The post Hvordan håndterer man uenighed uden at trække sig? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Det er jo faktisk ikke kun selve uenigheden, der er svær.
Det er hele det her med at håndtere den i samtalen…
er det ikk?
Det er det øjeblik, hvor du mærker:
Åh jeg vil ikke det her.
Nu orker jeg ikke mere.
Du har sagt, hvad du mener.
Du har fortalt, hvad du har valgt.
Den anden er uenig.
“Men hvorfor gør I sådan?”
“Det synes jeg altså ikke er en god idé.”
“Hvis det var mig, ville jeg gøre noget helt andet.”
Og så begynder samtalen at føles som noget, du skal komme igennem med et godt forsvar og de bedste argumenter.
Du kan mærke behovet for at forklare dig.
For at få den anden til at forstå.
For at få dem til at se det fra din side.
Og hvis det ikke lykkes, kan det være fristende at trække sig.
Stoppe samtalen.
Gå væk.
Sige:
“Det gider jeg faktisk ikke diskutere.”
Det kan føles som den eneste måde at få ro på.
Men der findes en anden mulighed.
Vi har alle sammen forskellige meninger.
Det er helt almindeligt.
Problemet opstår, når den andens mening begynder at føles som noget, du skal gøre noget ved.
Du siger for eksempel til din familie, at I har valgt at gøre noget på en bestemt måde.
De er ikke enige.
Så begynder du at forklare.
Du fortæller, hvorfor I har valgt sådan.
De kommer med deres synspunkt.
Du forklarer lidt mere.
De har stadig en indvending.
Og så kan du pludselig sidde med følelsen af, at samtalen ikke lykkes.
For du havde måske en forestilling om, hvor den skulle ende.
Den anden skulle forstå dig.
De skulle kunne se, hvorfor dit valg giver mening.
Måske skulle de endda acceptere det.
Når det ikke sker, føles det som om, samtalen er gået i stå.
Det er dér, du kan få lyst til at trække dig.
For hvis du ikke kan få den anden med, hvad skal du så stille op med samtalen?
Du kan blive så optaget af at få dit synspunkt igennem, at selve samtalen kommer til at føles som en kamp.
Og når samtalen føles som en kamp, er det ikke mærkeligt, at du får lyst til at gå ud af den.
Det svære er derfor ikke altid, at I er uenige. Det svære kan være følelsen af, at samtalen skal ende med, at den anden forstår eller accepterer dit valg.
Det svære er derfor ikke altid, at I er uenige. Det svære kan være følelsen af, at samtalen skal ende med, at den anden forstår eller accepterer dit valg.
Når man har sagt fra og møder modstand, får man tit nogle ret forskellige råd.
Det ene råd er:
“Forklar dig.”
Giv en god grund.
Fortæl, hvorfor du har valgt, som du har.
Så forstår den anden dig bedre.
Det kan da også virke oplagt.
Hvis de bare forstår din grund, tænker du måske, så falder det hele på plads.
Men så kommer der et:
“Ja, men…”
Og så forklarer du lidt mere.
“Jo, men…”
Så kommer der endnu en forklaring.
På den måde kan samtalen hurtigt blive til en lang række argumenter for og imod dit valg.
Et andet råd går i den modsatte retning:
“Du skylder ingen en forklaring.”
“Bare sig nej.”
“Nej er en hel sætning.”
Det kan være en god lettelse, hvis du plejer at forklare dig meget.
Men hvis du bruger det til at lukke en samtale, der egentlig har brug for at blive ført videre, kan du ende med at trække dig på en anden måde.
Du har måske fysisk ikke forladt samtalen.
Men du har lukket døren.
Og den anden står stadig med sin mening, sin reaktion og sine spørgsmål.
Ingen af delene hjælper dig særlig meget, hvis det egentlige ønske er at kunne blive i samtalen uden at ende i konflikt.
For problemet er ikke nødvendigvis, om du forklarer meget eller lidt.
Det er, hvad du forsøger at få samtalen til at gøre.
Hvis du gerne vil kunne blive i samtalen, når du siger fra, er det værd at se nærmere på selve samtalen og ikke kun på de ord, du bruger.
Det er også en del af det, jeg arbejder med i mit onlinekursus.
En samtale mellem to mennesker behøver ikke have en vinder.
I behøver ikke ende med den samme mening.
Du behøver ikke få den anden til at indrømme, at dit valg er det rigtige.
Og den anden behøver heller ikke overbevise dig om deres synspunkt.
Hvis det er det, samtalen skal føre til, bliver uenigheden et problem, der skal løses.
Så forsvarer du dit valg.
Den anden forsvarer sit.
Du argumenterer.
Den anden argumenterer.
Til sidst er der ikke meget samtale tilbage.
Der er to mennesker, der forsøger at få den anden til at flytte sig.
Og hvis du kan mærke, at du ikke kan få det til at lykkes, kan det være meget nærliggende at trække sig.
Men tænk på, hvad der sker, hvis samtalen ikke skal vindes.
Så behøver du ikke få den anden til at give dig ret.
Du behøver ikke finde det perfekte argument.
Du behøver ikke få den sidste bemærkning.
Du kan godt blive siddende, selvom I stadig mener noget forskelligt.
Samtalen kan godt være god, selvom uenigheden ikke forsvinder.
Det er måske den vigtigste forskel på at være uenig og på at ende i konflikt.
Uenigheden er ikke det, der får dig til at skulle trække dig. Det er forestillingen om, at samtalen skal vindes, der gør det svært at blive i den.
Uenigheden er ikke det, der får dig til at skulle trække dig. Det er forestillingen om, at samtalen skal vindes, der gør det svært at blive i den.
Hvis samtalen ikke skal vindes, kan du være i den på en anden måde.
Du kan høre den anden uden straks at skulle finde et svar.
Du kan fortælle, hvad du selv tænker, uden at gøre det til et argument, der skal slå den anden.
Og du kan blive ved med at være i samtalen, selvom I ikke ender samme sted.
Det gør en forskel.
For når du ikke hele tiden skal forsvare dit valg, bliver der plads til faktisk at høre, hvad den anden prøver at sige.
Det kan også gøre samtalen mere åben.
Pludselig er det muligt at opdage et synspunkt, du ikke selv havde tænkt på.
Du kan få en ny idé.
Den anden kan få en ny idé.
I kan undersøge noget sammen.
Det betyder ikke, at du skal ændre mening.
Og det betyder heller ikke, at det er målet at blive enige.
Men det er svært at lære noget nyt af hinanden, hvis hele samtalen går med at forsvare sin egen position.
Når der ikke står to forsvarstaler over for hinanden, bliver der mere plads til en rigtig samtale.
Det er netop den del af grænsesætningen, jeg arbejder med i Lær at sætte grænser. Du lærer ikke kun om selve grænsen, men om hvordan du kan navigere den samtale, der opstår, når den anden ikke ser tingene på samme måde som dig.
Du behøver heller ikke presse samtalen frem mod et bestemt resultat.
I kan tale om det.
Høre hinanden.
Være uenige.
Og så ende samtalen.
Ikke som vindere og tabere.
Bare som to mennesker, der ser forskelligt på noget.
Det giver en helt anden oplevelse bagefter.
Du behøver ikke gå hjem og tænke over, om du skulle have forklaret dig mere.
Du behøver ikke spekulere på, om du var for hård.
Og du behøver ikke have følelsen af, at du enten skulle give efter eller trække dig.
Samtalen kan faktisk have bragt jer tættere på hinanden, selvom I stadig er uenige.
For en god samtale kan give plads til forskellighed uden at skabe afstand.
Du kan stå ved dit valg.
Den anden kan stå ved sit.
Og relationen kan stadig være god.
Det er dét, der gør det muligt at blive i samtalen uden at trække sig.
For en god samtale kan give plads til forskellighed uden at skabe afstand.
Hvis du genkender det her, er det måske ikke flere argumenter, du mangler.
Du har heller ikke brug for at lære at lukke samtalen hurtigere.
Du har brug for at kunne håndtere den samtale, der opstår, når du siger fra, og den anden ikke er enig.
For det er dér, det kan blive svært.
Du har taget dit valg.
Du har sagt, hvad du vil.
Og nu skal du kunne blive i samtalen uden at gøre den til en kamp om, hvem der har ret.
Det er en konkret færdighed, du kan lære.
I Lær at sætte grænser får du en konkret og enkel metode til at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
Kurset foregår online og består af cirka en times lyd samt et arbejdshæfte, som du kan bruge hjemme i dit eget tempo.
Det er til dig, der gerne vil kunne sige fra og samtidig passe på relationen omkring dig.
For hvis du i dag enten ender med at argumentere dig gennem uenigheden eller trække dig fra samtalen, er der en tredje mulighed.
Du kan lære at blive.
Du kan lære at navigere samtalen.
Og du kan opleve, at I ikke behøver være enige for at komme godt ud på den anden side.
The post Hvordan håndterer man uenighed uden at trække sig? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvordan siger man sin mening, når man er konfliktsky? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Du har en mening, du gerne vil sige højt.
Du synes måske, at noget bliver gjort på en dårlig måde. Du er uenig i en idé. Eller der er en bestemt opførsel, du gerne vil sige fra overfor.
Du vil egentlig gerne sige, hvad du mener, fordi du gerne vil have, at noget bliver anderledes.
Men du er konfliktsky.
Og så kan det være svært at få sagt det.
For hvad sker der, når du siger din mening? Bliver den anden sur? Bliver der dårlig stemning? Kommer I til at diskutere?
Det er nemmere at holde mund end at risikere en reaktion, du ikke ved, hvordan du skal håndtere.
Kender du det?
Du har en mening, du gerne vil sige, men frygten for reaktionen får dig til at holde igen.
Det bliver især svært, når det, du gerne vil sige, handler om en anden person eller om deres opførsel.
Din svigermor har en idé til, hvordan I skal gøre med børnene. Du har en klar mening om hendes idé, men også om det, at hun overhovedet blander sig.
Du vil gerne sige fra.
Men hvordan får du sagt, at du ikke synes, det er en god idé, uden at gøre relationen sværere?
Når man er konfliktsky, føles det nemmere helt at lade være med at sige noget. Du tænker måske, at det ikke er besværet værd…
Så slipper du også for den uenighed, der kan komme, når du fortæller en anden, hvad du synes om det, de gør eller den de er.
En mening om en anden persons handlinger eller idéer kan hurtigt blive noget, den anden kan være enig eller uenig i.
Og hvis I begge begynder at argumentere for hver jeres mening, er vejen til en ubehagelig diskussion ikke lang.
Det er ikke mærkeligt, at du holder igen, hvis du ikke ved, hvad du ellers skal gøre.
Du har en mening, du gerne vil sige, men frygten for reaktionen får dig til at holde igen.
Du kan finde mange råd om, hvordan du skal sige din mening, også når du er konfliktsky.
Brug jeg-sprog.
Sig det direkte.
Vær tydelig.
Sig tingene roligt.
Formulér dig positivt.
Og det kan være brugbare råd – men der er noget der er meget vigtigere, hvis du spørger mig, især når du vil sige din mening.
Og det er at vi bliver på vores egen banehalvdel.
