The post Skal man altid sige det med det samme og tage snakken i situationen? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Når man taler om at sætte grænser, hører man ofte:
“Du skal sige fra med det samme.”
“Tag snakken, når det sker.”
“Lad være med at gå og gemme på det.”
Og det lyder jo egentlig fornuftigt.
Hvis en veninde afbryder dig, siger noget, du ikke bryder dig om, eller gør noget, der overskrider en grænse, burde du vel bare sige det med det samme.
Men så står du midt i situationen og tænker:
Hvad skal jeg egentlig sige?
For det er én ting at vide, at du gerne vil sige fra.
Det er noget andet at vide, hvordan du tager snakken, så den faktisk bliver god.
Hvis du ikke ved det, kan samtalen hurtigt udvikle sig til en diskussion.
Den anden går i forsvar.
Du begynder at forklare.
Stemningen bliver dårlig.
Og pludselig handler samtalen om noget helt andet end den grænse, du egentlig ville sætte.
Så spørgsmålet er ikke kun, om du skal tage snakken med det samme.
Det er også:
Ved du, hvordan du tager den?
Det er ikke tidspunktet i sig selv, der afgør, om en samtale bliver god.
Du kan tage snakken med det samme og bagefter ønske, at du havde ventet.
Du står måske midt i situationen med irritation eller frustration.
Du får sagt noget, men den anden går i forsvar.
Så begynder I at diskutere.
Du prøver at forklare, hvad du mente.
Hun forklarer, hvorfor hun gjorde det.
Og pludselig handler samtalen ikke længere om den grænse, du egentlig ville sætte.
Den er røget af sporet.
Så kan du bagefter tænke:
“Jeg skulle nok bare have ventet.”
Og nogle gange er det faktisk en god idé at vente.
At få tænkt sig om.
At mærke efter.
At finde ud af, hvad du egentlig gerne vil sige.
Men det betyder ikke, at løsningen er at lade være med at tage snakken i situationen.
For hvis du lærer, hvordan du kan tage samtalen, kan det være en stor fordel at kunne sige fra, mens situationen stadig er konkret.
Du behøver ikke vente, til irritationen har samlet sig til en stor samtale.
For hvis du lærer, hvordan du kan tage samtalen, kan det være en stor fordel at kunne sige fra, mens situationen stadig er konkret.
Når man taler om grænsesætning, bliver rådet ofte, at man skal sige fra med det samme.
Du skal ikke gå og samle irritation sammen.
Du skal tage snakken, når det sker.
Og der er en god grund til det.
For hvis du aldrig får sagt noget, bliver det svært for den anden at vide, hvor din grænse går.
Men rådet mangler en vigtig del:
Hvad gør du, når du tager snakken?
For det er ikke automatisk en god samtale, bare fordi du tager den med det samme.
Hvis du ikke ved, hvordan du skal navigere samtalen, kan den hurtigt blive til en diskussion om, hvem der har ret, hvorfor den anden gjorde det, eller hvorfor du reagerer, som du gør.
Så kan du ende med at ønske, at du bare havde ladet være med at sige noget.
Det er netop den del, jeg arbejder med i Lær at sætte grænser.
I kurset handler det ikke kun om, hvornår du skal sige fra.
Det handler om, hvordan du kan tage samtalen, når situationen opstår, så du kan stå ved din grænse uden at lade samtalen ryge af sporet.
Det kan være rigtig godt at tage snakken i situationen.
Men det betyder ikke, at du altid skal gøre det med det samme.
Nogle gange er det bedre at vente.
Ikke for at undgå samtalen.
Men for at få tænkt dig om, mærket efter og vurderet situationen.
Hvis du står midt i en konflikt og ikke ved, hvordan du skal tage samtalen, kan det være bedre at give dig selv lidt tid.
Men når du ved, hvordan du kan tage samtalen, bliver det til gengæld meget brugbart at kunne tage den, når situationen opstår.
Så behøver du ikke samle alle dine grænser sammen til én stor samtale senere.
Du kan tale om dem, når de opstår.
Når de bliver overskredet.
Når du mærker dem.
Og når der er brug for at få noget sagt.
Det gør grænsesætning til noget, der kan være en naturlig del af relationen.
For det er ikke nødvendigvis det, at du siger fra med det samme, der gør samtalen god.
Det er måden, du tager samtalen på.
Men når du ved, hvordan du kan tage samtalen, bliver det til gengæld meget brugbart at kunne tage den, når situationen opstår.
Forestil dig, at du står i en helt almindelig situation og mærker:
“Det her er faktisk en grænse for mig.”
Du behøver ikke automatisk gå ind i en stor diskussion.
Du behøver heller ikke gå hjem og bruge flere dage på at overveje, om du overhovedet må have den grænse.
Du ved, hvad du kan gøre.
Du kan tage samtalen.
Du kan sige det, der er relevant.
Du kan lytte til den anden.
Og du kan føre samtalen videre uden at lade den ryge af sporet.
Det er netop den form for samtaler, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
For målet er ikke, at du altid skal tage snakken med det samme.
Målet er, at du ved, hvordan du kan tage den, når du vælger at gøre det.
Så kan du tage samtalen, mens situationen stadig er konkret, i stedet for at vente på, at der er samlet nok frustration sammen til en stor samtale.
Det gør det også lettere at tale om de små ting, før de vokser sig store.
Når du ved, hvordan du kan tage samtaler om dine grænser, behøver de ikke være store, dramatiske begivenheder.
En grænse kan blive noget, man taler om, når den opstår.
Når den bliver overskredet.
Når du mærker den.
Og når der er brug for at få noget sagt.
Det betyder ikke, at alle samtaler bliver nemme.
Det betyder, at du ved, hvad du selv kan gøre for at holde samtalen på sporet.
Du kan stå ved din grænse.
Du kan høre den anden.
Og I kan tale om det, der sker, mens det stadig er konkret.
Det kan gøre en stor forskel i en relation.
For i stedet for at gå og samle på ting, der irriterer dig, eller vente på det perfekte tidspunkt til en stor samtale, kan du tage de små og store samtaler undervejs.
Og netop det kan gøre grænsesætning til en naturlig del af relationen.
Du behøver ikke vente, til noget er blevet et stort problem, før du siger noget.
Du kan tage samtalen, når der er brug for den, og vide, hvordan du holder den på et spor, hvor både din grænse og relationen kan være med.
Og netop det kan gøre grænsesætning til en naturlig del af relationen.
Hvis du ofte bliver i tvivl om, hvorvidt du skal tage snakken med det samme eller vente, handler det ikke om at finde én regel, der passer til alle situationer.
Det handler om at kunne vurdere situationen og vide, hvordan du kan tage samtalen, når du vælger at gøre det.
Det kan du arbejde med i Lær at sætte grænser.
I kurset tager du udgangspunkt i dine egne konkrete situationer.
De samtaler, hvor du gerne vil kunne sige noget, mens det sker.
De situationer, hvor du tidligere har ladet det passere, fordi du ikke vidste, hvad du skulle sige.
Og de situationer, hvor du har sagt noget med det samme, men bagefter tænkt, at samtalen ikke endte det sted, du ønskede.
Du arbejder med, hvordan du kan håndtere de konkrete samtaler, så du ikke behøver vælge mellem at sige ingenting og at tage en konflikt.
For målet er ikke, at du altid skal tage snakken med det samme.
Og målet er heller ikke, at du skal vente, hver gang noget går dig på.
Målet er, at du ved, hvordan du kan tage samtalen, når situationen kalder på det.
Så kan dine grænser blive en naturlig del af relationen.
Ikke som store konfrontationer, der skal løse alt.
Men som samtaler, du kan tage undervejs, når der er brug for dem.
Og det er netop det, der gør grænsesætning brugbart i hverdagen: Du behøver ikke vente på den perfekte situation eller den perfekte samtale. Du skal kunne tage den konkrete samtale, når der er brug for den.
The post Skal man altid sige det med det samme og tage snakken i situationen? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Skal man bare mærke efter og kun tænke på sig selv, når man sætter grænser? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Når man taler om at sætte grænser, hører man ofte:
“Mærk efter.”
“Hvad har du brug for?”
“Lyt til dig selv.”
“Hvad føles rigtigt for dig?”
Det kan være en god hjælp til at finde ud af, hvor ens grænse går.
For måske ved du faktisk godt, hvad du vil, når du først mærker efter.
Du har ikke lyst.
Du vil gerne sige nej.
Du vil gerne have noget ændret.
Du kan mærke, at noget ikke fungerer for dig.
Men så står du stadig med det næste spørgsmål:
Hvad gør jeg så?
For det er én ting at vide, hvad du selv vil.
Det er noget andet at skulle sige det højt til et andet menneske.
Og især når det er en person, du holder af, handler grænsesætning ikke kun om at finde ud af, hvad du selv har brug for.
Det handler også om at kunne sætte den grænse på en måde, der passer på både din grænse og relationen.
Du kan sagtens være helt afklaret omkring din egen grænse og stadig stå med en svær samtale.
Du kan vide:
“Det her fungerer ikke for mig.”
“Det her har jeg ikke lyst til.”
“Det her vil jeg gerne have ændret.”
