Det er netop det, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
Kurset giver dig ikke bare en liste med sætninger, du kan bruge næste gang, familien kommer med et uønsket råd.
Du arbejder med dine egne konkrete situationer.
Det kan være et bestemt råd, du bliver ved med at få.
En bestemt person i familien.
En bestemt måde, samtalerne plejer at udvikle sig på.
Eller en situation, hvor du allerede har forsøgt at sige fra, men bagefter stod tilbage og var usikker på, hvad du skulle have gjort anderledes.
Du kan arbejde med, hvor din grænse går, hvad du gerne vil sige, og hvordan du vil navigere samtalen, når den anden reagerer.
For målet er ikke at få familien til at tie stille.
Det er heller ikke at være ligeglad med deres meninger.
Det handler om at kunne høre deres råd, uden at du skal tage imod det.
Og om at kunne stå ved dit eget valg, uden at samtalen behøver at blive en diskussion om, hvem der har ret.
Det er netop den slags konkrete samtaler, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og tage fat i de områder, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.