Der er forskel på:
“Jeg synes, det er en dårlig idé, du kommer med.”
og:
“Jeg kan mærke, at det ikke er det rigtige for mig.”
For der er en forskel på din mening og din grænse.
Den sidste formulering fortæller, hvad du selv mener eller ønsker og du kan bruge den til at sætte en tydelig grænse, hvor du bliver på din egen bane.
Den anden kommer hurtigt til at handle om den anden persons måde at være på, og kan hurtigt ende i en ubehagelig samtale om hvem der har ret.
Hvis du gerne vil blive bedre til at sige fra og blive på din egen banehalvdel under hele samtalen, kan Lær at sætte grænser være en hjælp.
Kurset giver konkrete redskaber til de situationer, hvor du gerne vil være tydelig og sige fra, og samtidig også gerne vil kunne håndtere det, der følger med; for eksempel reaktioner, spørgsmål og argumenter.
Du må gerne have en mening om andre mennesker eller det de gør eller ikke gør.
Du må gerne synes, at din svigermor blander sig for meget. Du må gerne synes, at en kollegas idé er dårlig. Du må gerne synes, at en bestemt måde at tale til dig på er uforskammet.
Men din mening om den anden er ikke det samme som din grænse.
Din mening kan være:
“Hun blander sig for meget.”
Din grænse kan være:
“Jeg vil selv bestemme, hvordan vi gør med vores børn.”
Det er to forskellige ting.
Du behøver ikke have din svigermor til at forstå, at hun blander sig for meget – for at kunne sætte din grænse.
Hun må gerne have en mening om dig, dine valg og den måde, du gør tingene på.
Når du sætter en grænse, er det ikke hendes mening, du skal have ændret. Du skal være tydelig omkring, hvad du selv vil eller ikke vil være med til.
Det er det, der ligger i at holde sig på egen banehalvdel.
Og du skal selvfølgelig være tydelig og blive på din egen banehalvdel gennem hele samtalen.
Også når hun stiller spørgsmål, argumenterer eller på anden måde reagerer på din grænse.
Din mening er din vurdering af noget. Din grænse handler om, hvad du selv vil eller ikke vil være med til.
At holde sig på egen banehalvdel betyder ikke, at du skal holde dine meninger for dig selv.
Hvis nogen spørger dig, om du synes, deres idé er god, må du gerne sige nej.
Meninger har deres plads. De bliver først vanskelige, når de bliver brugt til at få den anden til at forstå, indrømme eller acceptere, at din vurdering er den rigtige.
Når du sætter en grænse, hjælper det at vide, hvad der faktisk er dit.
Den anden kan stadig være uenig. De kan spørge, protestere eller komme med deres egen mening.
Og sådan fortsætter samtalen.
Men når du ved helt konkret, hvordan du bliver på din egen banehalvdel, har du noget at holde fast i, når den anden reagerer – uanset hvordan de reagerer. Du kan høre, hvad den anden siger og stå ved det du selv mener, uden at samtalen behøver at blive til en diskussion om, hvis mening der er rigtig.
Det er her, du har brug for mere end en enkel god formulering. Du har brug for at kunne navigere i det, der sker, når den anden svarer, stiller spørgsmål, forsvare sig eller hvad samtalen nu byder på.
Det er også en del af det, du lærer i Lær at sætte grænser. Du får redskaber til at håndtere selve samtalen, så du kan stå ved din grænse, også når den anden ikke reagerer, som du havde regnet med eller håbet.
Du kan godt sige:
“Det synes jeg ikke er en god idé.”
Og den anden kan svare:
“Det synes jeg faktisk, det er fordi…”
Det behøver ikke betyde, at du nu skal bevise, hvorfor du har ret eller hvordan den anden tager fejl.
Hvis der samtidig er en grænse, kan du holde fast i den uden at kræve, at den anden skal være enig i din vurdering.
Det giver plads til, at I kan mene forskellige ting.
Du kan også sige fra over for noget, du ikke vil være med til, uden at skulle forklare alt, hvad du synes er forkert ved den anden persons måde at gøre tingene på.
Du kan godt have en anden mening end den anden og samtidig stå ved din egen grænse.
Forskellen ligger i, at uenigheden ikke behøver at bestemme, om du overhovedet tør sige fra.
Du kan godt have en anden mening end den anden og samtidig stå ved din egen grænse.
Du behøver ikke holde op med at være konfliktsky for at begynde at sige din mening.
Du må gerne være uenig og usikker på samme tid.
Det afgørende er at kunne kende forskel på din mening og din grænse.
Derefter skal du kunne blive på egen banehalvdel og navigere samtalen, når den udspiller sig mellem dig og din relation.
Det er netop det, Lær at sætte grænser kan hjælpe dig med. Du lærer konkrete redskaber til at sige til og fra og til at føre samtaler om dine grænser, også når du på forhånd ved, at det ikke er den slags samtaler, du føler dig mest tryg ved.
Du skal ikke lære at vinde diskussioner.
Du skal lære at undgå reaktioner.
Du skal lære at kunne sige det, du mener, sætte dine grænser og blive i samtalen uden at lade frygten for uenighed bestemme det hele.
The post Hvordan siger man sin mening, når man er konfliktsky? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvorfor bliver jeg stille i konflikter? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Hvis du bliver stille i konflikter, har du måske prøvet at gå hjemmefra med en helt klar idé om, hvad du gerne vil sige.
Du har måske tænkt:
“Det her vil jeg altså sige fra overfor.”
Du ved, hvor din grænse går.
Du ved, hvad du mener.
Og du ved egentlig også, hvad du gerne vil have sagt.
Men så står du pludselig overfor personen.
Og så siger den anden noget.
Måske bliver hun ked af det.
Måske bliver han irriteret.
Måske stiller den anden et spørgsmål, du ikke havde regnet med.
Måske siger personen:
“Det synes jeg da er lidt mærkeligt.”
Eller:
“Hvorfor skal det pludselig være et problem?”
Og så sker der noget, du selv har svært ved at forstå.
Du går i stå.
Det kan føles næsten som et blackout.
Du ved, at du har noget, du gerne vil sige, men du kan ikke finde ordene.
Eller du finder dem, men de kommer ud på en helt anden måde, end du havde tænkt.
Du bliver kort.
Du begynder at forklare dig.
Du får sagt noget, du bagefter ville ønske, du havde sagt anderledes.
Eller du siger slet ikke noget.
Så står du måske der og tænker:
“Hvorfor sagde jeg ikke bare det?”
For når du kommer hjem igen, kommer ordene tilbage.
Pludselig ved du præcis, hvad du kunne have sagt.
Du kunne have sagt nej.
Du kunne have forklaret din grænse.
Du kunne have svaret på spørgsmålet.
Du kunne have sagt fra.
Men i selve situationen var det, som om du ikke kunne få fat i det.
Og det er frustrerende, når du faktisk gerne vil kunne sætte grænser og sige fra, men bliver stille, når samtalen bliver svær.
Det er ofte først bagefter, det går op for dig, hvor meget du faktisk havde tænkt over samtalen.
Du havde måske allerede besluttet dig.
Du skulle sige til din mor, at du ikke kunne komme til endnu en familiefødselsdag.
Du skulle sige til din veninde, at du ikke havde lyst til at høre flere kommentarer om dit valg.
Du skulle bede et familiemedlem om at stoppe med noget, der blev ved med at overskride din grænse.
Hjemmefra virker det overskueligt.
Du ved, hvad du vil sige.
Men i situationen kommer der et menneske på den anden side.
Og det menneske har også noget at sige.
Du siger:
“Vi kommer ikke på søndag.”
Og den anden svarer:
“Ej, hvorfor ikke?”
Du ved godt, hvorfor.
Men lige pludselig skal du både forholde dig til spørgsmålet, den andens reaktion og det, du selv havde besluttet dig for at sige.
Og så kan du mærke, at du mister overblikket.
Du prøver måske at finde den rigtige formulering.
Du tænker på, hvordan det kommer til at lyde.
Du prøver at undgå at gøre den anden ked af det.
Og samtidig skal du holde fast i det, du egentlig ville sige.
Det er mange ting at holde styr på på én gang.
Hvis den anden så siger noget, du ikke havde forberedt dig på, kan det være endnu sværere.
Du havde forberedt dig på at sige nej.
Du havde ikke forberedt dig på svaret:
“Så synes jeg faktisk, du er urimelig.”
Og så står du dér.
Hvad siger du nu?
Det er her, mange ender med at gå tilbage til det, der føles tryggest.
De trækker sig.
De forklarer sig.
De ændrer deres svar.
Eller de bliver stille.
Det er ikke, fordi du ikke ved, hvad du vil sige. Det svære er at finde ud af, hvad du skal gøre, når den anden svarer tilbage.
Når man fortæller, at man bliver stille i konflikter, er der nogle råd, man hurtigt møder.
Du skal bare sige, hvad du mener.
Du skal ikke tænke så meget over, hvad andre tænker.
Du skal stole mere på dig selv.
Du skal være mere direkte.
Du skal lære at sige fra.
Du skal ikke være så bange for at gøre andre sure.
Og hvis du ser dig selv som konfliktsky, kan rådet også være, at du skal arbejde med at blive mindre konfliktsky.
Det lyder jo egentlig meget enkelt.
For hvis du bare kunne være mere sikker på dig selv, ville du også kunne få sagt det, du gerne vil sige.
Men der er forskel på at vide, at man skal sige fra, og på at vide, hvad man gør, når samtalen ikke går, som man havde forestillet sig.
For du kan godt gå ind i en samtale med masser af mod.
Du kan godt have besluttet dig for, at du denne gang ikke vil holde igen.
Og så siger den anden noget, du ikke havde forventet.
Så står du stadig med den samme situation.
Det er også derfor, at jeg med Lær at sætte grænser har valgt at arbejde meget konkret med selve grænsesætningen og de samtaler, der følger med.
For det er én ting at vide, at du skal sige fra.
Noget andet er at vide, hvordan du holder fast i en god samtale, når der kommer en reaktion fra den anden side.
Og den forskel er vigtig.
Prøv at se på situationen igen.
Du har sagt:
“Jeg vil gerne bede dig om at ringe, inden du kommer.”
Og den anden svarer:
“Ej, det har jeg da aldrig gjort før. Hvorfor er det pludselig nødvendigt?”
Nu skal du ikke længere bare sætte din grænse.
Nu skal du håndtere holdninger, reaktioner og spørgsmål.
Og hvis du ikke ved, hvordan du skal navigere samtalen, kan du hurtigt begynde at lede efter en vej ud.
Du forklarer lidt mere.
Du prøver at få den anden til at forstå.
Du kommer med undskyldninger.
Du bliver stille.
Eller du siger:
“Det er også lige meget.”
Selvom det ikke er lige meget.
Og så kan det bagefter føles, som om du bare ikke er god nok til konflikter.
Men det er en anden måde at se situationen på.
For du står i en samtale, hvor du både skal holde fast i din egen grænse og forholde dig til et andet menneskes reaktion.
Det er noget, man kan lære at håndtere.
Du kan lære at finde tilbage til det, du egentlig ville sige, når samtalen tager en drejning.