Men den anden har også en oplevelse.
Hun kan have et andet behov.
Hun kan være uenig.
Hun kan blive overrasket.
Og hun kan reagere på det, du siger.
Så selvom du har mærket efter og fundet ud af, hvad der er vigtigt for dig, står du stadig midt i en relation med et andet menneske.
Og så er spørgsmålet ikke længere kun:
“Hvad vil jeg?”
Det bliver også:
“Hvordan siger jeg det?”
“Hvordan fører jeg samtalen?”
“Hvordan står jeg ved min grænse, uden at samtalen ryger af sporet?”
Det er her, mange opdager, at den indre afklaring kun er den ene del af grænsesætningen.
Du kan sagtens være helt afklaret omkring din egen grænse og stadig stå med en svær samtale.
Når man læser om grænsesætning, møder man ofte rådet om at mærke efter og finde ud af, hvad man selv har brug for.
Du skal lytte til dig selv.
Du skal mærke dine behov.
Du skal gøre det, der føles rigtigt for dig.
Og du skal ikke lade andres ønsker bestemme, hvor dine grænser går.
Der er noget vigtigt i at vide, hvad man selv vil.
Du skal kunne mærke, når noget ikke fungerer for dig.
Du skal kunne sige nej til noget, du ikke ønsker.
Men hvis grænsesætning stopper ved den indre afklaring, står du stadig med det spørgsmål, der opstår, når du skal have samtalen med den anden:
Hvad gør jeg så i praksis?
For en grænse skal ikke kun være tydelig for dig.
Den skal også kunne sættes på en måde, der passer på både din grænse og den relation, du står i.
Det er netop den del, jeg arbejder med i Lær at sætte grænser.
Kurset handler ikke om at lære dig endnu flere måder at mærke efter på.
Det handler om, hvad du gør, når du allerede ved, hvad du gerne vil sige, og nu står med det andet menneske foran dig.
Her er den vigtige forskel:
At mærke efter kan hjælpe dig med at finde din grænse. Det fortæller dig ikke automatisk, hvordan du skal navigere samtalen omkring den.
For en grænse foregår ikke kun inde i dig.
Den skal også kunne kommunikeres i en relation.
Du kan godt vide præcis, hvad du vil, og stadig have brug for at vide:
Skal du forklare?
Skal du bare sige nej?
Hvad gør du, hvis den anden ikke forstår?
Hvad gør du, hvis hun bliver ked af det?
Hvad gør du, hvis hun er uenig?
Og hvordan står du ved det, du har sagt, uden at samtalen ryger af sporet?
Det er derfor, grænsesætning ikke kun handler om at finde ud af, hvad du selv vil.
Det handler også om at kunne føre en samtale om det.
For når der står et andet menneske på den anden side af din grænse, bliver det konkrete spørgsmål:
Hvordan kan jeg stå ved det, der er vigtigt for mig, på en måde, der også passer på relationen?
At mærke efter kan hjælpe dig med at finde din grænse. Det fortæller dig ikke automatisk, hvordan du skal navigere samtalen omkring den.
Når du ved, hvor din grænse går, er næste skridt ikke mere indre afklaring.
Nogle gange ved du allerede, hvad du vil.
Så handler det om samtalen.
Du kan godt stå ved din egen grænse og samtidig lytte til den anden.
Du kan godt holde fast i dit nej, selvom den anden har et andet behov.
Du kan godt tage hensyn til relationen uden at opgive det, du selv har brug for.
Og du kan godt være tydelig uden at gøre den anden forkert.
Det er en vigtig del af grænsesætning:
At kunne sige det, du har brug for at sige, på en måde, der gør det muligt at blive i samtalen.
Det er også derfor, Lær at sætte grænser tager udgangspunkt i konkrete situationer.
For du har ikke brug for endnu en generel regel om, at du altid skal tænke på dig selv.
Du har brug for at vide, hvad du kan gøre i den konkrete samtale, når du allerede ved, hvor din grænse går.
Når du kan navigere samtalen omkring din grænse, bliver det lettere at bruge din egen afklaring til noget konkret.
Du behøver ikke blive ved med at vende situationen indad.
Du behøver ikke hele tiden spørge dig selv:
“Hvad føler jeg egentlig?”
“Hvad har jeg egentlig brug for?”
Hvis du allerede ved det, kan du gå videre.
Du kan sige det.
Du kan lytte.
Du kan stå ved det.
Og du kan være opmærksom på, hvad samtalen har brug for, for at I kan komme videre på en god måde.
Det betyder ikke, at du skal vælge den anden frem for dig selv.
Og det betyder heller ikke, at du skal vælge dig selv på bekostning af relationen.
Du kan tage din egen grænse alvorligt og samtidig være optaget af, hvordan du fører samtalen.
Det er her, grænsesætning bliver mere konkret.
Du skal ikke finde alle svarene inde i dig selv.
Du skal også vide, hvad du gør, når din grænse møder et andet menneske.
Du skal ikke finde alle svarene inde i dig selv. Du skal også vide, hvad du gør, når din grænse møder et andet menneske.
Hvis du godt ved, hvad du selv vil, men stadig bliver usikker på, hvordan du skal sige det til den anden, kan Lær at sætte grænser hjælpe dig med netop den del.
I kurset arbejder du med dine egne konkrete situationer og de områder i dit liv, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
Det kan være den veninde, du gerne vil sige nej til.
Din partner, hvor du gerne vil have noget ændret i jeres måde at tale sammen på.
Et familiemedlem, hvor du gerne vil sætte en grænse uden at skabe en unødvendig konflikt.
Eller en helt anden situation, hvor du allerede ved:
“Det her er faktisk min grænse. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre nu.”
Det er netop dér, kurset kan bruges.
Du arbejder ikke kun med at finde ud af, hvad du selv føler eller har brug for.
Du arbejder med, hvordan du kan føre samtalen omkring din grænse, når det bliver konkret.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og tage udgangspunkt i de situationer, der faktisk fylder i dit liv.
For at mærke efter er en del af at sætte grænser.
At vide, hvad du selv vil, er vigtigt.
Men grænsesætning slutter ikke, når du har fundet svaret inde i dig selv.
Det er først dér, du skal kunne give svaret videre til et andet menneske på en måde, der både passer på din grænse og giver relationen mulighed for at lande et godt sted.
The post Skal man bare mærke efter og kun tænke på sig selv, når man sætter grænser? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hjælper det at sætte klare grænser én gang for alle? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Måske går du og forbereder dig på en vigtig samtale.
Den samtale, hvor du endelig får sagt det hele klart.
“Det her vil jeg ikke længere.”
“Sådan her vil jeg gerne have, at det bliver fremover.”
Og når du først har fået det sagt, forestiller du dig måske, at det hele falder på plads.
Den anden forstår det.
Den anden respekterer det.
Og så behøver I ikke tage den samme snak igen.
Det kan være en rar tanke.
For hvis du længe har gået med noget, der fylder i en relation, kan det føles som en lettelse at tænke, at du bare skal have taget den ene samtale.
Så er det sagt.
Så ved den anden, hvor du står.
Og så kan I komme videre.
Måske bruger du derfor meget energi på at finde de rigtige ord.
Du vil gerne sige det tydeligt nok.
Du vil gerne være rolig.
Og du vil gerne gøre det på en måde, hvor den anden forstår, hvad du mener.
For så burde det vel være på plads bagefter?
Det er forståeligt at håbe, at en god og tydelig samtale kan løse det, der har været svært.
Du har måske tænkt længe over, hvad du vil sige.
Du har måske overvejet, hvornår du skal tage samtalen.
Og du vil gerne have sagt det på en måde, hvor der ikke er nogen tvivl om, hvad din grænse er.
Så du kan komme videre.
Men en relation består ikke kun af den ene samtale.
Der kommer en hverdag bagefter.
Der kommer små situationer.
Der kommer nye situationer.
Der kommer gamle vaner, misforståelser og øjeblikke, hvor det, I talte om, skal fungere i praksis.
Og så kan du stå i en situation, hvor du tænker:
“Men jeg har jo allerede sagt det.”
Det kan være frustrerende.
For du havde måske håbet, at den store samtale var det, der skulle få det hele på plads.
Men det er ikke dér, grænsesætningen slutter.
En vigtig samtale kan sætte en retning.
Men relationen skal stadig leves bagefter.
Men en relation består ikke kun af den ene samtale.
Når man taler om grænsesætning, lyder rådet ofte:
“Du skal bare være tydelig.”
“Du skal fortælle, hvad du vil have.”
“Du skal sige, hvad du ikke længere vil være med til.”
“Så skal du stå fast.”
Og det giver god mening at få sagt tingene højt.
En vigtig samtale kan skabe forståelse.
Den kan gøre det tydeligt, hvad der er vigtigt for dig.
Og den kan give relationen en ny retning.
Men der kan let komme en forventning med:
Når først jeg har sagt det klart nok, så er det løst.
Så ved den anden, hvad der gælder.
Så er grænsen sat.
Og så burde resten komme af sig selv.
Men sådan fungerer relationer sjældent.
Mennesker falder tilbage i vaner.
Nye situationer opstår.
Og nogle gange bliver det først tydeligt, hvad en grænse betyder, når den skal bruges i en helt konkret situation.