Du kan lære at blive i samtalen, selvom du bliver nervøs.
Du kan lære at møde den andens reaktion uden at opgive din grænse.
Og du kan lære at føre samtalen videre, så uenigheden ikke automatisk får samtalen til at ryge af sporet.
Det er den egentlige forskel.
Du skal ikke være perfekt til at finde de rigtige ord på forhånd.
Du skal lære at navigere, når samtalen faktisk sker.
Du skal lære at navigere, når samtalen faktisk sker.
Når du har noget at navigere efter, bliver situationen en anden.
Ikke fordi du pludselig ved præcis, hvad den anden vil sige.
Det gør du ikke.
Og du kommer heller ikke til at kunne forberede dig på alle mulige reaktioner.
Forskellen er, at du ikke længere behøver at have hele samtalen planlagt hjemmefra for at kunne tage den.
Du kan gå ind i samtalen med din grænse.
Så kan du lytte til den anden.
Høre, hvad der bliver sagt.
Og stadig have fokus på, hvad du selv kom for at sige.
Hvis du bliver usikker undervejs, kan du finde tilbage.
Hvis den anden bliver ked af det, kan du forholde dig til det.
Hvis den anden er uenig, kan du blive i samtalen.
Hvis samtalen begynder at bevæge sig væk fra det, du egentlig ville tale om, kan du føre den tilbage.
Det er også den vinkel, jeg selv arbejder ud fra i Lær at sætte grænser.
Jeg er interesseret i det sted, hvor en grænse møder et andet menneske.
For det er dér, grænsesætning bliver til en samtale.
Og det er dér, du har brug for at vide, hvordan du kan stå ved det, du siger, uden at gøre den anden forkert.
Du kan godt være nervøs og stadig have noget at holde fast i.
Du kan godt være konfliktsky og stadig lære at føre en samtale.
Du kan godt være usikker på den andens reaktion og stadig sætte din grænse.
Det er den mulighed, konkrete redskaber til samtalen giver dig.
Du kan godt være nervøs og stadig have noget at holde fast i.
Det er her, forskellen bliver mærkbar i hverdagen.
Du står ikke længere nødvendigvis og venter på, at du skal føle dig helt klar, før du siger fra.
Du kan tage samtalen, selvom du er nervøs.
Du kan sige nej, selvom du ved, at den anden ikke bliver glad.
Du kan sætte en grænse, selvom du ikke ved, hvad den anden kommer til at svare.
Og hvis du pludselig bliver i tvivl om, hvad du skal sige, har du noget at falde tilbage på.
Det gør det lettere at blive i samtalen.
Det gør det lettere at få sagt det, du faktisk mener.
Og det gør det lettere at tage de samtaler, som du tidligere ville have gået udenom.
Du kan få sagt fra over for noget, der bliver ved med at ske.
Du kan tage en snak med et menneske, du holder af, selvom du ved, at I ikke ser ens på sagen.
Du kan sætte en grænse uden at have brug for, at den anden først siger:
“Det forstår jeg godt.”
For en god samtale kræver ikke, at I er enige om alt.
Den kræver, at du kan være i den, når I ikke er enige.
Det kan også give en helt anden ro bagefter.
Ikke fordi samtalen altid bliver rar.
Ikke fordi den anden altid reagerer, som du håber.
Men fordi du ved, at du fik sagt det, du havde brug for at sige, og at du kunne blive i samtalen bagefter.
Du behøver ikke længere lade frygten for konflikter bestemme, om du overhovedet tager samtalen.
Hvis du bliver stille i konflikter, selvom du egentlig ved, hvad du gerne vil sige, er det værd at se på selve situationen.
For det svære er ikke altid at vide, hvor din grænse går.
Det svære kan være, hvad du gør, når din grænse møder et andet menneske.
Du kan lære at navigere den del.
Det er det, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
Kurset foregår hjemme hos dig selv, så du kan tage undervisningen i dit eget tempo og arbejde med det, du lærer, mens du sidder med dine egne situationer i tankerne. Du kan også vende tilbage til undervisningen igen, når du har brug for det.
Du behøver ikke først blive bedre til konflikter.
Du behøver ikke vente på, at du bliver helt rolig.
Og du behøver ikke finde de perfekte ord, før du tør tage samtalen.
Du kan lære at sætte en grænse og finde vej videre, når den anden svarer.
Så bliver det muligt at få sagt det, du faktisk mener.
At sige fra, når du har brug for det.
Og at føre samtalen videre, så den ikke behøver at ende i konflikt, bare fordi I er uenige eller har forskellige behov.
The post Hvorfor bliver jeg stille i konflikter? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvorfor undgår jeg konflikter? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Hvis du undgår konflikter, kender du sikkert følelsen af at have noget, du gerne vil sige, men alligevel lade være.
Det kan være, når du gerne vil sige nej til en invitation.
Når du gerne vil bede et familiemedlem om at stoppe med noget.
Når nogen siger noget, du ikke er enig i.
Eller når en situation bliver ved med at overskride en grænse, du egentlig gerne vil sætte.
Du ved godt, hvad du mener.
Du ved også godt, hvad du gerne vil have skal være anderledes.
Men så kommer tankerne om, hvad der sker, hvis du siger det højt.
Hvad hvis den anden bliver sur?
Hvad hvis hun bliver ked af det?
Hvad hvis han bliver skuffet?
Hvad hvis I begynder at diskutere?
Hvad hvis stemningen bliver dårlig?
Hvad hvis det ender med, at I bliver uvenner?
Og pludselig virker det lettere at lade være.
Du siger ja i stedet for nej.
Du lader emnet ligge.
Du håber, at situationen løser sig af sig selv.
Men du vil egentlig gerne kunne sige fra.
Du vil gerne kunne sætte en grænse.
Du vil bare gerne vide, hvordan du gør det uden at ende i den konflikt, du prøver at undgå.
Når du overvejer at sige fra, foregår der ofte allerede en hel samtale inde i hovedet.
Du har for eksempel besluttet, at du ikke vil med til endnu en familiefødselsdag.
Du ved godt, at du har brug for at blive hjemme.
Men så forestiller du dig, hvad der kommer bagefter.
“Ej, det er da også ærgerligt.”
“Kan I ikke bare komme et par timer?”
“Vi ser jo næsten aldrig hinanden.”
“Er der noget galt?”
Og så er dit nej pludselig blevet til en hel situation, du skal håndtere.
Du skal forholde dig til skuffelsen.
Til spørgsmålene.
Til den dårlige stemning.
Til risikoen for en diskussion.
Måske er det ikke engang sikkert, at den anden vil reagere sådan. Men du ved, at det kan ske, og det er nok til, at du begynder at overveje, om det overhovedet er værd at sige fra.
Det samme kan ske, når du gerne vil sætte en grænse over for noget, der er blevet gentaget mange gange.
Du ved, at du er nødt til at tage snakken.
Men du ved også, at der kan komme en reaktion, og det kan udvikle sig til en svær situation.
Og hvis du helst vil være fri for den slags uenigheder og ubehageligheder, er det meget nemmere at lade grænsen blive inde i hovedet.
Og det er helt forståeligt.
Hvis man tidligere har oplevet, at uenighed førte til vrede, kritik, tavshed eller lange diskussioner, lærer man noget om, hvad man forbinder med at sige fra.
Man lærer måske, at det er tryggere at holde igen.
At det er nemmere at give efter.
At man kan undgå en masse uro ved bare at lade tingene ligge.
Men uanset hvorfor du har lært det, står du stadig med det samme problem i dag:
Du har en grænse, du gerne vil sætte.
Du kan godt vide, hvad du vil, og stadig undgå konflikten, fordi du er bange for det, der kan ske, når du siger fra.
Når man gerne vil forstå, hvorfor man undgår konflikter, støder msn på begrebet; konfliktsky.
Og måske tror man derefter på, at man skal være mere modig for at ikke at ville undgå konflikter.
At man skal stå stærkere i sig selv.
Man skal lære at sige sin mening og stå ved den.
Man skal ikke være så bange for, hvad andre tænker.
Man skal lære at sætte sig selv først.
At man skal stoppe med at være konfliktsky.
Og nogle af de råd kan da også lyde fornuftige.
For hvis du var helt rolig ved konflikter, ville det nok være lettere at sige fra.
Men rådene løser ikke det øjeblik, hvor du faktisk står over for et andet menneske.
Du har stadig den konkrete situation.
Du har stadig din grænse.
Og den anden står stadig over for dig med sin egen mening og sin egen reaktion.
Og der opstår en situation man skal kunne være i og navigere i.
Det er derfor, jeg har valgt en anden vinkel med Lær at sætte grænser. Her er fokus ikke på, at du skal lære at holde mere af konflikter eller blive en anden slags person. Fokus er på at give dig redskaber til at sætte grænser og håndtere de samtaler, der følger med.
For der er en forskel på at vide, at man skal være mere modig, og på faktisk at vide, hvad man skal gøre, når den anden reagerer.
Det er netop dét, der kan gøre en stor forskel for dig.
Forestil dig, at du siger:
“Nej, det har vi ikke lyst til.”
Den anden bliver skuffet.
Og så kommer der:
“Ej, hvorfor ikke?”
Du mærker, at du bliver usikker.
Nu kan samtalen gå mange veje.
Du kan begynde at forklare dig mere og mere.
Du kan forsøge at få den anden til at forstå, hvorfor dit nej er rimeligt.
Du kan trække dig.
Du kan blive irriteret.
Eller du kan give efter, fordi du gerne vil have situationen til at stoppe.
Hvis du ikke ved, hvordan du skal navigere samtalen, er det ikke mærkeligt, at du helst vil undgå den.
For så er det ikke bare et spørgsmål om at sætte en grænse.
Det er også et spørgsmål om, hvad du gør, når grænsen møder modstand.
Og det er her, jeg synes, der ligger en vigtig forståelse.
Du kan have alle mulige grunde til at undgå konflikter.
Du kan have erfaringer med dig.
Du kan være et menneske, der bliver påvirket af andres reaktioner.
Du kan have det svært med vrede, skuffelse eller dårlig stemning.
Men du kan stadig lære at navigere samtalen.
Du kan stå ved din grænse, selvom den anden ikke er enig.
Du kan møde den anden i den reaktion, der kommer, uden at give slip på det, du selv har sagt.
Og du kan være med til at holde samtalen på sporet, så den ikke udvikler sig til en konflikt, bare fordi I er uenige.
Der skal to til en konflikt.
Du kan ikke bestemme, hvordan den anden reagerer. Men du kan lære at håndtere situationen på en måde, der bidrager til, at samtalen ender godt.
Du behøver ikke lære at kunne lide konflikter for at kunne sætte grænser. Du skal lære at navigere samtalen.
Det interessante er, at du ikke behøver vente på, at du føler dig modig eller selvsikker.
Du kan være nervøs og stadig sætte en grænse.
Du kan være usikker på, hvordan den anden reagerer, og stadig sige nej.
Du kan synes, at uenighed er ubehagelig og stadig blive i samtalen.
For når du ved, hvad du skal holde fokus på i samtalen, bliver din egen nervøsitet ikke længere det eneste, du har at navigere ud fra.