Det er også derfor, Lær at sætte grænser ikke kun handler om at forberede den ene store samtale.
I kurset arbejder du med, hvordan du kan navigere samtaler omkring dine grænser, når situationerne faktisk opstår.
En god samtale kan være en rigtig god begyndelse.
Men den er sjældent den endelige løsning.
For det kræver, at de små og store samtaler, der også kommer efterfølgende, bliver gode samtaler.
Samtaler, hvor du kan stå ved din grænse på en måde, der passer på både relationen og din grænse.
Det kan være, at den anden har forstået dig fuldstændigt, da I talte sammen.
Men så opstår en situation, hvor en gammel vane tager over.
Det kan også være, at du selv opdager noget nyt om din grænse.
Eller at den konkrete situation ser anderledes ud end den, I talte om.
Så skal du måske tage samtalen igen.
Ikke fordi den første samtale var mislykket.
Men fordi relationer hele tiden udfolder sig i konkrete situationer.
Derfor er det heller ikke nødvendigt at få sagt alt i den første samtale.
Du skal ikke finde de perfekte ord, der sikrer, at I aldrig behøver tale om det igen.
Du skal kunne tage den samtale, der er brug for nu.
Og senere kunne tage den næste, når en ny situation kalder på det.
En god samtale kan være en rigtig god begyndelse. Men den er sjældent den endelige løsning.
Når du slipper forventningen om, at én samtale skal løse alt, bliver der også mindre pres på den første samtale.
Du behøver ikke få sagt alt.
Du behøver ikke forudse alle de situationer, der kan komme.
Og du behøver ikke finde den ene formulering, der skal sikre, at din grænse bliver respekteret fremover.
Du kan stadig tage den vigtige samtale.
Men du kan også være forberedt på, at der kommer flere samtaler bagefter.
Det kan være små samtaler.
Det kan være korte øjeblikke i hverdagen.
Det kan være en situation, hvor du igen skal vise, hvad din grænse betyder i praksis.
Og her bliver det vigtigt at kunne navigere samtalen, når situationen opstår.
Det er en central del af Lær at sætte grænser.
Du arbejder ikke kun med at finde ud af, hvad du gerne vil sige én gang.
Du arbejder med, hvordan du kan håndtere samtaler omkring dine grænser, når de konkrete situationer faktisk opstår.
For det er ofte dér, grænsesætningen skal fungere.
Ikke kun i den planlagte samtale, hvor du har haft tid til at tænke over hvert eneste ord.
Men midt i den virkelige relation.
Når du ved, hvordan du kan stå ved dine grænser i de konkrete situationer, behøver du ikke længere gøre den første samtale ansvarlig for alt, hvad der sker bagefter.
Du kan tage den store samtale, når der er brug for den.
Og du kan tage de små samtaler, når hverdagen kalder på dem.
Du kan sige det, der er nødvendigt i situationen.
Du kan lytte til den anden.
Og du kan holde fast i det, der er vigtigt for dig.
Det betyder ikke, at du skal gå rundt og sætte grænser hele tiden.
Det betyder, at du ikke behøver vente på den perfekte samtale for at kunne passe på din grænse.
Du kan reagere på det, der faktisk sker.
Og du kan føre samtalen videre derfra.
Det gør grænsesætning mere naturlig.
For du skal ikke have styr på hele relationens fremtid, før du kan sætte en grænse i dag.
Du skal kunne være i den konkrete situation og vide, hvad du kan gøre der.
Du skal kunne være i den konkrete situation og vide, hvad du kan gøre der.
Hvis du går og forbereder dig på en vigtig samtale om en grænse, men samtidig er usikker på, hvad der sker bagefter, kan Lær at sætte grænser være en hjælp.
I kurset arbejder du med dine egne konkrete situationer og de områder i dit liv, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
Du behøver derfor ikke kun arbejde med spørgsmålet:
“Hvordan får jeg sagt det her én gang for alle?”
Du kan også arbejde med:
“Hvad gør jeg, når situationen opstår igen?”
“Hvordan står jeg ved min grænse i en helt almindelig samtale?”
“Hvordan kan jeg håndtere det, uden at det hver gang bliver en stor konfrontation?”
Det er netop den forskel, der kan gøre grænsesætning mere naturlig i hverdagen.
For en god relation består af mange samtaler.
Nogle er store.
Andre er små.
Nogle gange skal du sige noget meget tydeligt.
Andre gange er det nok at reagere på den konkrete situation, når den opstår.
Du behøver ikke løse hele relationen én gang for alle.
Du kan lære at stå ved dine grænser og navigere samtalerne undervejs på en måde, der passer på både dig selv og relationen.
En vigtig samtale kan ændre noget. Men det er de mange samtaler bagefter, der er med til at forme, hvordan grænsen fungerer i relationen.
The post Hjælper det at sætte klare grænser én gang for alle? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Skal man ignorere andres reaktioner, når man siger fra? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Du har måske sagt fra og oplevet, at den anden reagerer.
Hun bliver ked af det.
Hun bliver skuffet.
Hun bliver vred.
Eller hun bliver stille og trækker sig.
Og så kan du stå med et råd, du måske har hørt mange gange:
Lad være med at tage det på dig.
Det er hendes følelser.
Du skal ikke bekymre dig om, hvordan andre reagerer på dine grænser.
Luk af og stå fast.
Men hvad gør du egentlig, når du står midt i samtalen?
For det kan være nemt nok at tænke, at den anden selv må tage ansvar for sin reaktion.
Det svære er at stå over for et menneske, du holder af, og mærke, at hun bliver ked af det, uden at du samtidig kommer til at tænke, at du skal gøre noget ved det.
Måske begynder du at tvivle på dit nej.
Måske får du lyst til at forklare dig mere.
Eller måske prøver du at lukke helt af, så hendes reaktion ikke skal påvirke dig.
Men så er spørgsmålet:
Skal du virkelig bare ignorere den anden, når hun reagerer på din grænse?
Det kan give mening at ønske, at den andens reaktion ikke skal få dig til at give efter.
Du vil gerne kunne stå ved dit nej.
Men når du prøver at lukke helt af over for den anden, kan noget andet ske.
Du holder måske op med rigtigt at lytte.
Du tænker:
Det er hendes problem.
Hun må selv finde ud af det.
Jeg har sagt mit. Nu er det hendes ansvar.
Og måske får det dig til at føle dig mere sikker på din grænse.
Men samtalen kan samtidig komme til at stå stille.
For I er stadig to mennesker, der står over for hinanden.
I behøver ikke være enige.
I behøver ikke have samme behov.
Og den anden behøver heller ikke være glad for din grænse.
Men der kan stadig være en samtale, der skal føres videre.
Det er noget andet end at tage ansvar for hendes følelser.
For du kan godt lade hende have sin reaktion og samtidig være til stede i samtalen.
Du vil gerne kunne stå ved dit nej uden samtidig at skulle lukke helt af over for den person, du taler med.
Når man taler om grænsesætning, kan man møde mange råd om netop dette.
Du skal ikke tage andres reaktioner på dig.
Du skal ikke lade dig påvirke af, om andre bliver vrede eller skuffede.
Du kan ikke gøre alle tilfredse.
Og den anden har selv ansvar for sine følelser.
De råd kan komme fra et godt sted.
De kan komme fra et ønske om, at du ikke skal opgive dine egne grænser, bare fordi en anden reagerer på dem.
Men i selve samtalen fungerer det ikke altid så enkelt.
For hvis du omsætter det til, at du skal lukke af eller lade den anden reaktion prelle af på dig, kan du også komme til at lukke samtalen ned.
Og det er ikke nødvendigvis det, du ønsker.
Især ikke når det er en relation, du gerne vil bevare og opbygge.
I mit onlinekursus arbejder vi derfor ikke med, at du skal lære at være ligeglad med andres reaktioner.
Du arbejder med, hvad du kan gøre i samtalen, når den anden reagerer på din grænse.
Her er den forskel, som kan ændre meget i en samtale:
Du behøver ikke tage ansvar for den andens reaktion for at møde den anden og lade samtalen fortsætte i et fælles spor.
Hun må gerne være skuffet.
Du må gerne stadig sige nej.
Hun må gerne have et andet behov end dig.
Du behøver ikke ændre dit behov af den grund.
Og I behøver ikke være enige, for at samtalen kan fortsætte.
Du kan godt lytte til det, hun siger, uden at det betyder, at du giver efter.
Du kan godt være interesseret i, hvordan hun har det, uden at du skal sørge for, at hun får det anderledes.
Og du kan godt være tydelig om din egen grænse, mens du stadig er til stede i samtalen.
Det er ikke det samme som at tage ansvar for hendes følelser.
Det er at være med i den samtale, I faktisk står i.
Du kan godt lytte til det, hun siger, uden at det betyder, at du giver efter.
Når den anden reagerer på din grænse, behøver du derfor ikke vælge mellem at lukke af og at give efter.
Der er en tredje mulighed.
Du kan blive i samtalen.
Du kan høre, hvad den anden siger.
Du kan være tydelig om, hvad der er vigtigt for dig.
Og du kan lade den anden have sin reaktion uden at gøre den til noget, du skal løse.
Det kræver, at du ved, hvad du skal gøre, når samtalen bliver svær.
For det er ikke svært at sige:
“Hendes følelser er hendes ansvar.”
Det svære er at vide, hvad du så gør lige bagefter, når hun står foran dig og reagerer på dit nej.
Det er en af de ting, du kan arbejde konkret med i mit online kursus.
Du arbejder ikke med at blive bedre til at lukke af.
Du arbejder med dine konkrete samtaler omkring dine grænser, så du ved, hvordan du kan blive i samtalen uden at opgive det, du gerne vil stå ved.
Når du ved, hvordan du kan være i samtalen, bliver den andens reaktion ikke længere noget, du enten skal flygte fra eller overtage ansvaret for.
Du kan lytte.
Du kan være tydelig.
Du kan lade hende være skuffet.
Og du kan stadig stå ved dit nej.
Du behøver ikke have samme behov for at kunne tale sammen.
Du behøver ikke blive enige om, at din grænse er den rigtige.
Og du behøver ikke få den anden til at have det godt med din grænse, før du kan fortsætte samtalen.
Det betyder ikke, at du skal være ligeglad.
Det betyder, at du kan være åben over for den anden uden at opgive dig selv.
Du kan tage den anden alvorligt uden at tage ansvar for den andens følelser.
Og du kan føre samtalen videre, selvom I ikke føler eller ønsker det samme.
Det giver plads til noget vigtigt i en relation:
At man godt kan være forskellige og stadig finde et fælles spor i samtalen.
Du kan tage den anden alvorligt uden at tage ansvar for den andens følelser.
Hvis du ofte bliver usikker, når andre reagerer på dine grænser, kan mit onlinekursus hjælpe dig med at arbejde med netop de situationer, hvor det bliver svært.
I kurset arbejder du med dine egne konkrete situationer og de områder i dit liv, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
Det kan være situationer, hvor du mærker, at den anden bliver ked af det, vred eller skuffet.
Hvor du enten får lyst til at give efter eller får lyst til at lukke helt ned.
Eller hvor du bagefter tænker:
Hvad skulle jeg egentlig have gjort lige dér?
Det er netop den slags spørgsmål, du kan tage med ind i kurset.
For du behøver ikke lære at ignorere andres reaktioner.
Og du behøver heller ikke lære at tage ansvar for dem.
Du kan arbejde med, hvordan du selv kan være i samtalen, når den anden reagerer på din grænse.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og tage udgangspunkt i de relationer og situationer, der faktisk fylder hos dig.
For en god samtale kræver ikke, at I altid er enige.
Den kræver heller ikke, at ingen bliver skuffede.
Men du kan lære at blive i samtalen uden at opgive din grænse og uden at gøre den andens reaktion til dit ansvar.
At lytte er ikke det samme som at give efter. Og at lade den anden have sine følelser er ikke det samme som at lukke af.
The post Skal man ignorere andres reaktioner, når man siger fra? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Virker det, at sætte en hård grænse for at blive taget seriøst? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Du har sagt fra.
Du har måske endda sagt det helt tydeligt.
Men alligevel føles det ikke, som om den anden tager din grænse alvorligt.
Så kommer tanken måske:
Skal jeg være mere bestemt?
Skal jeg sige det hårdere næste gang?
Skal jeg vise, at jeg virkelig mener det?
For måske har du været rolig.
Måske har du forsøgt at forklare dig.
Måske har du sagt det på en pæn måde, fordi det er en person, du gerne vil have en god relation til.
Og alligevel blev din grænse ikke taget, som du havde håbet.
Så det kan være fristende at tænke, at løsningen er at skrue op.
At være mere skarp.
Mere kontant.
Mere hård.
For hvis den anden ikke tager dig alvorligt, må du vel vise, at du mener det.
Men hvad sker der egentlig, når du gør det?
Det kan give god mening at tænke, at du skal være mere bestemt, hvis din grænse ikke bliver respekteret.
Men hårdhed møder ofte hårdhed.
Du siger måske:
“Nu har jeg altså sagt nej.”
Og den anden svarer:
“Jeg er altså rolig nu.”
Eller:
“Du behøver ikke tale sådan til mig.”
Pludselig handler samtalen ikke længere om den grænse, du prøvede at sætte.
Nu handler den om din tone.
Om hendes tone.
Om hvem der er mest bestemt.
Om hvem der får det sidste ord.
Og måske ender samtalen med, at I begge prøver at få den anden til at give sig.
Det kan være langt fra det, du egentlig ønskede.
For når det er en person, du gerne vil bevare eller opbygge en god relation til, er målet jo ikke at vinde samtalen.
Du vil gerne kunne stå ved din grænse uden at gøre relationen til en kampplads.
For når det er en person, du gerne vil bevare eller opbygge en god relation til, er målet jo ikke at vinde samtalen.
Når man taler om grænser, møder man ofte rådet om, at man skal stå fast.
Du skal ikke give efter.
Du skal være tydelig.
Du skal være bestemt.
Og du skal måske også være mere ligeglad med, hvad den anden tænker eller føler.
For den anden har ansvar for sine egne følelser.
Du kan ikke gøre alle tilfredse.
Og du skal ikke ændre din grænse, bare fordi den anden bliver utilfreds med den.
Der er noget vigtigt i det.
Du skal kunne stå ved din grænse.
Men hvis rådet bliver omsat til, at du skal skrue op for hårdheden, kan samtalen hurtigt komme til at handle om noget andet end din grænse.
For at være bestemt er ikke det samme som at være hård.
Og at stå fast er ikke det samme som at angribe eller bide fra sig.
Det er netop den forskel, vi arbejder med i mit onlinekursus.
For i kurset handler det ikke om at lære dig at blive hårdere, når du siger fra. Det handler om at kunne stå ved din grænse og samtidig navigere den samtale, der opstår omkring den.
Det er her, den vigtige forskel kommer.
Det er ikke nødvendigvis styrken i tonen, der afgør, om din grænse bliver taget alvorligt.
Du kan tale meget hårdt og stadig ende i en samtale, hvor den anden går i forsvar.
Og du kan være rolig og samtidig være helt urokkelig i det, du siger.
En stærk grænse behøver derfor ikke at lyde hård.
For hvis du begynder at måle din grænses styrke på, hvor bestemt du lyder, kan du hurtigt komme til at tro, at du skal skrue endnu mere op, når den anden ikke reagerer, som du ønsker.
Så bliver målet at være mere bestemt end den anden.
Men det er ikke nødvendigvis det, der får samtalen til at føre et godt sted hen.
For det, du egentlig har brug for, er ikke at vinde over den anden.
Du har brug for at kunne stå ved det, der er vigtigt for dig, uden at samtalen bliver en kamp om, hvem der kan være mest hård.
Det er ikke nødvendigvis styrken i tonen, der afgør, om din grænse bliver taget alvorligt.
Hvis du ikke skal blive hårdere, hvad skal du så gøre, når du vil være sikker på, at din grænse bliver taget alvorligt?
Det handler om at kunne stå ved den på en tydelig måde uden hverken at angribe eller bide fra sig.
Du behøver ikke give efter.
Du behøver heller ikke skrue op for alvoren.
Du kan være tydelig og samtidig holde dig på din egen banehalvdel.
Det kræver, at du ved, hvad du skal gøre, når samtalen bliver svær.
For det er nemt nok at vide, at man skal stå fast.
Det svære er at vide, hvordan man gør det i den konkrete samtale.
Det er netop den del, du kan arbejde med i mit onlinekursus.
I stedet for bare at øve dig i at sige din grænse endnu mere bestemt, arbejder du med samtalerne omkring dine grænser og med de situationer, hvor du mærker, at du er ved at blive trukket ind i en kamp om at få ret eller blive hørt.
Du skal ikke lære at vinde samtalen.
Du skal lære at kunne stå ved din grænse, mens samtalen stadig kan bevæge sig et godt sted hen.
Når du ved, hvordan du kan stå ved din grænse i samtalen, behøver du ikke finde en hårdere version af dig selv, hver gang nogen ikke reagerer, som du håber.
Du kan være rolig og stadig urokkelig.
Du kan være tydelig uden at angribe.
Du kan stå fast uden at bide fra dig.
Og det gør noget både for dig og for relationen.
For dig, fordi du ikke længere behøver tvivle på, om du skal skrue op for hårdheden for at blive taget alvorligt.
Og for relationen, fordi samtalen ikke behøver udvikle sig til en kamp om, hvem der kan være mest bestemt.
Du kan tage din egen grænse alvorligt uden at gøre den anden til modstander.
Det betyder ikke, at den anden altid vil være enig.
Det betyder heller ikke, at den anden nødvendigvis reagerer, som du håber.
Men du ved, hvad du selv kan gøre i samtalen.
Og når du ved det, bliver det lettere at stå ved det, der er vigtigt for dig.
Du kan være rolig og stadig urokkelig.
Hvis du oplever, at du enten bliver for eftergivende eller får lyst til at blive hårdere, når dine grænser ikke bliver taget alvorligt, kan mit onlinekursus hjælpe dig med netop de situationer.