Det giver dig noget konkret at gøre, når situationen opstår.
Og det er en vigtig forskel.
For hvis du tror, at du først skal blive mindre konfliktsky, før du kan sætte grænser, kommer du til at vente på en forandring i dig selv. En forandring du måske kan vente længe på.
Men hvis du i stedet lærer at navigere samtalen, kan du begynde der, hvor du er.
Det er også den vinkel, jeg selv arbejder ud fra i Lær at sætte grænser.
Jeg er optaget af det øjeblik, hvor en grænse møder et andet menneske. For det er dér, det bliver vigtigt, hvordan samtalen bliver ført videre.
Du skal kunne sige fra uden at gøre den anden forkert.
Du skal kunne stå ved dit nej uden at skulle få den anden til at være enig.
Og du skal kunne tage højde for relationen, samtidig med at din grænse bliver stående.
Det er netop derfor, mit kursus især giver mening for den, der genkender sig selv i at undgå konflikter. Du skal ikke først ændre på, hvordan du har det med uenighed. Du kan lære at håndtere selve situationen.
Når du kan navigere samtalen, får du en helt anden mulighed i de situationer, du tidligere har forsøgt at undgå.
Du kan tage snakken, selvom du ved, at den anden måske ikke bliver glad.
Du kan sige nej uden straks at tænke, at du skal trække det tilbage.
Du kan sætte en grænse over for noget, der bliver ved med at ske.
Og når den anden reagerer, behøver du ikke automatisk tænke, at nu er samtalen gået galt.
Du kan blive i den.
Du kan forholde dig til det, der bliver sagt.
Du kan føre samtalen videre.
Og du kan arbejde hen imod, at den ender et sted, hvor både din grænse og relationen er blevet taget alvorligt.
Det betyder ikke, at alle samtaler bliver behagelige.
Nogle mennesker bliver skuffede.
Nogle bliver vrede.
Nogle er uenige.
Det kan du ikke styre.
Men du kan få en oplevelse af, at du ikke længere behøver at gå uden om alle konflikter for at passe på relationerne omkring dig.
Du kan tage den samtale, du ellers ville have undgået.
Du kan sige det, du ellers ville have holdt tilbage.
Og du kan sætte den grænse, du allerede ved, at du har brug for.
Du behøver ikke længere lade frygten for konflikter bestemme, om du overhovedet tager samtalen.
Det er den forskel, gode redskaber til samtalen kan give.
Du behøver ikke længere lade frygten for konflikter bestemme, om du overhovedet tager samtalen.
Så hvorfor undgår du konflikter?
Fordi du har lært at forbinde dem med noget, du helst vil være fri for.
Det betyder ikke, at du skal lære at elske konflikter.
Og du behøver heller ikke først blive mere modig, mere sikker eller mindre påvirket af andre.
Du kan lære at sætte grænser og navigere de samtaler, der følger med.
Det er det, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
Du kan tage kurset hjemmefra, lytte til undervisningen i dit eget tempo og bruge arbejdshæftet til at arbejde med det, du lærer. På den måde kan du tage udgangspunkt i dine egne situationer og have materialet ved hånden, når du har brug for at vende tilbage til det.
Du behøver altså ikke vente på, at konflikter føles nemme.
Du kan lære at håndtere dem, når de opstår.
Og når du kan det, bliver det lettere at sige fra, sætte en grænse og samtidig holde fokus på den relation, du står i.
The post Hvorfor undgår jeg konflikter? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvorfor er jeg konfliktsky? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Hvis du ser dig selv som konfliktsky, har du sikkert lagt mærke til, at det især viser sig, når du skal sige fra og sætte en grænse.
Du ved godt, hvad du mener.
Du ved måske også godt, hvad du har lyst til.
Og du ved godt, når noget går over din grænse.
Alligevel kan det være overraskende svært at få sagt det.
Du har måske besluttet dig for at sige nej til noget. Men så begynder tankerne at komme.
Hvad hvis den anden bliver sur?
Hvad hvis hun bliver ked af det?
Hvad hvis han bliver skuffet?
Hvad hvis det ender i en diskussion?
Hvad hvis stemningen bliver dårlig?
Hvad hvis den anden synes, du er urimelig?
Og pludselig føles det nemmere at sige ja.
Så slipper du for den reaktion.
Måske lader du også være med at tage snakken overhovedet.
Du tænker, at det ikke er vigtigt nok.
Du venter til et bedre tidspunkt.
Du pakker din mening ind, så den ikke lyder for hård.
Eller du siger fra, men bruger bagefter en masse energi på at tænke over, hvordan det blev modtaget.
Det kan også være, at du først får sat grænsen, men begynder at tvivle, så snart den anden reagerer.
Var jeg for hård?
Burde jeg have sagt det på en anden måde?
Har jeg gjort hende ked af det?
Var det overhovedet nødvendigt at sige fra?
Og så er det nærliggende at tænke, at problemet ligger i dig.
Måske mangler du mod.
Måske er du for usikker på dig selv.
Måske tager du andre menneskers mening for alvorligt.
Måske er du bare ikke god til konflikter.
Men hvis du gerne vil forstå, hvorfor du er konfliktsky, er der noget interessant at kigge nærmere på.
For hvorfor bliver det så svært at sætte en grænse, når du egentlig godt ved, hvor din grænse går?
Der er forskel på at vide, hvad man vil, og på at føle sig tryg ved at sige det højt.
Forestil dig, at din familie spørger, om I kommer til endnu en sammenkomst.
Du har egentlig brug for at sige nej.
Det er ikke beslutningen, der er uklar.
Du har brug for en rolig weekend derhjemme.
Men så forestiller du dig den andens reaktion.
“Ej, det er da også ærgerligt.”
“Kom nu, vi ser jo næsten aldrig hinanden.”
“Er der noget galt?”
“Du kunne da godt lige have gjort en undtagelse.”
Nu handler situationen pludselig om meget mere end dit nej.
Du skal forholde dig til skuffelsen.
Til spørgsmålene.
Til den dårlige stemning.
Til risikoen for en diskussion.
Og måske ender du med at sige ja, selvom du egentlig havde brug for at sige nej.
Det er også her, ens tidligere erfaringer kan spille ind.
Vi har ikke alle lært det samme om uenighed og grænser. Nogle har oplevet, at man kunne være uenig uden det store drama. Andre har oplevet, at en grænse hurtigt blev mødt med vrede, tavshed, kritik eller en lang diskussion.
Den slags erfaringer kan selvfølgelig påvirke, hvordan man går ind i en svær situation.
Men de fortæller ikke hele historien.
For selv hvis du forstår præcis, hvorfor du bliver nervøs, når du skal sige fra, står du stadig med den samme situation.
Du skal stadig kunne sige nej.
Du skal stadig kunne sætte din grænse.
Og du skal stadig kunne håndtere det, der sker, når den anden reagerer.
Det er derfor, spørgsmålet ikke kun er, hvorfor du har det sådan.
Det er også værd at se på, hvad du har lært at gøre, når en samtale bliver svær.
Du kan godt vide, hvad du vil, og stadig blive usikker, når du ved, at den anden kan reagere.
Når man gerne vil forstå sin konfliktskyhed, er det oplagt at begynde at lede efter noget, man ville ønske var anderledes ved sig selv.
Måske tænker du:
Jeg er ikke modig nok.
Jeg skal lære at stole mere på mig selv.
Jeg skal blive bedre til at sige min mening.
Jeg bekymrer mig for meget om, hvad andre tænker.
Jeg ville ønske, jeg kunne være mere ligeglad.
Jeg burde være mere direkte.
Det er også den slags råd, man hurtigt støder på, når man søger efter, hvordan man kan blive mindre konfliktsky.
Og de peger alle sammen på dig.
På din modighed.
Din selvtillid.
Din måde at være på.
Og jo det giver da god mening, for hvis du kunne blive mere sikker og mindre bange for den andens reaktion, ville det også være lettere at sige fra.
Men der er et spørgsmål, som de råd ikke rigtig svarer på:
Hvad gør du i den konkrete situation, når du skal sætte en grænse over for et menneske, og du kan mærke, at du bliver usikker, eller du oplever er at den anden reagere?
For du kan sagtens beslutte dig for at være mere modig.
Men så kommer selve samtalen…
Og hvad gør du så helt konkret?
Det er netop her, mit kursus Lær at sætte grænser kan være relevant. Kurset er lavet til at give konkrete redskaber til at sætte grænser, stå ved dem og håndtere de reaktioner, der kan komme, når man gør det.
Men før vi går videre til, hvad man kan gøre, er der en vigtig ting at forstå om selve årsagen til, at konfliktskyheden fylder.
Dine erfaringer kan forklare noget.
Din personlighed kan forklare noget.
Og din frygt for konflikter kan forklare noget.
Men ingen af delene betyder, at du skal ændre din personlighed, før du kan lære at sætte grænser.
For tænk på, hvad der egentlig sker, når du står i situationen.
Du skal sige nej.
Den anden reagerer.
Du mærker måske nervøsiteten.
Og så skal samtalen videre.
Hvis du ikke ved, hvordan du skal navigere den, bliver det svært at vide, hvad du skal gøre med både din egen reaktion og den andens.
Så bliver det nemt at gå tilbage til det, du allerede kender.
Forklare lidt mere.
Forsvare dit valg.
Trække dig.
Give efter.
Eller forsøge at få den anden til at forstå din grænse, før du selv kan holde fast i den.
Det er ikke, fordi du mangler en bestemt personlig egenskab.
Du står i en situation, du ikke har lært at håndtere.
Og det er en vigtig forskel.
For du kan lære at navigere en samtale, selvom du stadig synes, det er ubehageligt at være uenig.
Du kan lære at sætte en grænse, selvom du bliver nervøs.
Du kan lære at møde en reaktion, selvom du bliver påvirket af den.
Du behøver ikke først blive mere modig for at kunne sætte grænser. Du kan lære at navigere samtalen, mens du er den, du er.
Det er den forståelse, jeg gerne vil have, at du tager med dig.
Du behøver ikke først blive mere modig for at kunne sætte grænser. Du kan lære at navigere samtalen, mens du er den, du er.
Det ændrer noget, når fokus flytter sig.
For så behøver du ikke stå foran en svær samtale og tænke:
Hvordan får jeg mig selv til at turde det her?
Du kan i stedet have fokus på, hvad der skal ske i samtalen.
Du kan stadig være den, der helst vil undgå konflikter.
Du kan stadig blive nervøs.
Du kan stadig ønske, at den anden bliver glad.
Og du kan stadig synes, det er ubehageligt, når nogen reagerer på din grænse.
Men du har noget at holde fast i, som ikke afhænger af, om du føler dig modig den dag.
Det er også den vinkel, jeg selv arbejder ud fra i Lær at sætte grænser.
Jeg er ikke optaget af at lære mennesker at blive hårdere eller mere ligeglade med deres relationer. Jeg er optaget af, hvordan man kan sætte en grænse på en måde, der tager selve samtalen alvorligt.
For en grænse står sjældent alene.
Der er et menneske på den anden side.
Der kommer en reaktion.
Der skal måske afklares noget.