I kurset arbejder du med dine egne konkrete situationer og de områder i dit liv, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
Du kan tage udgangspunkt i de samtaler, hvor du bagefter tænker:
Burde jeg have sagt det tydeligere?
Skal jeg være mere bestemt næste gang?
Hvordan kan jeg stå fast uden at ende i en konflikt?
Det er ikke meningen, at du skal finde frem til en hårdere version af dig selv.
Du skal kunne arbejde med, hvordan du kan være tydelig og urokkelig i situationer, hvor relationen samtidig betyder noget for dig.
For du kan ikke styre, hvordan den anden reagerer.
Men du kan lære at vide, hvad du selv kan gøre, når samtalen bliver vanskelig.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og tage udgangspunkt i de relationer og situationer, hvor du selv gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
For en god grænse behøver ikke at blive sagt med en hård stemme for at være en stærk grænse.
At være tydelig handler ikke nødvendigvis om at blive mere hård eller mere bestemt. Det handler om at være mere urokkelig og samtidig vide, hvordan man gør det i samtalen på en måde, der passer på både en selv og relationen.
The post Virker det, at sætte en hård grænse for at blive taget seriøst? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Skal man bare sige nej uden at give en grund? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Du har måske hørt rådet før:
“Bare sig nej.”
“Nej er en hel sætning.”
“Du behøver ikke forklare dig.”
Og måske tænker du:
Okay. Men hvad gør jeg så, når jeg står midt i en rigtig samtale?
For det er én ting at vide, at du må sige nej.
Det er noget andet at stå over for en veninde, et familiemedlem eller en anden, du gerne vil have en god relation til, og mærke, at samtalen ikke nødvendigvis føles færdig, bare fordi du har sagt nej.
Måske har du prøvet at sige et kort nej og bagefter tænke:
Var det for hårdt?
Burde jeg have sagt lidt mere?
Skal jeg forklare, hvorfor jeg ikke har lyst?
Eller måske har du gjort det modsatte.
Du har forsøgt at forklare dig, så den anden forstår dig, og pludselig er forklaringen blevet længere, end du egentlig havde tænkt.
Så hvor meget skal man egentlig sige?
Og er det virkelig bedst bare at sige nej uden at give en grund?
Det kan være rart at have en enkel regel at holde sig til.
Hvis du har svært ved at sætte grænser, kan tanken om bare at sige nej virke befriende.
Du behøver ikke finde de rigtige ord.
Du behøver ikke komme med en lang forklaring.
Du siger bare nej.
Men når relationen betyder noget, kan virkeligheden være mere nuanceret.
For måske vil du faktisk gerne fortælle den anden, hvorfor du siger nej.
Ikke fordi du mener, at dit nej skal godkendes.
Men fordi det, du gerne vil fortælle, er en naturlig del af den samtale, du gerne vil have.
Og måske vil du gerne kunne tale om din grænse uden at føle, at du enten skal forklare alt eller lukke samtalen ned.
Det er her, mange kan komme i tvivl.
For hvis du har fået at vide, at du ikke behøver forklare dig, kan det være svært at vide, hvad du gør, når du faktisk gerne vil have en samtale om det, der er svært.
Du vil gerne kunne tale om din grænse uden at føle, at du enten skal forklare alt eller lukke samtalen ned.
Når man læser om grænsesætning, møder man ofte rådet om at gøre det enkelt:
Sig nej.
Du skylder ikke nogen en forklaring.
Du behøver ikke retfærdiggøre dit valg.
Og der er noget vigtigt i det.
Dit nej bliver ikke mere gyldigt, fordi du kan give en grund, som den anden synes er god nok.
Du må gerne sige nej uden at have en lang forklaring klar.
Men korthed er ikke i sig selv det samme som en god samtale.
For en grænse bliver ikke kun sat med de ord, du siger.
Der er også en samtale omkring grænsen.
Og den samtale kan se meget forskellig ud alt efter relationen, situationen og det, du gerne vil opnå med samtalen.
Det er netop derfor, vi arbejder med mere end selve ordene i mit onlinekursus.
Du lærer ikke bare, hvordan du kan sige nej.
Du arbejder med, hvordan du kan navigere samtalen omkring din grænse, så du ikke er afhængig af én bestemt regel hver gang.
Forestil dig, at du siger:
“Nej, det har jeg ikke lyst til.”
Det kan være helt fint.
Du har sagt tydeligt fra.
Men hvad sker der så?
Måske siger den anden:
“Okay.”
Og samtalen går videre.
I en anden situation siger du det samme, men den anden ser på dig og spørger:
“Hvorfor?”
Måske har du faktisk lyst til at fortælle hvorfor.
Måske er det vigtigt for dig, at den anden forstår, hvad dit nej handler om.
Og så er det ikke nødvendigvis hjælpsomt at tænke:
Jeg må ikke forklare mig. Jeg skal bare gentage nej.
For så kan du ende med at bruge en regel til at styre en samtale, hvor du egentlig havde brug for noget andet.
Det betyder ikke, at du skal forklare dig hver gang.
Det betyder heller ikke, at et kort nej er forkert.
Det betyder, at korthed i sig selv ikke er løsningen på alle samtaler om grænser.
Det afgørende er, hvad samtalen har brug for.
Det betyder, at korthed i sig selv ikke er løsningen på alle samtaler om grænser.
Det interessante spørgsmål er derfor ikke nødvendigvis:
Hvor kort skal mit nej være?
Det er snarere:
Hvad har den her samtale brug for?
Nogle gange er et enkelt nej præcis det rigtige.
Andre gange har du lyst til at dele en grund.
Og nogle gange begynder du måske at forklare dig og opdager undervejs, at samtalen er på vej et sted hen, hvor flere forklaringer ikke hjælper.
Det er her, det bliver vigtigt at kunne navigere samtalen.
For du skal ikke vælge mellem:
“Jeg siger bare nej og lukker den.”
og:
“Jeg forklarer alt, indtil den anden forstår mig.”
Der er flere muligheder i en samtale.
Og det er netop den del af grænsesætningen, du kan arbejde med i mit onlinekursus.
Kurset handler ikke om at give dig én ny standardformulering, som du skal bruge hver gang.
Det handler om at gøre dig bedre i stand til at håndtere de konkrete samtaler, der opstår, når du sætter en grænse.
Så du kan være tydelig uden automatisk at skulle gøre samtalen kortest mulig.
Når du kan navigere samtalen omkring din grænse, bliver det lettere at se, at du ikke behøver vælge mellem to yderpunkter.
Du kan sige nej kort, når det er det, situationen kalder på.
Du kan give en grund, når du gerne vil dele den.
Og du kan stoppe op, hvis du mærker, at du er på vej ud i forklaringer, som ikke længere hjælper samtalen.
Du behøver ikke følge den samme opskrift hver gang.
For mennesker er forskellige.
Relationer er forskellige.
Og samtaler udvikler sig forskelligt.
Det betyder ikke, at du skal gøre grænsesætning kompliceret.
Tværtimod.
Når du ved, hvad du skal se efter i samtalen, bliver det lettere at vide, hvad du skal gøre.
Du kan stå ved dit nej uden at gøre korthed til et mål i sig selv.
Og du kan give plads til en god samtale uden at føle, at du skal forklare dig selv til ende.
Du kan stå ved dit nej uden at gøre korthed til et mål i sig selv.
Hvis du ofte bliver i tvivl om, hvad du skal sige, når du sætter en grænse, er mit onlinekursus lavet til netop den del, der kan være svær i praksis.
Du arbejder ikke bare med spørgsmålet om, hvordan man siger nej.
Du arbejder med dine egne konkrete situationer og de samtaler, der følger med.
Det betyder, at du kan tage udgangspunkt i de steder i dit liv, hvor du oplever, at grænsesætning bliver vanskelig.
Måske er det, når nogen spørger hvorfor.
Måske er det, når du er bange for at virke hård.
Måske er det, når du mærker, at du begynder at forklare mere, end du egentlig havde lyst til.
Eller måske er det netop, når du har lært at sige nej, men stadig ikke ved, hvad du skal gøre med samtalen bagefter.
I kurset kan du arbejde med de situationer, du faktisk står i, frem for kun at lære en række generelle regler om grænsesætning.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og bruge det på de områder, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
For målet er ikke, at du altid skal sige nej på præcis samme måde.
Målet er, at du bliver bedre til at navigere den konkrete samtale, så du kan være tydelig om din grænse uden at være bundet af reglen om, at kortere altid er bedre.
Du kan godt sige nej uden en lang forklaring. Men du behøver ikke gøre korthed til selve målet, når du sætter en grænse.
The post Skal man bare sige nej uden at give en grund? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Er andres følelser deres eget ansvar, når man sætter grænser? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Når du sætter en grænse, kan den anden reagere.
Måske bliver hun ked af det.
Måske bliver hun skuffet.
Måske bliver hun vred.
Og så kan du stå tilbage med spørgsmålet:
Er det egentlig mit ansvar?
Du har måske hørt, at andres følelser er deres eget ansvar.
At du ikke skal gå rundt og tage ansvar for, hvordan andre reagerer på dine grænser.
At du ikke kan gøre alle tilfredse.
Det kan være en vigtig erkendelse.
Men spørgsmålet er mere nuanceret end bare ja eller nej.
For selvom du ikke har ansvar for, hvad et andet menneske føler, har du stadig ansvar for din egen måde at være i samtalen på.
Det kan være svært at finde ud af, hvor den ene del stopper, og den anden begynder.
For du vil gerne kunne sige nej uden at få dårlig samvittighed.
Men du vil heller ikke være ligeglad med, hvordan du møder den anden.
Det kan være svært at sætte en grænse, når du ved, at den anden måske bliver ked af det.
Du vil gerne kunne sige nej uden at få dårlig samvittighed.
Men du vil heller ikke være hård eller afvisende.
Måske tænker du:
“Hvis hun bliver ked af det, har jeg så gjort noget forkert?”
“Skal jeg tage mere hensyn til hendes følelser?”
“Men hvis jeg hele tiden skal tænke på, hvordan hun reagerer, kan jeg jo aldrig sige fra.”
Det kan føles, som om du står mellem to muligheder:
Enten passer du på dig selv og risikerer at såre den anden.
Eller også passer du så meget på den anden, at der ikke længere er plads til din egen grænse.
Men du vil egentlig gerne kunne gøre begge dele.
Du vil gerne stå ved det, der er vigtigt for dig, uden at du samtidig føler, at du skal være ansvarlig for, om den anden bliver ked af det.
Der findes en vigtig forskel mellem at tage ansvar for den andens følelser og at tage ansvar for din egen måde at være i samtalen på.
Du vil gerne stå ved det, der er vigtigt for dig, uden at du samtidig føler, at du skal være ansvarlig for, om den anden bliver ked af det.
Når man læser om grænsesætning, møder man ofte et meget klart budskab:
Andres følelser er deres eget ansvar.
Du kan ikke styre, hvordan andre reagerer.
Du kan ikke sørge for, at alle bliver glade, når du siger nej.
Og du skal ikke gøre dine egne grænser afhængige af, om andre bliver tilfredse med dem.
Det er vigtigt.
Du må gerne sige nej, selvom den anden bliver skuffet.
Du må gerne holde fast i en grænse, selvom den anden ikke er glad for den.
Men det betyder ikke, at du derfor kan lægge hele ansvaret for samtalen over på den anden.
For du har stadig ansvar for din egen del.
Du har ansvar for den måde, du taler på.
For den måde, du møder den anden på.
Og for hvordan du vælger at føre samtalen omkring den grænse, du gerne vil sætte.
Det er en vigtig forskel, og den er også central i mit onlinekursus.
For kurset handler ikke om at lære dig at være ligeglad med andres reaktioner. Det handler om at kunne stå ved dine egne grænser og samtidig vide, hvordan du kan navigere samtalen omkring dem.
Den anden kan godt blive ked af det, selvom du har sagt fra på en god måde.
Hun kan blive skuffet.
Hun kan have brug for tid til at forstå det.
Og det er ikke noget, du kan kontrollere.
Du kan ikke bestemme, hvad hun føler.
Men du kan tage ansvar for, hvordan du selv kommunikerer.
Det betyder ikke, at du skal finde den perfekte formulering, der sikrer, at hun ikke bliver ked af det.
Det findes ikke.
Det betyder heller ikke, at du skal ændre din grænse for at skåne hende.
Det handler om noget andet:
Hvordan kan du stå ved det, der er vigtigt for dig, samtidig med at du tager ansvar for din egen del af samtalen?
Du behøver altså ikke tage ansvar for, at den anden har det godt med din grænse.
Men du kan tage ansvar for, hvordan du selv går ind i samtalen.
Det er her, forskellen bliver vigtig.
Du er ikke ansvarlig for den andens følelser. Men du er ansvarlig for din egen måde at føre samtalen på.
Når du sætter en grænse, er der både selve grænsen og samtalen omkring den.
Du kan ikke kontrollere den andens reaktion.
Men du kan være opmærksom på, hvordan du selv går ind i samtalen.
Det betyder, at du ikke behøver vælge mellem:
“Jeg må hellere lade være med at sige fra, så hun ikke bliver ked af det.”
og:
“Jeg har sagt fra, så nu må hun selv klare resten.”
Der er en anden mulighed.
Du kan stå ved din grænse og samtidig tage ansvar for din del af samtalen.
Det er netop den forskel, der kan være svær at finde, når man står midt i en konkret situation.
For hvad gør du, når den anden bliver ked af det?
Hvordan holder du fast i det, der er vigtigt for dig uden samtidig at lukke relationen ned?
Og hvad gør du, hvis du mærker, at du enten kommer til at tage for meget ansvar for den anden eller helt trækker dig fra ansvaret for din egen måde at kommunikere på?
Det er den slags samtaler, jeg arbejder med i mit onlinekursus.
Du skal ikke lære at kontrollere den andens reaktion.
Du skal lære at kunne være i samtalen omkring din grænse, også når den anden reagerer på den.
Når du lærer at navigere samtaler omkring dine grænser, behøver det ikke længere føles som et valg mellem at passe på dig selv eller passe på relationen.
Du kan holde fast i en grænse, selvom den anden bliver skuffet.
Du kan lytte til den anden uden at overtage ansvaret for hendes følelser.
Og du kan tage ansvar for din egen måde at tale på uden at gøre dig ansvarlig for, hvordan samtalen føles for hende.
Det giver plads til, at begge mennesker kan være i relationen.
For en god relation kræver ikke, at ingen nogensinde bliver skuffede.
Den kræver, at der er plads til, at man kan være ærlig om det, der er vigtigt, og stadig behandle hinanden ordentligt.
Det betyder, at du ikke behøver gøre din grænse mindre for at skåne den anden.
Og du behøver heller ikke gøre dig hård for at kunne stå ved den.
Du kan tage ansvar for din egen del af samtalen og lade den anden have ansvar for sin reaktion.
Du kan holde fast i en grænse, selvom den anden bliver skuffet.
Hvis du ofte bliver usikker på, hvor meget hensyn du skal tage til andres reaktioner, når du sætter en grænse, kan mit onlinekursus Lær at sætte grænser hjælpe dig.
I kurset arbejder du ikke kun med generelle råd om grænsesætning.
Du kan tage udgangspunkt i dine egne konkrete situationer og de områder i dit liv, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
Det betyder, at du ikke behøver forsøge at få alle dine relationer til at fungere efter den samme opskrift.
Du kan arbejde med de samtaler, hvor du selv oplever, at det bliver svært.
Måske har du svært ved at holde fast i din grænse, når den anden bliver ked af det.
Måske kommer du til at tage for meget ansvar for den andens reaktion.
Eller måske går du den anden vej og bliver så fokuseret på, at den anden selv har ansvar for sine følelser, at du bagefter ikke synes, at samtalen føltes god.
I kurset kan du arbejde med de konkrete situationer, hvor du gerne vil finde en bedre måde at navigere samtalen på.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og tage udgangspunkt i de områder, hvor du faktisk gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
For det handler ikke om at lære, hvordan du undgår, at andre bliver skuffede.
Det handler heller ikke om at lære at være ligeglad med deres følelser.
Det handler om at kunne stå ved din egen grænse, tage ansvar for din egen del af samtalen og samtidig give relationen mulighed for at være god.
The post Er andres følelser deres eget ansvar, når man sætter grænser? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Skylder man en forklaring, når man siger nej og sætter grænser? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Du har sagt nej.
Men bagefter kommer tvivlen måske.
Skal jeg forklare hvorfor?
Skylder jeg hende egentlig en grund?
Hvis jeg forklarer mig, kommer det så til at lyde, som om jeg skal forsvare mit valg?
Og hvis jeg ikke forklarer noget, virker jeg så hård eller afvisende?
Det kan især være svært, når det er en person, du gerne vil have en god relation til.
Du vil gerne stå ved det, du har sagt.
Men du vil også gerne have, at den anden forstår dig.
Måske har du faktisk lyst til at fortælle, hvorfor du siger nej. Ikke fordi du mener, at den anden skal godkende dit nej, men fordi din grund er en naturlig del af det, du gerne vil dele.
Og måske har du oplevet, at forklaringer hurtigt kan udvikle sig til noget helt andet.
Du begynder med én grund.
Så kommer der et spørgsmål.
Du forklarer lidt mere.
Og pludselig står du og forsvarer et nej, som du egentlig bare gerne ville have lov til at sige.
Det kan være svært at vide, hvor grænsen går mellem at give en forklaring, fordi du gerne vil dele noget, og at forklare dig, fordi du føler, at du skal forsvare dit nej.
Du ved måske godt, at du har lov til at sige nej.
Det, du er usikker på, er, hvad du skal gøre bagefter.
For du vil gerne kunne stå ved din grænse uden at gøre relationen unødigt vanskelig.
Du vil måske gerne fortælle lidt mere, fordi du gerne vil dele din grund.
Men du vil ikke ende i en situation, hvor dit nej pludselig skal vurderes, diskuteres eller godkendes.
Og så kan du komme til at tænke:
Hvor meget skal jeg egentlig sige?
Hvornår er det en forklaring, og hvornår er jeg begyndt at forsvare mig?
Skal jeg bare lade være med at forklare noget?