Og samtalen skal gerne kunne fortsætte, uden at du enten opgiver din grænse eller får den til at udvikle sig til en unødvendig konflikt.
Det er her, konkrete redskaber gør en forskel.
Du behøver ikke vide på forhånd, at du kan håndtere enhver reaktion perfekt.
Du skal lære, hvad du kan gøre, når den faktisk kommer.
Mit kursus er netop bygget omkring konkrete og praktiske redskaber, som kan bruges i hverdagens samtaler, frem for at du skal lære at være en anden type person.
Det er måske den største forskel, du vil kunne mærke i hverdagen.
Du behøver ikke længere vente på den dag, hvor du føler dig helt rolig.
For kommer den dag nogen sinde?
Du kan tage samtalen, selvom du er lidt nervøs.
Du kan sige nej, selvom du ved, at den anden bliver skuffet.
Du kan sætte en grænse, selvom du ikke bryder dig om, at der opstår uenighed.
Og når den anden reagerer, kan du blive i samtalen frem for straks at forsøge at få ubehaget til at forsvinde.
Det giver flere muligheder.
Du kan tage den snak, du ellers havde gået udenom.
Du kan sige fra over for noget, der gentagne gange går over din grænse.
Du kan være tydeligere over for de mennesker, du holder af.
Og du kan arbejde hen imod, at samtalen lander et godt sted, samtidig med at din grænse bliver stående.
Det er ikke det samme som, at alle bliver glade.
Det er heller ikke en garanti for, at der aldrig kommer uenighed.
Men du står ikke længere med følelsen af, at en dårlig reaktion automatisk betyder, at du har gjort noget forkert.
Du har lært, at reaktionen er en del af samtalen, og at du kan navigere videre derfra.
Det er en helt anden form for ro.
Ikke ro, fordi der aldrig sker noget ubehageligt.
Ro, fordi du ved, at du kan være i det.
Og når du først oplever, at du kan tage en svær samtale uden at skulle lave dig selv om først, bliver det også lettere at sætte de grænser, du faktisk har brug for at sætte.
Du kan sætte en grænse, selvom du ikke bryder dig om, at der opstår uenighed.
Så hvorfor er du konfliktsky?
Dine erfaringer og din personlighed kan have noget at fortælle om, hvorfor du reagerer, som du gør.
Men du behøver ikke først blive mere modig, mere selvsikker eller mere ligeglad med andres reaktioner.
Du kan lære at sætte grænser og navigere de samtaler, der følger med.
Det er det, Lær at sætte grænser giver dig mulighed for at arbejde med.
Du kan tage undervisningen hjemme hos dig selv, lytte til lydlektionen i dit eget tempo og bruge arbejdshæftet til at arbejde med det, du lærer. Kurset består af en MP3-lydlektion på 1 time og 3 minutter samt et 19-siders printevenligt arbejdshæfte med opgaver og refleksioner.
Du skal altså ikke først blive en anden, før du kan begynde.
Du kan begynde med den måde, du allerede er på, og lære at håndtere de situationer, hvor du gerne vil sige fra og sætte en grænse.
For målet er ikke, at du pludselig skal elske konflikter.
Målet er, at en uenighed ikke længere behøver at bestemme, om du tør sætte den grænse, du har brug for.
The post Hvorfor er jeg konfliktsky? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvordan stopper man med at være konfliktsky? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Hvis du gerne vil kunne sige fra og sætte grænser, men ofte holder dig tilbage, fordi du er bange for, hvad der sker bagefter, er du måske begyndt at se dig selv som konfliktsky.
Du ved godt, hvad du gerne vil sige.
Måske vil du sige nej til noget, du egentlig ikke har lyst til.
Måske er der nogen, der bliver ved med at spørge om noget, du ikke ønsker at diskutere.
Måske er der en måde, nogen taler til dig på, som du gerne vil sige fra overfor.
Eller måske er der en grænse, du har haft lyst til at sætte længe.
Du kan mærke, at du faktisk gerne vil sige fra.
Men så begynder du at tænke på, hvad der sker bagefter.
Hvad hvis den anden bliver sur?
Hvad hvis de bliver skuffede?
Hvad hvis de bliver kede af det?
Hvad hvis de synes, du er egoistisk?
Hvad hvis de begynder at diskutere?
Hvad hvis der kommer dårlig stemning?
Og jo mere du tænker over det, jo sværere bliver det at få sagt det, du egentlig gerne vil sige.
Så måske siger du ja.
Selvom du helst ville sige nej.
Måske lader du være med at sige din mening.
Måske finder du en anden løsning, så du slipper for at tage snakken.
Måske får du sagt fra, men bruger bagefter lang tid på at tænke over, om du sagde det rigtigt.
Og måske oplever du, at du allerede inden samtalen er begyndt, kan mærke nervøsiteten.
Du ved, hvad du gerne vil.
Men du ved ikke, hvad der sker, når du siger det højt.
Det kan gøre det svært at sætte den grænse, du egentlig gerne vil sætte.
Og når du oplever det igen og igen, begynder du måske at tænke:
Jeg er konfliktsky.
Det kan være mærkeligt at ville noget så enkelt som at sige nej, og samtidig opleve, at det føles så svært.
For du ved jo godt, hvad du mener.
Du ved godt, hvad du har lyst til.
Du ved godt, hvad du ikke har lyst til.
Det er ikke nødvendigvis selve grænsen, der er svær at finde.
Det er situationen omkring den.
Du ved, at den anden kan reagere.
Og måske har du allerede erfaringer med, hvad der sker, når du siger fra.
Måske bliver der diskuteret.
Måske bliver den anden ked af det.
Måske bliver stemningen dårlig.
Måske bliver personen vred.
Måske bliver de tavse.
Eller måske begynder du selv at tvivle på, om du overhovedet har ret til at sige nej.
Så begynder du at forklare dig.
Du prøver at få den anden til at forstå.
Du tænker over, om du kunne have sagt det på en anden måde.
Du overvejer, om du bare skulle have sagt ja.
Og nogle gange ender du med at give efter, selvom du egentlig var sikker på din grænse, da samtalen begyndte.
Det kan være enormt frustrerende.
For du vil jo ikke nødvendigvis undgå mennesker.
Du vil ikke nødvendigvis gå rundt og sige nej til alting.
Du vil bare gerne kunne sige fra, når der faktisk er noget, du ikke ønsker.
Og du vil gerne kunne gøre det uden at skulle være bange for, hvad der kommer bagefter.
Det er her, mange begynder at lede efter en løsning på deres konfliktskyhed.
For hvordan bliver man mere modig?
Hvordan lærer man at sige sin mening?
Hvordan bliver man bedre til at sige fra?
Og hvordan lærer man at være mindre påvirket af andres reaktioner?
Du vil bare gerne kunne sige fra, når der faktisk er noget, du ikke ønsker.
Når man gerne vil stoppe med at være konfliktsky, er der mange råd, man kan støde på.
Du skal være mere modig.
Du skal være mere direkte.
Du skal være mere selvsikker.
Du skal lære at sige din mening.
Du skal lære at være ligeglad med, hvad andre tænker.
Du skal stå mere fast.
Du skal tro mere på dig selv.
Og nogle af de råd kan da også lyde logiske.
For hvis du er konfliktsky, må du vel bare lære at blive mindre konfliktsky?
Men prøv at se på, hvad der egentlig mangler, når du står midt i situationen.
Du står overfor et menneske.
Du skal sige noget, du ved kan skabe en reaktion.
Du mærker måske nervøsiteten.
Du er måske usikker på, hvordan den anden reagerer.
Og så skal du vide, hvad du gør lige dér.
For selv hvis du bliver mere selvsikker, står du stadig med samtalen.
Selv hvis du bliver bedre til at sige din mening, står du stadig med den andens reaktion.
Selv hvis du bliver mere modig, skal du stadig vide, hvordan du fører samtalen videre, når den ikke går, som du havde håbet.
Det er dér, jeg synes, mange af de klassiske råd stopper lidt for tidligt.
De fortæller dig, hvordan du skal være.
Men de fortæller dig ikke nødvendigvis, hvordan du navigerer samtalen.
Det er her, jeg synes, der er en vigtig forskel.
Du behøver ikke blive en person, der elsker konflikter.
Du behøver ikke blive hårdere.
Du behøver ikke blive mere ligeglad.
Du behøver ikke vente på, at du en dag har så meget selvtillid, at du ikke længere bliver nervøs.
Og du behøver ikke først komme af med din konfliktskyhed.
Du kan lære at navigere samtalen præcis som den, du er.
Tænk på det som at lære at cykle.
Hvis du aldrig havde lært at cykle, ville det ikke være din personlighed, der var problemet.
Du ville bare mangle at lære, hvordan man holder balancen.
Og hvis du kun havde cyklet med støttehjul, ville det være helt naturligt, at det føltes usikkert, da de blev taget af.
På samme måde kan det være svært at stå i en uenighed, hvis du ikke har lært, hvordan du navigerer den.
Det kan være, at du aldrig har fået nogle gode redskaber til de samtaler.
Det kan være, at du har lært nogle andre måder at håndtere konflikter på gennem din opvækst eller dine tidligere relationer.
Eller det kan være, at du simpelthen aldrig har lært, hvad du konkret kan holde fokus på, når du skal sætte en grænse, og den anden reagerer.
Det betyder ikke, at du skal lave dig selv om.
Det betyder, at du kan lære noget nyt.
Du kan lære at navigere samtalen, selvom du stadig synes, at konflikter er ubehagelige.
Det interessante er derfor ikke kun, hvordan du har det med konflikter.
Det interessante er, hvad du kan gøre, når du har det sådan.
For du kan godt være konfliktsky og stadig lære at sætte en grænse.
Du kan godt blive nervøs og stadig vide, hvad du skal holde fokus på.
Du kan godt være usikker på, hvad den anden tænker, og stadig føre samtalen videre.
Du kan godt ønske, at den anden bliver glad, uden at deres reaktion behøver at bestemme, hvad du gør.
Og du kan godt møde den anden i deres reaktion uden at give slip på din grænse.
Det er en vigtig forskel.
For så handler det ikke længere om at få følelsen til at forsvinde, før du kan tage samtalen.
Du har noget konkret at gøre, mens følelsen er der.
Det er også den vinkel, jeg selv arbejder ud fra i mit kursus Lær at sætte grænser.
Jeg har udviklet kurset med fokus på selve samtalen: Hvordan sætter du en grænse, hvordan håndterer du den andens reaktion, og hvordan fører du samtalen videre, så den kan ende et godt sted?
Og det er netop her, jeg synes, der ligger en stor forskel.
Du behøver ikke være perfekt til konflikter.
Du skal vide, hvordan du navigerer dem.
Når du lærer at navigere de her samtaler, er gaven ikke, at du pludselig elsker uenigheder.
Gaven er, at du ikke længere behøver at undgå en samtale bare for at undgå den reaktion, du frygter.
Du kan tage snakken.
Selvom du er nervøs.
Du kan sige nej.
Selvom du ved, at den anden helst ville have haft et ja.
Du kan sætte en grænse.
Selvom den anden ikke forstår den med det samme.
Og når den anden reagerer, har du stadig noget at holde fast i.
Du kan møde reaktionen.
Du kan holde fokus på samtalen.
Du kan føre den videre.
Og du kan arbejde på, at den lander et godt sted for både dig og relationen.
Det kan gøre det lettere at sige fra næste gang.
Ikke fordi du pludselig er blevet en anden.
Men fordi du ved, hvad du skal gøre.
Det kan også gøre det lettere at tage de samtaler, du tidligere gik og frygtede.
For du ved, at en svær reaktion ikke betyder, at samtalen er slut.
Og du ved, at en uenighed ikke behøver at ende i konflikt.
Du kan lære at blive i samtalen og navigere den.
Du kan lære at blive i samtalen og navigere den.
Hvis du gerne vil kunne sige fra og sætte grænser, men altid har tænkt, at din konfliktskyhed står i vejen, så er der en anden vej at gå.
Du behøver ikke først blive mere modig.
Du behøver ikke først blive mere selvsikker.
Du behøver ikke lære at være ligeglad med, hvad andre tænker.
Du kan lære at navigere samtalen præcis som den, du er.
Det er det, Lær at sætte grænser er lavet til.
Du kan tage undervisningen hjemme hos dig selv, arbejde med materialet i dit eget tempo og bruge arbejdshæftet til at arbejde med det, du selv står i. Du kan vende tilbage til undervisningen, når du har brug for det, i stedet for at skulle kunne det hele på én gang.
Du lærer ikke at elske konflikter.
Du lærer at håndtere samtalerne.
Så du kan sige fra.
Sætte dine grænser.
Møde den andens reaktion.
Og føre samtalen et godt sted hen.
Du behøver ikke først blive en anden for at kunne gøre det.
The post Hvordan stopper man med at være konfliktsky? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvordan accepterer man sin familie uden at give afkald på sig selv? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Du holder af din familie.
Du kender dem.
Du ved godt, at de har deres måde at være på, deres holdninger, vaner og personligheder.
Og måske har du også tænkt:
“Jeg må jo acceptere dem, som de er.”
Det kan være en god tanke.
For du kan ikke lave din familie om.
Du kan ikke bestemme, hvad de mener, hvordan de reagerer, eller hvordan de vælger at være.
Men så kommer der situationer, hvor noget rammer dig.
Noget, de siger.
Noget, de gør.
En måde, de taler til dig på.
En forventning, de har til dig.
Eller noget, de bliver ved med at gøre, selvom du faktisk ikke ønsker det.
Og så kan du stå med et svært spørgsmål:
Hvis jeg accepterer min familie, som de er, betyder det så, at jeg også skal acceptere det, der overskrider min grænse?
Nej.
For der er forskel på at acceptere et menneske og at acceptere alt, hvad mennesket gør.
Det er her, det kan blive svært.
For hvis du gerne vil bevare et godt forhold til din familie, kan det føles forkert at sætte grænser.
Du vil ikke være besværlig.
Du vil ikke skabe dårlig stemning.
Du vil ikke have, at den anden skal føle sig afvist.
Og så kan det være fristende at lade tingene passere.
At acceptere det.
At være den, der tager hensyn.
Men hvis du hele tiden lader ting passere, som faktisk kræver en grænse, bliver det svært at have en relation, hvor begge mennesker kan være tydelige.
For en god relation kræver ikke, at I altid vil det samme.
Den kræver heller ikke, at I er enige om alt.
Men den kan godt rumme, at du siger:
“Det her vil jeg ikke.”
Og at den anden stadig er din familie.
Du behøver altså ikke vælge mellem accept og grænser.
Du kan acceptere mennesket og sætte en grænse for det, mennesket gør.
Du kan acceptere din familie, uden at du skal acceptere alt, hvad de gør.
Du kan acceptere din familie, uden at du skal acceptere alt, hvad de gør.
Når du sætter en grænse, behøver det ikke være et forsøg på at få den anden til at blive anderledes.
Du siger ikke:
“Du skal være en anden slags menneske.”
Du siger noget om, hvad du vil være med til.
Og det er netop dér, grænsen bliver konkret.
Hvis du har en familie, hvor I er meget forskellige, kan I stadig have et godt forhold.
Men hvis der opstår en situation, hvor noget overskrider din grænse, skal du kunne sige fra.
Og det er ikke nok bare at vide, at du må sætte en grænse.
Du skal også vide, hvordan du gør det.
Det er netop en del af det, jeg arbejder med i mit kursus Lær at sætte grænser.
For kurset handler ikke om bare at være ligeglad med, hvad andre tænker eller mener. Det handler heller ikke om bare at sætte folk på plads.
Du får i stedet en enkel og praktisk måde at sætte din grænse på samt redskaber til at håndtere den andens reaktion og holde samtalen positiv og konstruktiv.
Når man taler om grænser, kan det hurtigt lyde, som om grænsen er noget, der skal sættes imod den anden.
Men sådan behøver det ikke være.
Du kan sige fra uden at gøre den anden forkert.
Du kan være tydelig uden at angribe.
Og du kan holde fast i, hvad du selv ønsker, uden at kræve, at den anden skal have det på samme måde.
Det betyder også, at du godt kan møde din familie i deres reaktion.
Du kan lytte.
Du kan forstå, at de ser situationen anderledes.
Du kan tage deres reaktion alvorligt.
Og du kan stadig stå ved din grænse.
For du behøver ikke vælge mellem at passe på relationen og at være tydelig.
Du kan gøre begge dele i den samme samtale.
Og det er netop her, det bliver interessant:
En grænse kan være en del af en god samtale i stedet for noget, der står i vejen for den.
En grænse kan være en del af en god samtale i stedet for noget, der står i vejen for den.
Grænser handler ikke kun om at stoppe noget.
De kan også gøre det lettere at være ærlig over for hinanden.
For når du kan sige fra på en god måde, behøver du ikke gå rundt og håbe på, at den anden selv opdager, hvad der går dig på.
Du kan sige det.
Og den anden får mulighed for at forstå dig bedre.
Det betyder ikke, at I bliver enige.
Det betyder ikke, at den anden ændrer sin holdning.
Men I ved mere om, hvor hinanden står.
Og det kan give relationen noget, som den ikke havde før: tydelighed.
Det er også derfor, jeg ikke vil give dig et råd som:
“Du skal bare acceptere din familie.”
For hvis noget faktisk kræver en grænse, er accept ikke alene løsningen.
Og jeg vil heller ikke lære dig at tænke:
“Jeg må bare sætte mig selv først.”
Det er ikke den vinkel, mit kursus bygger på.
I stedet arbejder vi i mit kursus med hvordan du kan føre en samtale, hvor du både står ved din grænse og tager ansvar for din del af relationen.
Det er den konkrete del, du ikke får ved bare at høre, at du skal acceptere mennesker, som de er.
Du behøver ikke være enig med din familie for at have en god relation til dem.
Du kan godt have et godt forhold til et menneske, som har andre holdninger end dig.
Du kan godt være glad for at være sammen med nogen, selvom der er ting, du ikke vil være med til.
Og du kan godt sige fra, når en grænse bliver nået.
Det behøver ikke være et tegn på, at relationen er dårlig.
Det kan være en måde at gøre relationen mere ærlig på.
For når du ved, hvordan du skal tage samtalen, kan du få sagt det, der faktisk skal siges.
Du kan lytte til den anden.
Du kan møde deres reaktion.
Og du kan stadig holde fast i din grænse.
Så samtalen ikke behøver at ende i enten eftergivenhed eller konflikt.
Den kan ende et tredje sted.
Et sted, hvor begge mennesker har fået lov til at være tydelige.
Og hvor relationen stadig er der bagefter.
Du kan stå ved din grænse uden at gøre din familie forkert.
Du kan stå ved din grænse uden at gøre din familie forkert.
Hvis du går og prøver at finde balancen mellem at acceptere din familie og samtidig kunne sige fra, er det værd at kigge på hvordan du tager samtalen, når noget faktisk kræver en grænse.
For du behøver ikke vælge mellem at acceptere din familie og at sætte grænser.
Du kan gøre begge dele.
Du kan acceptere, at de er, som de er.
Og du kan sige fra over for det, du ikke ønsker at være med til.
Det er netop her, Lær at sætte grænser bliver relevant.
Kurset giver dig en enkel og praktisk måde at sætte din grænse på, en metode til at håndtere folks reaktioner og en måde at holde samtalen positiv og konstruktiv på, også når den anden ikke forstår din grænse. Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.pdf
Og det er den del, man ikke kan løse med et enkelt råd om at acceptere sin familie.
For det interessante er ikke bare, om du accepterer dem.
Det interessante er, hvad du gør, når du møder noget i relationen, som du faktisk ikke vil være med til.
Så kan du enten lade det passere.
Eller du kan lære at tage samtalen.
Sige fra.
Lytte.
Møde den anden.
Og stå ved din grænse.
På en måde, hvor samtalen stadig kan lande et godt sted.
The post Hvordan accepterer man sin familie uden at give afkald på sig selv? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvordan står man fast over for sin familie, når de ikke ændrer sig? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Du har sagt fra.
Du har gjort det tydeligt, hvad du ikke ønsker.
Måske har du endda haft den samme samtale før.
Men alligevel sker det igen.
Den samme kommentar.
Det samme spørgsmål.
Den samme forventning.
Den samme måde at reagere på, når du siger fra.
Og så kan du sidde tilbage med følelsen:
“Hvad skal jeg så gøre?”
For du har jo allerede sagt det.
Du har forklaret det.
Du har forsøgt at være tydelig.
Men den anden har ikke ændret sig.
Det kan være svært, især hvis du havde håbet, at en tydelig grænse ville få den anden til at forstå, hvad du mener, og derefter ændre sin måde at gøre tingene på.
Men mennesker ændrer sig ikke, bare fordi vi sætter en grænse.
Og det betyder ikke, at grænsen er forkert.
Det betyder, at der er forskel på at sætte en grænse og at få et andet menneske til at ændre sig.
Det er her, det kan begynde at føles fastlåst.
Du siger fra.
Den anden reagerer.
Situationen går videre.
Og så sker det igen senere.
Du siger fra igen.
Og igen.
Måske begynder du at tænke, at du skal sige det endnu tydeligere næste gang.
Forklare mere.
Være mere bestemt.
Eller finde en måde at få den anden til endelig at forstå, at du mener det.
Men så risikerer samtalen at komme til at handle om at få den anden til at ændre sig.
Og det er ikke dér, din mulighed ligger.
Du kan ikke bestemme, om din familie ændrer deres måde at være på.
Du kan heller ikke bestemme, hvordan de reagerer, når du sætter din grænse.
Men du kan stå ved din egen grænse.
Og du kan lære at tage samtalen, når situationen opstår.
Det er en vigtig forskel.
For hvis en person ikke sådan lige ændrer sig, er løsningen ikke at vente på forandringen.
Det bliver endnu vigtigere at kunne håndtere de konkrete situationer, når de opstår.
Du kan ikke bestemme, om den anden ændrer sig, men du kan lære at stå ved din egen grænse.
Du kan ikke bestemme, om den anden ændrer sig, men du kan lære at stå ved din egen grænse.