Det kan føles, som om du skal vælge mellem at forklare for meget og slet ikke at forklare.
Men du vil måske egentlig noget tredje.
Du vil gerne kunne fortælle det, du har lyst til at fortælle, uden at føle, at du skal overbevise den anden om, at dit nej er berettiget.
For der er forskel på at skylde en forklaring og på at have lyst til at dele en forklaring.
Det kan være svært at vide, hvor grænsen går mellem at give en forklaring, fordi du gerne vil dele noget, og at forklare dig, fordi du føler, at du skal forsvare dit nej.
Når man taler om grænsesætning, møder man ofte meget klare råd:
“Nej er en hel sætning.”
“Du skylder ingen en forklaring.”
“Du behøver ikke retfærdiggøre dit nej.”
Der er noget vigtigt i det.
Du behøver ikke finde en grund, som den anden synes er god nok, for at dit nej skal gælde.
Du behøver ikke argumentere dig frem til retten til at have en grænse.
Og du behøver ikke forklare dig, bare fordi den anden gerne vil have en forklaring.
Men det er vigtigt ikke at gøre det til en ny regel, at man aldrig skal forklare sig.
For hvis det er en relation, du gerne vil passe på, kan en forklaring sagtens være en naturlig del af den samtale, du gerne vil have.
Måske vil du gerne fortælle, hvad der ligger bag dit valg.
Måske vil du gerne give den anden en bedre forståelse af dig.
Måske hører forklaringen ganske enkelt naturligt med til det, du gerne vil sige.
Dit nej behøver stadig ikke at blive godkendt.
Du skylder ikke en forklaring.
Men det betyder ikke, at du ikke må vælge at give en.
I mit onlinekursus arbejder vi netop med denne forskel. For det er ikke altid hjælpsomt at gøre grænsesætning til en regel om, at du enten skal forklare dig eller aldrig må forklare dig. Det interessante er, hvad der sker i den konkrete samtale omkring din grænse.
Du begynder måske med at forklare dit nej, fordi du gerne vil dele din grund.
Den anden spørger ind.
Du svarer.
Så kommer der et nyt spørgsmål.
Du forklarer lidt mere.
Og efterhånden kommer der flere grunde, flere eksempler og flere argumenter.
Nu handler samtalen ikke længere bare om, at du gerne ville fortælle, hvorfor du siger nej.
Nu forsøger du måske at få den anden til at forstå eller acceptere dit nej gennem din forklaring.
Det er her, noget kan ændre sig.
For jo mere du forklarer, jo mere kan der også komme at svare på.
Og pludselig kan du sidde med følelsen af, at du skal finde den ene forklaring, der endelig får den anden til at forstå.
Men den forklaring findes ikke nødvendigvis.
For nogle gange er det ikke flere forklaringer, der skal til.
Samtalen kan have brug for noget andet.
Det betyder ikke, at din forklaring var forkert.
Det betyder, at samtalen har ændret sig.
Og når det sker, er det ikke nødvendigvis flere argumenter, du har brug for.
For nogle gange er det ikke flere forklaringer, der skal til.
Det handler derfor ikke om at lære, at du altid skal forklare.
Og det handler heller ikke om at lære, at du aldrig skal forklare.
Det handler om at kunne navigere samtalen omkring din grænse.
Hvornår er det naturligt at dele en forklaring?
Hvornår er forklaringen begyndt at blive til en forsvarstale?
Og hvad gør du, når du mærker, at flere forklaringer ikke længere fører samtalen et godt sted hen?
Det er netop den type situationer, du kan arbejde med mit onlinekursus.
Kurset handler ikke om at finde én perfekt sætning, som du kan bruge, hver gang du siger nej.
I stedet arbejder du med samtalerne omkring dine grænser og med de situationer, hvor du kan mærke, at du er ved at bevæge dig ud i noget, du egentlig ikke ønsker.
For hvis du allerede ved, at du ikke skylder en forklaring, er næste spørgsmål jo:
Hvad gør jeg så, når jeg gerne vil have en god samtale, men mærker, at forklaringerne ikke længere hjælper?
Det er her, det bliver relevant at kunne navigere samtalen i stedet for bare at følge endnu et råd om grænsesætning.
Når du ikke længere gør grænsesætning til et spørgsmål om altid at forklare eller aldrig at forklare, bliver der mere plads til den konkrete relation.
Du kan sige nej uden at skulle bevise, at dit nej er berettiget.
Du kan forklare noget, fordi du gerne vil dele det.
Og du kan opdage, når samtalen er ved at bevæge sig over i noget, hvor flere forklaringer ikke hjælper.
Du behøver ikke vælge mellem at lukke samtalen ned og at vende vrangen ud på dig selv for at få den anden til at forstå dig.
Du kan være ærlig om det, der er vigtigt for dig.
Du kan holde fast i din grænse.
Og du kan samtidig være opmærksom på relationen og på, hvor samtalen er på vej hen.
Det handler ikke om at få den anden til at synes, at dit nej er rigtigt.
Det handler om at kunne være tydelig omkring din grænse og samtidig tage ansvar for din egen del af samtalen.
Det er den mulighed, der åbner sig, når du ikke længere ser en forklaring som noget, du enten skal give eller helt skal undgå.
Du kan vurdere den konkrete samtale og føre den videre derfra.
Det handler om at kunne være tydelig omkring din grænse og samtidig tage ansvar for din egen del af samtalen.
Hvis du ofte bliver i tvivl om, hvor meget du skal forklare, når du siger nej eller sætter en grænse, kan mit onlinekursus Lær at sætte grænser være det næste skridt.
I kurset arbejder du ikke kun med generelle råd om, hvordan man sætter grænser.
Du tager udgangspunkt i dine egne konkrete situationer og de områder i dit liv, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser.
Det kan være en bestemt relation, en bestemt type samtale eller et mønster, du igen og igen oplever, når du prøver at sige fra.
Du arbejder med de situationer, du faktisk står i, og med hvordan du kan håndtere samtalen omkring din grænse, når relationen betyder noget.
Det betyder også, at du ikke behøver finde frem til én løsning, der skal passe på alle dine relationer.
Du kan arbejde med de steder, hvor du selv oplever, at det bliver svært.
Måske er det, når den anden spørger hvorfor.
Måske er det, når du mærker, at du begynder at forklare mere og mere.
Måske er det, når du gerne vil være tydelig, men samtidig gerne vil have, at samtalen ender godt.
Det er netop de konkrete situationer, du kan tage med ind i kurset.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og vende tilbage til de dele, der er relevante for dig.
For du skal ikke lære én regel, du skal følge, hver gang du siger nej.
Du skal lære at kunne stå ved din grænse og samtidig navigere den konkrete samtale omkring den.
Du skylder ikke en forklaring. Men du kan godt vælge at forklare dig, når det er en naturlig del af den samtale, du gerne vil have.
The post Skylder man en forklaring, når man siger nej og sætter grænser? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvordan siger man fra over for en veninde, der ignorerer ens nej? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Du har sagt nej.
Ikke et tøvende nej.
Ikke et “jeg ved ikke helt”.
Du har faktisk sagt, at du ikke vil.
Alligevel oplever du, at din veninde fortsætter, som om du havde sagt ja.
Hun forventer, at du er med.
Hun gør måske det, du lige har sagt, at du ikke ønsker.
Eller hun planlægger videre, som om dit nej ikke rigtig har nogen betydning.
Og det kan være enormt frustrerende.
For du tænker måske:
“Jeg har jo sagt nej.”
“Hvorfor bliver det bare ignoreret?”
“Mit nej burde da betyde noget.”
“Skal jeg virkelig blive ved med at stå fast på noget, jeg allerede har sagt tydeligt?”
Så hvad gør man, når man oplever, at en veninde ignorerer ens nej?
Det kan være en særlig frustrerende oplevelse, når du faktisk har sagt fra, men bagefter oplever, at din veninde bare fortsætter, som om du ikke har sagt noget.
Måske bliver du vred.
Måske bliver du ked af det.
Måske får du mest lyst til at trække dig fra situationen.
For det handler ikke længere kun om det, du oprindeligt sagde nej til.
Det handler også om følelsen af ikke at blive taget alvorligt.
“Hvorfor regner hun bare med, at jeg gør det alligevel?”
“Har hun overhovedet hørt efter?”
“Hvorfor føles det, som om mit nej ikke gælder?”
Det kan være svært at vide, hvad du skal stille op med den oplevelse.
For du har jo allerede sagt fra.
Det er frustrerende at sige nej og bagefter opleve, at dit nej ikke rigtig får nogen betydning.
Når en anden ikke respekterer ens nej, lyder rådet ofte:
“Så må du stå fast.”
“Du skal bare holde fast i dit nej.”
“Lad være med at give efter.”
Og ja, det er vigtigt at kunne stå ved en grænse.
Hvis du siger nej, men alligevel ender med at gøre det, du egentlig ikke ønsker, bliver det svært at holde fast i det, du selv har sagt.
Men hvis du oplever, at din veninde ignorerer dit nej, er der også noget andet, der kan være vigtigt.
For det handler ikke kun om, hvorvidt du kan sige nej én gang til.
Det handler også om, hvad der sker mellem jer, når du har sagt nej.