Hvis du har en relation, hvor den anden ikke sådan lige ændrer sin måde at gøre tingene på, bliver det endnu vigtigere at kunne navigere de konkrete situationer, når de opstår.
For du skal ikke gå rundt og vente på, at den anden en dag bliver anderledes.
Du skal kunne håndtere situationen, som den er.
Det betyder ikke, at du skal blive hårdere.
Det betyder ikke, at du skal sætte foden ned på en måde, der lukker samtalen.
Og det betyder heller ikke, at du skal være ligeglad med relationen.
Du skal kunne stå ved din grænse og samtidig føre samtalen videre.
Det er netop en af grundene til, at mit kursus Lær at sætte grænser ikke bare handler om selve det at sige nej.
For hvis en person ikke ændrer sig, er det ikke nok at have sagt nej én gang.
Du har brug for at vide, hvordan du håndterer samtalen, når den samme situation opstår igen.
I kurset får du en enkel og praktisk måde at sætte grænser på samt redskaber til at håndtere folks reaktioner, stå fast på din grænse og holde samtalen positiv og konstruktiv. Det er netop nogle af de konkrete ting, kurset lover at lære dig.
Hvis du forsøger at få den anden til at ændre sig, kan du hurtigt komme til at bruge samtalen på at forklare, hvorfor de burde gøre noget anderledes.
Men hvis du holder fokus på din egen grænse, kan du tage ansvar for det, du faktisk kan styre.
Du kan høre, hvad den anden siger.
Du kan forstå deres reaktion.
Du kan møde dem ordentligt.
Og du kan stadig stå ved din grænse.
Og næste gang situationen opstår, kan du tage samtalen igen.
Det betyder ikke, at du skal have den samme lange samtale hver gang.
Det betyder, at du kan navigere de små og store situationer, som kommer i relationen.
Og du kan hjælpe den anden med at bakke ud af situationen uden at gøre samtalen til en kamp om, hvem der har ret.
For det er ikke din opgave at få den anden til at blive et andet menneske.
Din opgave er at kunne stå ved din egen grænse og føre samtalen på en måde, der også giver relationen en vej videre.
Du kan møde den anden og samtidig stå ved det, du selv har sagt.
Du kan møde den anden og samtidig stå ved det, du selv har sagt.
Forestil dig, at du har en person i familien, som bliver ved med at gøre noget, du har sagt fra overfor.
Du ved godt, at det kan ske igen.
Det er netop her, det bliver vigtigt at kunne tage situationen, når den opstår.
For du behøver ikke gå ind i samtalen med:
“Nu skal jeg få dig til at forstå det.”
Du kan i stedet holde fokus på den konkrete situation og på den grænse, du allerede har sat.
For selvom den anden person er den samme, behøver samtalen ikke udvikle sig på samme måde hver gang.
Du kan møde deres reaktion.
Du kan stå ved din grænse.
Og du kan hjælpe samtalen videre i stedet for at lade den udvikle sig til dårlig stemning eller konflikt.
Det er også derfor, jeg ikke vil give dig en samling smarte sætninger, som du skal lære udenad.
Mit kursus handler ikke om at lære de helt rigtige replikker udenad og gentage dem. Det står også tydeligt i kursusmaterialet, at det ikke er det, kurset handler om.
Det handler om at have konkrete redskaber, du kan bruge i selve samtalen.
Og det er særligt værdifuldt, når du står over for en person, som ikke bare ændrer sig fra den ene dag til den anden.
Det betyder ikke, at din familie pludselig bliver anderledes.
Det betyder heller ikke, at der aldrig kommer en reaktion, når du siger fra.
Forskellen ligger et andet sted.
Du behøver ikke længere gå ind i situationen med en forventning om, at den anden først skal forstå eller ændre sig, før det kan fungere.
Du kan stå ved det, du har sagt.
Du kan give plads til den andens reaktion.
Og samtalen kan stadig bevæge sig videre.
Presset behøver ikke vokse.
En uenighed behøver ikke blive til en konflikt.
En kommentar behøver ikke føre til en lang forklaring.
Og den samme situation behøver ikke hver gang ende med dårlig stemning mellem jer.
Der bliver mere plads til, at begge mennesker kan være i samtalen.
Du kan have din grænse.
Den anden kan have sin reaktion.
Og samtalen kan stadig ende et sted, hvor relationen kan fortsætte.
Den samme situation behøver ikke ende på samme måde, bare fordi den anden person er den samme.
Den samme situation behøver ikke ende på samme måde, bare fordi den anden person er den samme.
Hvis du har et familiemedlem, som bliver ved med at gøre det samme, selvom du allerede har sagt fra, er det ikke din opgave at få personen til at blive et andet menneske.
Du kan ikke ændre andre mennesker.
Men du kan lære at stå ved din egen grænse.
Og du kan lære at tage de samtaler, der opstår, hver gang situationen kommer igen.
Det er netop dér, Lær at sætte grænser bliver relevant.
For du lærer ikke bare, hvordan du siger fra.
Du får en praktisk måde at sætte din grænse på og redskaber til at håndtere den andens reaktion, stå fast og holde samtalen positiv og konstruktiv — også når den anden ikke forstår din grænse. Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.pdf
Så hvis du har en bestemt person i familien, hvor du allerede ved, at situationen kommer igen, kan du bruge kurset til netop at arbejde med den slags samtaler.
Ikke for at få personen til at ændre sig.
Men for at blive bedre til at tage situationen, når den opstår.
For nogle mennesker ændrer sig hurtigt.
Andre gør ikke.
Men når du har redskaberne til at tage de gode samtaler igen og igen, behøver den samme situation heller ikke ende i den samme konflikt eller dårlige stemning hver gang.
Du kan stå ved din grænse.
Du kan møde den anden.
Og du kan hjælpe samtalen videre.
Du kan ikke ændre andre mennesker. Men du kan lære at stå ved din grænse og tage de samtaler, der skal til, på en måde der passer på både grænsen og relationen.
The post Hvordan står man fast over for sin familie, når de ikke ændrer sig? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvordan siger man fra over for sin familie i højtider uden at skabe dårlig stemning? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Højtider er fyldt med forventninger.
Man skal ses.
Man skal være sammen.
Der er traditioner, planer og ting, som familien plejer at gøre.
Og netop derfor kan det være svært at sige fra.
For hvad sker der, hvis du ikke vil det samme som resten af familien?
Hvis du ikke vil komme.
Hvis du ikke vil have besøg.
Hvis du ikke vil blive hele dagen.
Eller hvis du gerne vil gøre noget på en anden måde.
Du ved måske allerede, hvad du gerne vil sige.
Men du ved også, hvad der kan komme bagefter.
En skuffet kommentar.
En fornærmet reaktion.
En ændring i stemningen.
Måske bliver der stille.
Måske bliver tonen anderledes.
Og pludselig er den gode stemning væk.
Det er især det, du gerne vil undgå.
For du vil gerne kunne sige fra, men du vil heller ikke have, at en højtid ender i konflikt eller i noget usagt mellem jer.
Så spørgsmålet bliver ikke kun:
“Hvordan siger jeg fra?”
Det bliver også:
“Hvad gør jeg, når den dårlige stemning kommer bagefter?”
Du siger fra over for noget, familien havde regnet med.
Og så kommer reaktionen.
Den anden bliver skuffet.
Eller fornærmet.
Eller vred.
Det kan være en kommentar.
En ændring i tonen.
Tavshed.
Eller bare den tydelige fornemmelse af, at noget mellem jer har ændret sig.
Det er her, en samtale hurtigt kan begynde at gå i en forkert retning.
Du vil gerne forklare dig.
Du vil gerne have den anden til at forstå, hvorfor du siger fra.
Du vil gerne have den gode stemning tilbage.
Og så kan du komme til at forklare mere og mere.
Jo mere du forklarer, jo flere ting kan den anden forholde sig til.
Pludselig diskuterer I ikke længere bare den konkrete situation.
Nu diskuterer I dit valg.
Om du har en god nok grund.
Om du burde gøre noget andet.
Om du tænker nok på familien.
Og så er samtalen rykket langt væk fra det, du egentlig ville sige.
En dårlig stemning i starten af samtalen behøver ikke betyde slutningen på en god samtale.
Her er det vigtigt at skelne mellem to ting.
Du kan ikke bestemme, hvordan din familie reagerer på din grænse.
Du kan ikke sikre, at de bliver glade.
Du kan ikke forhindre dem i at blive skuffede eller fornærmede.
Men du kan tage ansvar for din egen del af samtalen.
Du kan lære at blive i samtalen, når reaktionen kommer.
Du kan lære at møde den anden uden at give slip på din grænse.
Og du kan lære at føre samtalen videre, selv når stemningen ikke er god lige dér.
For det er netop dér, grænsesætning bliver konkret.
Det er let nok at sige:
“Jeg vil gerne kunne sætte grænser.”
Det svære er at vide, hvad man gør, når den anden reagerer på grænsen.
Det er den del, jeg arbejder med i mit onlinekursus Lær at sætte grænser.
Kurset handler ikke kun om at finde ud af, hvad du selv vil.
Det handler om at kunne føre samtalen omkring din grænse, også når den anden reagerer. Du arbejder med en konkret metode til at sætte grænser, håndtere reaktioner og holde samtalen konstruktiv.
Når du siger fra i en højtid, kan den anden godt blive skuffet.
De kan blive fornærmede.
De kan blive vrede.
Og ja, det kan give dårlig stemning.
Det skal vi ikke forsøge at tale udenom.
Men dårlig stemning er ikke det samme som konflikt.
En samtale kan godt have et udsving uden at ende et dårligt sted.
Det afgørende er, hvad der sker bagefter.
Hvis du møder hårdhed med hårdhed, kan samtalen hurtigt blive endnu hårdere.
Hvis du begynder at forsvare dig, kan den blive til en diskussion.
Hvis du trækker dig helt, kan der blive noget usagt mellem jer.
Men du kan også blive i samtalen.
Du kan give den anden plads til at reagere.
Og du kan samtidig holde fast i din grænse.
Du behøver ikke få den anden til at synes, at dit valg er rigtigt.
Du behøver ikke få den dårlige stemning til at forsvinde med det samme.
Du skal kunne navigere samtalen, mens den er der.
Du kan blive i samtalen, give den anden plads til at reagere og samtidig holde fast i din grænse.
Du kan blive i samtalen, give den anden plads til at reagere og samtidig holde fast i din grænse.
Forestil dig, at du siger fra over for noget, familien havde forventet i en højtid.
Du har sagt, hvad du ønsker.
Og nu kan du mærke, at stemningen ændrer sig.
Det kan være fristende straks at forsøge at få den gode stemning tilbage.
Så du forklarer.
Du uddyber.
Du forsøger at få den anden til at forstå.
Du vil gerne vise, at du ikke mener noget dårligt med dit valg.
Men så kan samtalen hurtigt komme til at handle om, hvorvidt den anden synes, dit valg er rimeligt.
Og det er ikke dér, samtalen skal hen.
Du behøver ikke overbevise den anden om, at din grænse er rigtig.
Du behøver heller ikke få dem til at være enige med dig, før samtalen kan fortsætte.