Det er netop den type situationer, jeg arbejder med i mit onlinekursus Lær at sætte grænser, hvor du lærer at navigere samtaler om dine grænser på en måde, der passer på både dig selv og relationen.
Der er forskel på at sige:
“Nej, det vil jeg ikke.”
og på at kunne tale om, hvad der sker, når du oplever, at dit nej bliver ignoreret.
For måske gør din veninde det helt bevidst.
Måske er hun vant til, at du alligevel ender med at sige ja.
Måske har hun slet ikke forstået, hvor vigtigt dit nej er for dig.
Vi behøver ikke først vide, hvorfor hun gør det, for at kunne tale om det, du oplever.
Du kan tage udgangspunkt i det, der faktisk sker for dig:
Du oplever, at dit nej ikke bliver taget alvorligt.
Og det kan være en grænse i sig selv.
Du behøver ikke først vide, hvorfor den anden gør det, før du kan tale om det, du oplever.
Det kan være fristende bare at sige nej igen.
Men hvis du allerede har sagt tydeligt fra, er det ikke nødvendigvis endnu et nej, der mangler.
Det kan være selve oplevelsen af at få sit nej ignoreret, der har brug for at blive en del af samtalen.
Du kan lære at sætte ord på det, du oplever, uden først at skulle afgøre, hvad din veninde tænker, eller hvorfor hun gør det.
For når samtalen også kommer til at handle om det, der sker omkring din grænse, bliver der mulighed for at tale om mere end det oprindelige spørgsmål.
Det handler ikke om at finde ud af, hvem der har ret.
Det handler om at kunne være tydelig omkring det, du oplever, og samtidig føre samtalen et sted hen, hvor I kan tale ordentligt om det.
Når du kan tale om det, du oplever, bliver samtalen ikke længere kun et spørgsmål om det oprindelige nej.
Så kan I også tale om, hvad der sker mellem jer, når du siger nej.
Det kan give din veninde mulighed for at forstå dig bedre.
Og det giver dig mulighed for at være tydelig omkring, hvad du har brug for i relationen.
Du kan ikke bestemme, hvordan hun reagerer.
Men du kan være med til at ændre den måde, I taler sammen om dine grænser på.
Og når den slags samtaler bliver en naturlig del af en relation, behøver du ikke gå og samle frustration sammen, indtil du til sidst trækker dig eller bliver meget vred.
Det er ikke kun vigtigt at kunne stå ved sit nej. Det er også vigtigt at kunne tale om det, der sker, når du oplever, at dit nej bliver ignoreret.
Hvis du oplever, at dine nej’er ikke bliver taget alvorligt i dine relationer, er mit onlinekursus Lær at sætte grænser udviklet til netop den slags situationer.
Kurset handler ikke kun om at lære at sige nej. Du lærer også, hvordan du kan håndtere samtalen omkring dine grænser, når den anden reagerer på dem på en måde, du ikke havde håbet.
Og du arbejder ikke kun med mine eksempler.
Du kan tage udgangspunkt i dine egne konkrete situationer og de områder i dit liv, hvor du gerne vil blive bedre til at sætte grænser. På den måde kan du bruge det, du lærer, på de relationer og samtaler, som faktisk fylder hos dig.
Du kan arbejde med materialet i dit eget tempo og tage det over flere aftener, hvis det passer bedst ind i din hverdag.
For det handler ikke kun om at kunne stå fast på et nej.
Det handler også om at kunne tale om det, der sker, når dit nej ikke bliver mødt, som du havde brug for.
The post Hvordan siger man fra over for en veninde, der ignorerer ens nej? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvordan siger man fra over for en veninde, der forventer svar med det samme? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Du får en besked fra din veninde.
Hun spørger dig om noget, og du kan mærke, at hun gerne vil have et svar.
Helst nu.
Men du er ikke klar til at svare.
Du har brug for lige at tænke dig om. Måske vil du sove på det. Måske har du brug for at mærke efter, før du ved, hvad du egentlig mener.
Og så kan presset komme.
“Hun venter jo på mit svar.”
“Hvorfor kan jeg ikke bare svare?”
“Nu spørger hun igen.”
“Jeg har jo ikke tænkt mig færdig endnu.”
Det kan være svært at sige fra over for en veninde, der forventer svar med det samme, når du egentlig bare har brug for lidt mere tid.
For er det overhovedet rimeligt at have brug for tid til at tænke sig om?
Det kan være frustrerende, når du og din veninde har forskellige behov for tempo.
Hun vil gerne vide, hvad du tænker.
Du har brug for lidt tid, før du ved, hvad du tænker.
Og jo mere hun spørger efter et svar, jo mere kan du mærke presset.
Måske har du mest lyst til bare at svare et eller andet for at få situationen til at falde til ro.
Men det er ikke nødvendigvis det samme som at være klar til at svare.
For nogle gange har du faktisk brug for at tænke dig om.
Du vil gerne give et ordentligt svar frem for et hurtigt svar.
Og det kan være svært, når den anden allerede står og venter på det.
Det er svært at mærke, hvad du selv har brug for, når den anden allerede venter på dit svar.
Når man oplever pres for at svare hurtigt, lyder rådene ofte:
“Så sig bare, at du ikke vil svare endnu.”
“Du behøver ikke være tilgængelig hele tiden.”
“Du skylder ikke nogen et svar med det samme.”
Der kan være noget vigtigt i det.
Du behøver ikke nødvendigvis at have et svar, bare fordi en anden gerne vil have et.
Men hvis det er en veninde, du gerne vil have en god relation til, handler det ikke kun om, hvorvidt du siger ja eller nej.
Der kan også være noget vigtigt at tale om i selve forskellen mellem jer.
Hun vil gerne have et svar nu.
Du har brug for tid.
Og den forskel behøver ikke betyde, at nogen af jer gør noget forkert.
I mit onlinekursus arbejder jeg netop med, hvordan man kan navigere samtaler om sine grænser, når relationen betyder noget.
Ja.
At have brug for tid til at tænke sig om kan være en helt naturlig del af den måde, du træffer beslutninger på.
Nogle mennesker ved hurtigt, hvad de mener.
Andre har brug for at tænke over tingene først.
Nogle spørgsmål er nemme at svare på med det samme.
Andre kræver, at man lige får lov til at tænke.
Det betyder ikke, at du er ligeglad med din veninde.
Og det betyder heller ikke, at hendes ønske om et hurtigt svar er forkert.
I kan ganske enkelt have forskellige behov.
Det interessante er derfor ikke nødvendigvis, hvem der har det rigtige tempo.
Det interessante er, om der er plads til at tale om forskellen.
Du må gerne have brug for tid til at tænke dig om, selvom den anden gerne vil have et svar nu.
Det er let kun at se selve spørgsmålet:
“Hvad svarer jeg?”
Men nogle gange er der også en anden samtale, der er vigtig.
Nemlig samtalen hvor i begge ender med at forstå hinanden – forstå hvordan I hver især har brug for at være i den slags situationer.
Måske har din veninde brug for et svar hurtigt, fordi hun gerne vil vide, hvor hun står.
Måske har du brug for tid, fordi du gerne vil tænke dig om, før du tager stilling.
Det er to forskellige behov.
Og i en god relation behøver forskellige behov ikke at blive et problem.
Man kan tale om dem.
Det betyder ikke, at du altid skal have lige så lang tid, som du kunne ønske dig, eller at din veninde altid skal vente.
Det betyder, at forskellen mellem jer kan blive noget, I forstår bedre, i stedet for noget der skaber pres og irritation.
Når du ikke længere føler, at du skal give et hurtigt svar, bare fordi den anden gerne vil have det, kan der komme mere ro omkring dine beslutninger.
Du kan få den tid, du har brug for.
Din veninde kan bedre forstå, hvad dit behov for tid betyder.
Og I kan tale om jeres forskellige tempoer i stedet for at lade dem skabe misforståelser.
Det betyder ikke, at hun aldrig kommer til at spørge efter et svar igen.
Og det betyder heller ikke, at du aldrig skal tage hensyn til, at hun venter.
Men forskelligt tempo behøver ikke at gøre relationen vanskelig.
Når der er plads til at tale om det, kan det faktisk blive lettere at være sammen.
En god relation kræver ikke, at I altid har brug for det samme. Den kræver, at der er plads til at tale om forskellene.
Hvis du ofte oplever, at en veninde forventer et svar, før du selv er klar til at give det, og du gerne vil kunne tale om det uden at skabe afstand, kan mit onlinekursus Lær at sætte grænser hjælpe dig.
Du lærer en praktisk metode til at håndtere samtaler, hvor du både har brug for at holde fast i noget, der er vigtigt for dig, og samtidig gerne vil passe på relationen.
Du får konkrete eksempler og redskaber, som du kan arbejde med i dit eget tempo. Du behøver ikke tage det hele på én gang, men kan tage materialet over flere aftener og vende tilbage til det, når du møder en situation, hvor du har brug for det.
For det handler ikke om altid at få din vilje.
Det handler om at kunne tale om dine grænser på en måde, der gør relationen lettere at være i.
The post Hvordan siger man fra over for en veninde, der forventer svar med det samme? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>