Det, du har brug for, er at kunne navigere samtalen, mens I er uenige.
At kunne møde den anden.
At kunne give plads til reaktionen.
Og samtidig stå ved det, du selv har sagt.
Det er netop sådan nogle situationer, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
For i kurset arbejder du ikke kun med selve grænsen. Du arbejder med det, der sker i samtalen omkring den — blandt andet når den anden reagerer, og når samtalen begynder at bevæge sig i en forkert retning.
Det betyder ikke, at du kan sikre en højtid uden uenighed.
Det kan du ikke.
Den anden kan blive skuffet.
De kan blive fornærmede.
De kan være uenige med dig.
Og der kan komme et øjeblik med dårlig stemning.
Men samtalen behøver ikke slutte dér.
Du kan give plads til reaktionen.
Du kan blive i samtalen.
Og du kan føre den videre, så den ikke ender i konflikt eller i noget usagt mellem jer.
Nogle gange fortsætter samtalen med det samme.
Andre gange har den anden brug for lidt tid.
Det ændrer ikke på, at samtalen kan tages op igen.
Det vigtige er, at du ved, hvordan du navigerer den.
For du behøver ikke vælge mellem at holde fast i din grænse og at passe på relationen.
Du kan gøre begge dele.
Du kan stå ved det, du har sagt, og samtidig arbejde for, at samtalen lander et godt sted.
Du kan føre samtalen tilbage på sporet, selv når der allerede er kommet dårlig stemning.
Du kan føre samtalen tilbage på sporet, selv når der allerede er kommet dårlig stemning.
Hvis du gerne vil kunne sige fra over for din familie i højtider, men ved, at der kan komme dårlig stemning, er det netop sådan en konkret situation, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
For du har ikke brug for et råd om bare at sige fra.
Du har heller ikke brug for at lære at være ligeglad med, om andre bliver skuffede eller fornærmede.
Du har brug for at vide, hvad du gør, når reaktionen kommer.
Hvordan bliver du i samtalen?
Hvordan giver du den anden plads uden at give slip på din egen grænse?
Hvordan undgår du, at dårlig stemning udvikler sig til konflikt?
Og hvordan fører du samtalen tilbage på sporet, hvis den begynder at bevæge sig i en retning, der ikke hjælper relationen?
Det er den type konkrete samtaler, du arbejder med i kurset.
Du kan tage udgangspunkt i dine egne situationer og arbejde med, hvordan du vil håndtere samtalen, når din grænse møder en reaktion.
For målet er ikke, at der aldrig må komme dårlig stemning.
Målet er, at du ved, hvad du gør, når den opstår.
Så du kan stå ved din grænse.
Møde den anden.
Og føre samtalen videre, så den kan lande et godt sted.
Også selvom den ikke startede dér.
The post Hvordan siger man fra over for sin familie i højtider uden at skabe dårlig stemning? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>The post Hvordan siger man nej til at ses med familien uden at skabe konflikt? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>Din familie spørger, om I skal ses.
Du vil egentlig gerne sige nej.
Ikke fordi der er noget galt med dem.
Ikke fordi du vil skabe afstand.
Du har bare ikke lyst til at ses denne gang.
Men så kommer tanken:
Hvad sker der, hvis jeg siger nej?
Måske bliver de sure.
Måske bliver de skuffede.
Måske bliver de fornærmede.
Måske begynder de at spørge hvorfor.
Og måske har du prøvet noget lignende før.
Du siger nej.
Den anden reagerer.
Du prøver at forklare.
Den anden kommer med et argument.
Du forklarer lidt mere.
Og pludselig er det ikke længere bare en samtale om, hvorvidt I skal ses.
Det er blevet en diskussion.
Så kan det føles lettere bare at sige ja.
Så slipper du for den dårlige stemning.
Men hvis du egentlig gerne vil kunne sige nej til at ses med familien, er det ikke nok bare at vide, at du gerne må sige nej.
Du skal også kunne være i samtalen, når dit nej møder en reaktion.
Det er ofte ikke selve dit nej, der føles svært.
Det er det, du forestiller dig kommer bagefter.
For hvad hvis den anden ikke accepterer det?
Hvad hvis de spørger igen?
Hvad hvis de bliver vrede?
Hvad hvis de siger, at du er urimelig?
Så kan du hurtigt komme til at tro, at du skal finde den helt rigtige måde at sige nej på, så den anden ikke reagerer.
Men sådan fungerer relationer ikke.
Den anden kan godt blive skuffet over dit nej.
Den anden kan godt blive sur.
Den anden kan godt synes, at dit valg er forkert.
Det betyder ikke automatisk, at samtalen behøver at ende i konflikt.
For den anden persons reaktion og selve samtalens udvikling er ikke det samme.
Den anden kan godt reagere, uden at samtalen behøver at ende i konflikt.
Den anden kan godt reagere, uden at samtalen behøver at ende i konflikt.
Det er her, vi skal et skridt videre end rådet om bare at sige nej.
Du kan ikke sikre dig, at den anden bliver glad for dit nej.
Du kan heller ikke bestemme, om de bliver skuffede eller irriterede.
Men du kan tage ansvar for din egen del af samtalen.
Du kan være opmærksom på, hvordan du møder reaktionen.
Og du kan lære at føre samtalen videre, når den ikke går helt som forventet.
For det er her, et nej nogle gange ryger af sporet.
Du begynder at forsvare dit valg.
Du forsøger at bevise, at du har en god nok grund.
Du bliver mere bestemt, fordi den anden bliver mere bestemt.
Eller du giver efter for at få samtalen til at stoppe.
Det er ikke selve dit nej, der er problemet.
Det er det, der sker omkring dit nej.
Det er netop den del af grænsesætning, jeg arbejder med i mit onlinekursus Lær at sætte grænser.
For det er én ting at vide, at du må sige nej.
Noget andet er at vide, hvordan du navigerer samtalen, når den anden reagerer på dit nej.
Kurset handler netop om at kunne sætte en tydelig grænse, håndtere den andens reaktion og holde samtalen konstruktiv.
Her er den vigtige forskel:
Du behøver ikke få den anden til at reagere på en bestemt måde for at undgå konflikt.
Den anden kan godt blive sur.
Den anden kan godt blive skuffet.
Den anden kan godt blive fornærmet.
Det er deres reaktion.
Men en reaktion er ikke det samme som en konflikt.
Der skal to til, før en samtale udvikler sig til en konflikt.
Det betyder ikke, at du kan kontrollere hele samtalen eller forhindre enhver uenighed.
Det betyder, at du kan tage ansvar for den måde, du selv går ind i samtalen på.
Hvis du møder hårdhed med hårdhed, kan samtalen hurtigt bevæge sig i en mere hård og bestemt retning.
Hvis du begynder at forsvare dig, kan samtalen blive til en diskussion om, hvorvidt du har ret til at sige nej.
Hvis du forsøger at overbevise den anden om, at dit nej er rimeligt, kan samtalen pludselig handle om, hvem der har ret.
Og så er samtalen rykket væk fra det, du egentlig ville.
Det er her, du kan gøre noget andet.
Du kan stå ved dit nej.
Du kan give den anden plads til at reagere.
Og du kan samtidig føre samtalen videre på en måde, der ikke gør reaktionen til en kamp.
Du kan stå ved dit nej, give den anden plads til at reagere og samtidig føre samtalen videre på en måde, der ikke gør reaktionen til en kamp.
Forestil dig, at du siger nej til at ses.
Den anden bliver skuffet.
Så kommer argumenterne.
Hvorfor vil du ikke?
Vi ses jo næsten aldrig.
Det kunne da godt lade sig gøre.
Nu kan samtalen bevæge sig i flere retninger.
Du kan begynde at forsvare dit valg.
Du kan forsøge at bevise, at du har en god nok grund.
Du kan blive mere hård tilbage.
Eller du kan give efter for at få samtalen til at stoppe.
Men så er det ikke længere dit oprindelige valg, der er i centrum.
Samtalen er rykket over i en kamp om dit valg.
Og det er netop her, det bliver vigtigt at kunne navigere samtalen.
Du skal ikke have kontrol over den anden.
Du skal ikke få dem til at forstå dit valg.
Og du skal ikke finde den perfekte sætning, der sikrer, at de ikke bliver sure.
Du skal kunne stå ved din grænse og samtidig møde den anden på en måde, der hjælper samtalen videre.
Det er en af de ting, Lær at sætte grænser er bygget op omkring.
Kurset giver konkrete redskaber til at håndtere folks reaktioner og til at holde samtalen positiv og konstruktiv, også når den anden ikke forstår din grænse.
Når du ved, hvordan du skal navigere samtalen, kan der godt komme udsving.
Den anden kan blive sur.
De kan blive skuffede.
De kan være uenige.
Samtalen kan blive anspændt.
Det betyder ikke, at du skal give slip på din grænse.
Du kan møde den anden i deres reaktion uden at gøre reaktionen til en kamp.
Du kan give plads til, at de reagerer.
Og du kan samtidig stå fast på, at du ikke ønsker at ses denne gang.
Det er sådan, samtalen kan komme tilbage på sporet.
For målet er ikke, at der aldrig må komme uenighed eller stærke reaktioner.
Målet er, at samtalen ikke behøver at ende i unødvendig konflikt.
Du kan godt sige nej til at ses.
Den anden kan godt være skuffet.
Og samtalen kan stadig ende et godt sted.
Det er også en del af den tilgang, kurset beskriver: at stå ved sin grænse, forstå den andens reaktion og tage ansvar for sin egen del af relationen.
Du kan godt sige nej til at ses. Den anden kan godt være skuffet. Og samtalen kan stadig ende et godt sted.
Hvis du gerne vil kunne sige nej til at ses med din familie, men er bange for, hvad der sker bagefter, er det netop sådan en konkret situation, du kan arbejde med i Lær at sætte grænser.
For du har ikke brug for at lære, hvordan du får din familie til aldrig at blive sur eller skuffet.
Det kan du ikke styre.
Du har brug for at vide, hvad du gør, når reaktionen kommer.
Hvordan står du ved dit nej?
Hvordan møder du den anden uden at give efter?
Hvordan undgår du, at samtalen bliver til en kamp om, hvem der har ret?
Og hvordan får du samtalen tilbage på sporet, hvis den begynder at bevæge sig i en retning, der ikke hjælper nogen?
Det er netop den type konkrete samtaler, du kan arbejde med i kurset.
Du får en praktisk metode og konkrete redskaber, som er lavet til at kunne bruges i virkelige samtaler — ikke bare gode råd om, hvad du burde gøre. Kurset er også bygget op omkring at kunne håndtere reaktioner og holde samtalen konstruktiv. Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.pdf
Så den anden må gerne reagere.
De må gerne være skuffede.
De må gerne være uenige.
Men du behøver ikke møde deres reaktion med mere hårdhed.
Du behøver heller ikke give efter for at få ro.
Du kan stå ved dit nej og samtidig være med til at føre samtalen tilbage på sporet.
The post Hvordan siger man nej til at ses med familien uden at skabe konflikt? first appeared on Lær at sætte grænser uden konflikt og dårlig samvittighed.
]]>